Houseparty
Den ugentlige fest i egen lejlighed - en menneskeret på højde med rent drikkevand til alle mennesker.
Måden er vel at starte lavt og derfter arbejde sig op til klimakset. Lige til det punkt, inden den seksuelle udløsning kradser i spidsen af elskovsudstyret og så trække sig ud af den muh'ende plasticko og piske ryggen til blods med et nikotingult antennekabel. For mange et antiklimaks, men for en sjælden type af mennesker derude er det den ultimative lykke. Jeg virker vanvittig nu, men når historien er omme, håber jeg på, relevansen er til at gennemskue.
En lørdag, som lørdagen før den og lørdagen før den lørdag. Så triviel en dag, at jeg ikke engang husker, hvad jeg lavede i timerne op til afvigelsen - braget om man vil. Jeg er i en periode i mit liv, hvor jeg ikke ved hverken ud eller ind. Og af den simple grund har jeg låst mig fast i et ekstremt indelukket samfund bestående af mig og min krøllede hawaiiskjorte - købt i den tro at den ville komme på mode i min levetid - og min bare røv.
Men til den essentielle del. Den del der på det skammeligeste har bragt mig ud af mørket under min rustne seng og tvunget mine fingre til at taste mit "vanvid" ind på denne her hjemmeside. Som sagt var det en lørdag. Måske var der fuglesang udenfor mit vindue. Måske var der vejarbejde i hele gaden. Ja, de ydre omstændigheder ligger uklare for mig. Kun een ting var sikkert. Det var ikke en normal lørdag. Der skete noget den her lørdag. Noget fuldstændigt uventet - og dog var det ikke en overraskelse.
Det her minder mig om mit møde med Dalai Lama. Vi mødtes under en rejse, jeg havde til København. Jeg boede i Odense på daværende tidspunkt. Hvad jeg helt præcist lavede i København har ingen relevans. Måske fordi jeg ikke kan huske, hvorfor jeg var der. Under alle omstændigheder husker jeg, at jeg kom vandrede ned ad gaden, hvor Tivolis hovedindgang befinder sig. Navnet på gaden er underordnet. Her kom jeg altså travende med en computer i min favn på vej ned til banegården. Hmm, hvor kom den computer fra og hvad er dens rolle i min fortælling? Umiddelbart vil jeg sige intet, men der kan komme andre informationer frem, mens jeg skriver dette, der retfærdiggør dens eksistens i historien. Derfor skulle den med - tror jeg.
Jeg har altså en computer i favnen i den gade, hvor Tivilos hovedindgang er. Og Dalai Lama? Han kommer snart ind i billedet. Jeg kommer til hovedindgangen af Tivoli, hvor jeg pludselig bliver stoppet af en mand. Han er en smule lavere end jeg. Men det er ikke Dalai Lama, for Dalai Lama går ikke i jakkesæt med sorte solbriller. Dalai Lama går i sit lands, eller er det Kinas land, klædedragt. En slags toga i orange og gule farver. Tunge briller. Det her var ikke Dalai Lama, som holdte mig tilbage, mens han løftede armen og vinkede med hånden. Mine øjne fulgte hans bevægelser, og som hypnotiseret forsvandt jeg. Hvem var jeg nu? En sort bil med sorte ruder, som den ydre verden ikke kunne se i gennem, meget lig den jakkeklædte mands sorte solbriller, kom kørende op til den lille mand med solbrillerne. Andre mænd som ham steg ud af bilen. Andre mænd, som var en anelse mere festligt klædt, væltede ud fra Tivoli og holdte mennesker tilbage på gaden.
Blank. Jeg var John Malkovich. Den lave, men robuste mand var Clint Eastwood. Og den lille mand i orange og gule farver, som blev hjulpet ud af bilen, var USAs præsident. Hvorfor stod jeg her med en computer? Hvor var min hjemmelavede pistol? Jeg satte computeren ned. Skulle jeg hoppe over Clint Eastwood og tage mit bedste shoot med hænderne. Nej, jeg måtte vente til det rigtige tidspunkt. Et øjeblik senere var alt forbi. Præsidenten var kommet i sikkerhed. Og jeg var tilbage i mig selv. Computeren røg op i favnen igen, og jeg var på vej til banegården.
Hvor var jeg? Nårh ja, lørdagen. For at korte indledningen ned til et ord og et ord alene - fest! Afvigelsen var en altså en fest. Et hurtigt afstik i min ellers noget så trivielle og trygge hverdag. I min alder er feste ellers ved at være passé, men af og til er det lige præcis, hvad der skal til for at muntre en alderende evighedsstudent op.
