Connery

Hotel-anmeldelse: NH Collection CPH

Skibsværft forvandlet til luksus-hotel.

I vores næste kapitel af hoteller i ind- og udland er vi nået til det billedsmukke område i København, Christianshavn, hvor et af Danmarks skønneste 5-stjernede hoteller huserer i de gamle bygninger fra skibsværftet B&W - nemlig NH Collection CPH.

Hotel-anmeldelse: NH Collection CPH

Fra skibsværft til holistisk hotel

Det nye, renoverede NH Collection Hotel stod færdigt i 2021 - men selve bygningen er blevet bygget i årene 1957-62, hvor den kyndige designer Palle Suenson skulle designe omgivelserne for skibsværftet B&W.

Designet, som ynder rene linjer og modernisme, er blevet bevaret, men med henblik på at åbne det gamle skibsværft op til en mere transparent og åbent område.

Et område, hvor de rene, modernistiske linjer er blevet ekspanderet, gjort mere luftige og indbydende i forhold til en lille hotel-oase i området.

Et hotel, der har DGNB-guldcertifikatet, som betyder, at renovationen har prioriteret bæredygtighed over hele linjen med fokus på miljøet, teknikken og den holistiske oplevelse af hotellets udtryk og holdning til bæredygtighed fra personale til besøgende.

København har kun en lille håndfuld 5-stjernede hoteller på markedet, så man ved, at det er af høj kvalitet, når man møder ind på et af dem - og NH Collection er ingen undtagelse.

Den kan prale af at være det første 5-stjernede hotel i NH Hotel Group i Danmark, og har den skønneste location på Christianshavn.

ANNONCE
Hotel-anmeldelse: NH Collection CPH

Selve indgangen og lobbyen er indrettet og designet på en både funktionel og æstetisk måde, som gør, at man ved det umiddelbare førstehåndindtryk ikke bliver ‘overvældet’ af den ellers grandiose bygning udefra - men derimod bydes ind i en hyggelig, overkommelig lobby, hvor den lange indgang først byder på reception efterfulgt af restaurant, bar og til sidst konferenceområde.

En rummelig, skarpt designet lobby, som på ret snedig vis formår at vise arkitekturen i sin storslåede modernistiske attitude, men i et omfang, hvor belysning og indretning gør det hyggeligt og hjemligt. Lobbyen er designet i et meget inviterende miljø, hvor der er fokus på områder, hvor man langs foyeren på hotellet finder man et hyggeligt lounge-område, som kombinerer flere aspekter af leisure - du kan sidde og vente på taxaen, lave arbejde på farten, slappe af i sofaetablissementet eller måske nyde en cocktail i deres hotelbar.

Det er indrettet på en ret givende måde, hvor man er lidt i centrum af det hele, men du kan ligesom ikke sidde ‘forkert’. Der er ikke stringent opdelte rum til de forskellige former for aktiviteter, som gør rummet til et levende aspekt af hotellet, hvor gæsterne kan føle sig hjemme. Baren huser desuden deres helt egen cocktail-aficionado, som man blot kan gå hen til og fortælle lidt om, hvad man lige har lyst til - så mikser han en skræddersyet cocktail sammen til dig.

Det vidner lidt om et serviceniveau, der ligger i eliten - kombineret med et personale i lobbyen, som er hyret til at hjælpe dig med alt, du skulle have brug for at vide omkring området, faciliteterne, hvor du skal spise, drikke og opleve kultur. De har simpelthen deres egen hotel-connoisseur, eller hvad man skal kalde personen - har du en forespørgsel, så står vedkommende klar!

ANNONCE
Hotel-anmeldelse: NH Collection CPH

Varm, indbydende atmosfære

Selve hotellet er opbygget af 394 forskellige værelser og suites, som er designet med en fleksibel variation alt efter, hvad man ønsker af møblement, luksus og udsigt. Hotellet byder også på selskabslokaler med op til 180 mennesker, hvor du enten kan holde firmafest eller en personlighed begivenhed - og så er hotellet designet, både rent praktisk og i sin ånd, efter at være et åbent sted, hvor folk, der ikke nødvendigvis bor på hotellet, kan komme ind og nyde arkitekturen, atmosfæren og oplevelserne.

