Holdtidskørsel
Holdtildskørslen er den sværeste disciplin indenfor landevejscykling, men det er ikke altid de stærkeste, der vinder.
Igen i år figurerer holdtidskørslen som en af de vigtige og afgørende momenter i et Tour de France, der kan komme til at handle om sekunder. Holdstidskørslen er en for uindviede - og for en god portion indviede- en af de mest bizarre discipliner indenfor moderne cykelsport, hvor styrke er et must, men langt fra det eneste, der skal til, hvis man vil vinde.
Som Touren skrider frem, mister flere og flere hold jo ryttere af naturlige årsager (styrt, maveproblemer, træthed, sygdom), og derfor har man naturligt nok valgt at lægge holdtidskørslen tidligt i løbet, da det i teorien skulle give alle hold en i teorien lige chance for at være fuldtallige.
Ligesom ved enkeltstarten, bliver holdene i holdtidskørslen sendt afsted med faste intervaller. Men da det jo er holdet, det gælder, måler man først tiden i mål for den femte mand på holdet, hvilket betyder, at et hold kan blive nødt til at vente på en mand, hvis de har mistet flere.
Danskere i holdtidskørslen
Siden Bjarne Riis overtog styringen af holdet-der-for-tiden-sponseres-af-CSC, har hans erklærede største mål været at vinde holdtidskørslen i Tour de France. Og det er ikke uden grund, for daskerne har i mange år gjort sig godt gældende i denne specielle disciplin. Bjarne Riis var selv en del af det Gewiss-Ballan-hold, der i 1995 detroniserede det ellers så magtfulde og frygtindgydende ONCE-hold og satte [den senere vinder] Miguel Indurains Banesto-hold med næsten et minut.
Det var den gode indsats i holdtidskørslen, der i 1995 banede vej for, at Bjarne Riis kunne iføre sig den gule førertrøje efter 6. etape. Da Rolf Sørensen i fem år tidligere i sin første Tour-deltagelse kunne iklæde sig den gule førertrøje, var det også en fantomtid holdtidskørslen, der satte ham i denne position.
I denne forbindelse skal vi selvfølgelig undlade at bringe ved til dopingbålet med injurier, men det må bemærkes, at både Rolf og Riis brugte den italienske læge Luigi Checchin, der et par dage før Rolfs sejr i Liege-Bastogne-Liege udtalte de ofte citerede ord "at tage EPO er ikke farligere end at drikke appelsinjuice".
Som Touren skrider frem, mister flere og flere hold jo ryttere af naturlige årsager (styrt, maveproblemer, træthed, sygdom), og derfor har man naturligt nok valgt at lægge holdtidskørslen tidligt i løbet, da det i teorien skulle give alle hold en i teorien lige chance for at være fuldtallige.
Ligesom ved enkeltstarten, bliver holdene i holdtidskørslen sendt afsted med faste intervaller. Men da det jo er holdet, det gælder, måler man først tiden i mål for den femte mand på holdet, hvilket betyder, at et hold kan blive nødt til at vente på en mand, hvis de har mistet flere.
Danskere i holdtidskørslen
Siden Bjarne Riis overtog styringen af holdet-der-for-tiden-sponseres-af-CSC, har hans erklærede største mål været at vinde holdtidskørslen i Tour de France. Og det er ikke uden grund, for daskerne har i mange år gjort sig godt gældende i denne specielle disciplin. Bjarne Riis var selv en del af det Gewiss-Ballan-hold, der i 1995 detroniserede det ellers så magtfulde og frygtindgydende ONCE-hold og satte [den senere vinder] Miguel Indurains Banesto-hold med næsten et minut.
Det var den gode indsats i holdtidskørslen, der i 1995 banede vej for, at Bjarne Riis kunne iføre sig den gule førertrøje efter 6. etape. Da Rolf Sørensen i fem år tidligere i sin første Tour-deltagelse kunne iklæde sig den gule førertrøje, var det også en fantomtid holdtidskørslen, der satte ham i denne position.