Begivenheden blev sat i gang ved en 10-tiden med tonerne af alt godt fra 80'erne. Musikken var høj, men en samtale var overkommelig - altså hvis stemmen hævedes. En anelse sent at starte festen, men selv den bedste kan ikke kontrollere alt. På grund af det sene tidspunkt var det endnu mere vigtigt, at festen hurtigt blev en success, sådan at festen ikke stoppede og endte i Jomfru Ane Gade, Aalborg, efter kun et par timer. En hård opgave, men kombinationen af den rette 80'er musik med På slaget 12, Anne Linnet, Tøsedrengene osv. fastholdt festen i det hjemlige miljø.
Med en punktlig stigning i decibellen hver time blev der indledt forskellige musiktemaer. Det var sådan en fest, hvor du bagefter kan beskrive stadierne i en universitetafhandling og bevise øllens påvirkning af folks musiksmag på 600 sider. Men ingen kunne dementere successen, da festen gik ind i et nyt tema fra 03-04. Landsholdssange! Den fik med alt hvad liv og remmer kunne holde. Hvem tog sig egentligt af at ingen kunne synge(skrige) med på den 160 decibel høje skratten fra de to usle højtalere. Det var jo hylende skægt.
I en hel time fyldt med "Vi er røde, vi er hvide", "Vi vinder i engerland", og hvad der nu ellers er lavet af VM og EM sange, men som vi allesammen gladeligt har fortrængt i vores ædru sind, skrigen og skrålen og den naturlige hoppen rundt med støvler på trægulvet, blev dog for meget.
Som underboen blev det mig sgu for meget. Måske er jeg blevet for gammel, men jeg bor sgu ikke på et kollegium, og det koster fandeme ikke penge at tage hensyn til resten af opgangen og måske især underboen. Der var ikke sat nogen seddel op, som advarede resten af opgangen om dette optrin. Hvor kommer denne her tankeløshed fra? Jeg kunne forstå det, hvis der var tale om to unge knøse på 18 år, men et par, der ser ud til at være tættere på 30 end på 20??!
Omkring klokken 4 tændte jeg computeren og fandt den enes mobiltelefonnummer på nettet og sendte vedkommende en besked om larmen. Det var lidt af et skud i tågen, men mirakuløst blev jammerkoncerten ovenpå lukket og slukket kort tid efter. Tilfældighed eller? Under alle omstændigheder var det en befrielse.
Final thoughts:
Det er ikke en menneskeret at hoppe og skrige klokken 4 om natten akkompagneret af landsholdet uden i det mindste at have samtlige naboers samtykke. Desuden findes der adskillige selskabslokaler i de fleste byer til den slags og på den måde opretholde en god stemning i en opgang, hvor ingen kender nogen alligevel. Nu, hvor jeg har smidt denne her uhyggelige historie om dårlige naboer af mine skuldre, kan jeg med god samvittig kravle ind under min seng igen.....until next time.
Men til den essentielle del. Den del der på det skammeligeste har bragt mig ud af mørket under min rustne seng og tvunget mine fingre til at taste mit "vanvid" ind på denne her hjemmeside. Som sagt var det en lørdag. Måske var der fuglesang udenfor mit vindue. Måske var der vejarbejde i hele gaden. Ja, de ydre omstændigheder ligger uklare for mig. Kun een ting var sikkert. Det var ikke en normal lørdag. Der skete noget den her lørdag. Noget fuldstændigt uventet - og dog var det ikke en overraskelse.
Det her minder mig om mit møde med Dalai Lama. Vi mødtes under en rejse, jeg havde til København. Jeg boede i Odense på daværende tidspunkt. Hvad jeg helt præcist lavede i København har ingen relevans. Måske fordi jeg ikke kan huske, hvorfor jeg var der. Under alle omstændigheder husker jeg, at jeg kom vandrede ned ad gaden, hvor Tivolis hovedindgang befinder sig. Navnet på gaden er underordnet. Her kom jeg altså travende med en computer i min favn på vej ned til banegården. Hmm, hvor kom den computer fra og hvad er dens rolle i min fortælling? Umiddelbart vil jeg sige intet, men der kan komme andre informationer frem, mens jeg skriver dette, der retfærdiggør dens eksistens i historien. Derfor skulle den med - tror jeg.
