Livsstil

Hotel-anmeldelse: Scandic Sydhavnen

Et besøg værd

Hotel-anmeldelse: Scandic Sydhavnen
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 11. marts 2025

Når man rejser, handler det ofte om mere end bare et sted at sove – det handler om bekvemmelighed, komfort og de små detaljer, der gør en forskel. Vi tjekkede ind på Scandic Sydhavnen i forbindelse med vores dækning af Unite Championship 6, og vi fandt hurtigt ud af, hvorfor hotellet er et oplagt valg for både forretningsrejsende og turister, der vil have en ubesværet oplevelse tæt på centrum.

Placering og tilgængelighed

Beliggenheden er et af hotellets stærkeste kort. Kun tre kilometer fra Københavns centrum, men stadig væk fra den mest hektiske trafik, får du her en perfekt balance mellem byliv og ro. Det tager to stop med S-toget fra Sydhavn Station at komme til Hovedbanegården, og nærmeste metrostation er blot 600 meter væk, hvilket betyder, at du nemt kan komme rundt i byen uden besvær.

For dem, der kommer i bil, tilbyder hotellet 186 gratis parkeringspladser – en sjælden luksus i København. Vi kunne parkere lige ved indgangen, og med taskerne på ryggen var det en gnidningsfri oplevelse at checke ind.

Med os havde vi vores fotograf Wicki Preisler,  som også pointerede, at Scandic Sydhavnen er perfekt til både praktiske og afslappende formål – eller en kombineret kæreste-arbejds-tur, som vi kaldte det. Med en travl aften foran sig satte hun pris på, hvor nemt og hurtigt det var at komme til og fra eventet.

Hun vidste med valget af Scandic, så var en god nats søvn efter en lang dag sikret, og hvis ikke vi havde haft et pakket program, kunne det også nemt have været et oplagt sted til et afslappende kæreste-retreat.

Komforten, faciliteterne og den rolige atmosfære gør det ikke kun ideelt for forretningsrejsende og sportsfolk, men også for dem, der bare vil trække stikket og nyde lidt kvalitetstid.

Værelserne – moderne og komfortable

Scandic Sydhavnen har for nyligt gennemgået en omfattende renovering, og det kan mærkes. De 391 værelser er indrettet i en lys og moderne stil, hvor skandinavisk minimalisme møder funktionalitet. Vi boede i et af de nyrenoverede værelser fra 2024, og her var der tænkt over detaljerne: en stor, behagelig seng, masser af plads og effektiv lydisolering, som sikrede en rolig nat – selv med hotellets centrale placering.

Badeværelset var stilrent med en rummelig bruseniche og de nødvendige toiletartikler. Desuden var værelset udstyret med en arbejdsstation, hvilket gjorde det nemt at få lidt arbejde fra hånden, inden vi skulle videre til eventet.

Faciliteter – fitness, minigolf og afslapning

Scandic Sydhavnen er mere end bare et sted at overnatte – der er tænkt på de ekstra oplevelser. På øverste etage finder du hotellets fitnesscenter, hvor du kan få pulsen op, mens du nyder en fantastisk udsigt over byen. Hvis du foretrækker at motionere udendørs, byder hotellet på en 9-hullers minigolfbane i det hyggelige gårdmiljø. Perfekt til en afslappet stund efter en lang dag.

Gastronomi – en restaurant med historie

Vi havde desværre en tætpakket tidsplan, der betød, at vi måtte springe et besøg på Støberiet over – men næste gang er det på vores to-do-liste. Restauranten, der er opkaldt efter den store runde støberihal fra B&W, kan huse op til 150 gæster, og her prioriteres økologi, dyrevelfærd og lokale råvarer højt.

Morgenmaden fik vi dog fornøjelsen af, og den skuffede ikke. En velassorteret buffet med alt fra friskbagt brød, lokale specialiteter og sunde alternativer sikrede en god start på dagen. Især den friskpressede juice og de hjemmelavede müslibarer var et hit ved bordet.

Konklusion – et sikkert valg for rejsende i København

Scandic Sydhavnen er et hotel, der leverer på alle parametre. Nem adgang til byen, komfortable værelser, gode faciliteter og en restaurant med historie gør det til et oplagt valg – uanset om du er i København for arbejde, fornøjelse eller en kombination af begge.

Næste gang vi tjekker ind, bliver det med tid til både en omgang minigolf og en middag på Støberiet.