Værelserne - uanset om du vælger standard-værelser eller superior-udvalget - er indrettet til at være en mellemting mellem et kosmopolitisk nedslagspunkt for dig, der enten er på tur for at slappe af for dig selv eller opleve bylivet i København. Store åbne vinduer, som alt efter værelsestype byder på flere forskellige unikke udsigtspunkter og masser af tiltrængt naturligt lys, som løfter hele udtrykket.

Værelserne er prydet med skandinavisk håndværk, kunst og med fokus på en varm, indbydende atmosfære - store komfortable senge, stilrene og minimalistiske badeværelser og små subtile konstellationer og design-finurligheder med messing og træ.

Det gastronomiske aspekt af hotellet byder på deres egen in-house restaurant, hvor de med egne kokke tryller forskellige retter frem i alle døgnets timer, hvad enten man lige skal nappe et hurtigt måltid inden mødet eller ønsker fred og ro på værelset med roomservice-måltid af høj kvalitet. Det er faktisk et bevidst valg, at hotellet har valgt at sørge for, at mad-delen er tilgængelig, men ikke et bærende element - fordi hotellet netop har sin placering og go-to-lokation, som gør, at deres gæster ofte skal ud og opleve den københavnske gastronomi på egen hånd.

En lille genistreg, der skaber et råderum for gæsterne, som kan disponere deres tid, som de ønsker uden at være bundet op på at skulle finde aftensmad hurtigt og forhastet - når man ikke lige et smut ind til centrum efter en lang flyvetur? Så står køkkenet klar.

ANNONCE
Hotel-anmeldelse: NH Collection CPH

Morgenmadsområdet byder på små, hyggelige borde fordelt over et stort areal på en af sideindgangene til foyeren, hvor man kan sidde i ro og mag og nyde sin morgenkaffe med små og store grupper. Selve udvalget byder på en ambitiøs morgenkomplet, hvor man kan få de klassiske æg, bacon og pølser uden at det er blevet ‘britificeret’, mens man ved siden af kan få kokken til at fremtrylle en lækker, cremet omelet på bestilling - en fin, varieret yoghurt-stand med alskens lækre friske frugter såvel som brød og kage-udvalg, som kan gøre morgenmaden til alt fra en hurtig hapser inden dagens udflugt eller den helt store komplet, hvor du nok lige er nødt til at gå to gange!

Smagfuldt, lækre råvarer, stort udvalg og et lækkert ensemble af friskpressede juice og juice-kombinationer. Derudover byder hotellet også fitnessrum, valet parking og adgang til vandfronten for gæster, der gerne vil helt tæt på Christianshavns maritime æstetik og sjæl.

Overordnet set er NH Collection et hotel, som velfortjent kan bryste sig af deres 5-stjernede kategorisering med bragende højt serviceniveau, fleksibilitet og unikke, indbydende udtryk i lobbyens inviterende atmosfære såvel som værelsernes varme design.

En perfekt getaway for dig, der enten vil opleve Københavns atmosfære fra et komfortabelt udgangspunkt eller trænger til at gøre hotel-overnatningen til en en ferie i sig selv.

Til sommer skal man stile efter at tage et smut forbi NH Collection, da jeg fik fortalt, at de har en ny rooftop-bar på vej, som kommer til at være en location med den lækreste udsigt, god stemning og knivskarpe cocktails - vi har allerede sat kryds i kalenderen til en tur på Christianshavn til sommer anno 2023!

ANNONCE
NH Collection Copenhagen

Hjemmeside

Hotel-anmeldelse: NH Collection CPH
Del

Seneste nyt

Annonce