Jeg har altså en computer i favnen i den gade, hvor Tivilos hovedindgang er. Og Dalai Lama? Han kommer snart ind i billedet. Jeg kommer til hovedindgangen af Tivoli, hvor jeg pludselig bliver stoppet af en mand. Han er en smule lavere end jeg. Men det er ikke Dalai Lama, for Dalai Lama går ikke i jakkesæt med sorte solbriller. Dalai Lama går i sit lands, eller er det Kinas land, klædedragt. En slags toga i orange og gule farver. Tunge briller. Det her var ikke Dalai Lama, som holdte mig tilbage, mens han løftede armen og vinkede med hånden. Mine øjne fulgte hans bevægelser, og som hypnotiseret forsvandt jeg. Hvem var jeg nu? En sort bil med sorte ruder, som den ydre verden ikke kunne se i gennem, meget lig den jakkeklædte mands sorte solbriller, kom kørende op til den lille mand med solbrillerne. Andre mænd som ham steg ud af bilen. Andre mænd, som var en anelse mere festligt klædt, væltede ud fra Tivoli og holdte mennesker tilbage på gaden.
Blank. Jeg var John Malkovich. Den lave, men robuste mand var Clint Eastwood. Og den lille mand i orange og gule farver, som blev hjulpet ud af bilen, var USAs præsident. Hvorfor stod jeg her med en computer? Hvor var min hjemmelavede pistol? Jeg satte computeren ned. Skulle jeg hoppe over Clint Eastwood og tage mit bedste shoot med hænderne. Nej, jeg måtte vente til det rigtige tidspunkt. Et øjeblik senere var alt forbi. Præsidenten var kommet i sikkerhed. Og jeg var tilbage i mig selv. Computeren røg op i favnen igen, og jeg var på vej til banegården.
Hvor var jeg? Nårh ja, lørdagen. For at korte indledningen ned til et ord og et ord alene - fest! Afvigelsen var en altså en fest. Et hurtigt afstik i min ellers noget så trivielle og trygge hverdag. I min alder er feste ellers ved at være passé, men af og til er det lige præcis, hvad der skal til for at muntre en alderende evighedsstudent op.
Begivenheden blev sat i gang ved en 10-tiden med tonerne af alt godt fra 80'erne. Musikken var høj, men en samtale var overkommelig - altså hvis stemmen hævedes. En anelse sent at starte festen, men selv den bedste kan ikke kontrollere alt. På grund af det sene tidspunkt var det endnu mere vigtigt, at festen hurtigt blev en success, sådan at festen ikke stoppede og endte i Jomfru Ane Gade, Aalborg, efter kun et par timer. En hård opgave, men kombinationen af den rette 80'er musik med På slaget 12, Anne Linnet, Tøsedrengene osv. fastholdt festen i det hjemlige miljø.
Med en punktlig stigning i decibellen hver time blev der indledt forskellige musiktemaer. Det var sådan en fest, hvor du bagefter kan beskrive stadierne i en universitetafhandling og bevise øllens påvirkning af folks musiksmag på 600 sider. Men ingen kunne dementere successen, da festen gik ind i et nyt tema fra 03-04. Landsholdssange! Den fik med alt hvad liv og remmer kunne holde. Hvem tog sig egentligt af at ingen kunne synge(skrige) med på den 160 decibel høje skratten fra de to usle højtalere. Det var jo hylende skægt.
I en hel time fyldt med "Vi er røde, vi er hvide", "Vi vinder i engerland", og hvad der nu ellers er lavet af VM og EM sange, men som vi allesammen gladeligt har fortrængt i vores ædru sind, skrigen og skrålen og den naturlige hoppen rundt med støvler på trægulvet, blev dog for meget.
Som underboen blev det mig sgu for meget. Måske er jeg blevet for gammel, men jeg bor sgu ikke på et kollegium, og det koster fandeme ikke penge at tage hensyn til resten af opgangen og måske især underboen. Der var ikke sat nogen seddel op, som advarede resten af opgangen om dette optrin. Hvor kommer denne her tankeløshed fra? Jeg kunne forstå det, hvis der var tale om to unge knøse på 18 år, men et par, der ser ud til at være tættere på 30 end på 20??!
Omkring klokken 4 tændte jeg computeren og fandt den enes mobiltelefonnummer på nettet og sendte vedkommende en besked om larmen. Det var lidt af et skud i tågen, men mirakuløst blev jammerkoncerten ovenpå lukket og slukket kort tid efter. Tilfældighed eller? Under alle omstændigheder var det en befrielse.
Final thoughts:
Det er ikke en menneskeret at hoppe og skrige klokken 4 om natten akkompagneret af landsholdet uden i det mindste at have samtlige naboers samtykke. Desuden findes der adskillige selskabslokaler i de fleste byer til den slags og på den måde opretholde en god stemning i en opgang, hvor ingen kender nogen alligevel. Nu, hvor jeg har smidt denne her uhyggelige historie om dårlige naboer af mine skuldre, kan jeg med god samvittig kravle ind under min seng igen.....until next time.