I denne forbindelse skal vi selvfølgelig undlade at bringe ved til dopingbålet med injurier, men det må bemærkes, at både Rolf og Riis brugte den italienske læge Luigi Checchin, der et par dage før Rolfs sejr i Liege-Bastogne-Liege udtalte de ofte citerede ord "at tage EPO er ikke farligere end at drikke appelsinjuice".
Den første holdtidskørsel i Tour-historien blev kørt i 1927, fordi arrangørerne var trætte af, at der aldrig blev "gået til den" på de flade etaper. Man havde derfor besluttet, at alle flade etaper skulle være holdtidskørsler, og kun i bjergene kørte man med samlet start. Det samme gjorde man året efter, men i 1929 havde man indset, at holdtiskørsler på alle de flade etaper var ikke måden at komme dovenkørslen til livs, og holdtidskørslen blev derfor afskaffet igen.
Med jævne mellemrum forsøgte man i årenes løb at genindføre holdtidskørslen, men det var kun i enkelte årgange, og disciplinen fik aldrig en blivende plads i tourhistorien. Det skulle vise sig at være begivenheder udenfor Frankrig, der medførte, at holdtidskørslen igen kom ind i varmen og fik en fast plads i Tour de France.
Ved OL i Atlanta havde man valgt at afskaffe 100 km for hold som fast disciplin for at få plads til den in
I 1995 havde man derfor igen på forsøgsbasis indført holdtidskørslen i Tour de France, og fra år 2000 har den været en fast del af løbet.
Mekanikken i det uoverskuelige
Der er noget fascinerende over en holdtidskørsel, som man ikke finder i andre elementer af cykelsporten. Selvom det gælder om at have de stærkeste ryttere til at trække holdet frem, så er det endnu vigtigere at have et homogent hold, der fungerer ud fra en fælles forståelse af omgivelserne. Det kræver en intuitiv forståelse indbyrdes blandt rytterne at køre en god enkeltstart.
Hver enkelt rytter skal vide, hvor meget saft, han har i benene, når han tager en føring. Han skal sørge for at presse sig helt ud til den yderste grænse, hvor det kun er marginaler, der gør, at han kan holde hjul, når han slår ud fra at have taget sin føring.
En god holdtidskørsel kræver for det meste, at man har alle ryttere med til mål. Det er simpel matematik. Jo flere ryttere, der kommer med til mål, jo længere pauser hver rytter få, før man igen skal tage en føring.
Team CSC har den for tiden stærkeste enkeltstartskører på holdet i David Zabriskie, men det er ikke nødvendigvis en fordel, når man kører holdtidskørsel. Det viste sig gentagne gange for [det nuværende Credit Agricole-mandskab] GAN-holdet, da man havde Chris Boardman på holdet. Boardman var indehaver af timerekorden, men når han stillede til start i Tour de France med holdet, blev det aldrig til gode placeringer i holdtidskørslen, simpelthen fordi Boardman var flere niveauer over de andre, og han sled dem op.
Det er vigtigere i en holdtidskørsel, at man har ni ryttere, som har nogenlunde det samme styrkeniveau, end at have 3-4 stærke ryttere. Men udover et lige niveau, er det også vigtigt, at man har en fasttømret enhed, der arbejder under en militær disciplin for at få de mindste fragmenter til at gå op i en højere enhed.
Der er ingen tvivl om, at holdet-der-for-tiden-sponseres-af-CSC må stå som en af favoritterne til at tage sejren i dagens etape. Udover at de har løbets vel nok stærkeste motor, så har de også en holdånd og en indbyrdes forståelse, som mange hold misunder dem. Bjarne Riis' og BS' overlevelsesture i december giver virkelig pote, når man i begyndelsen af juli skal sidde på en cykel i 67 dræbende lange kilomter og give sig fuldt ud for holdet.
I gamle dage ville man uden at se på startlisten automatisk have haft [sportsdirektør] Manolo Saiz' ONCE-hold som et af favoritterne, simpelthen fordi han alene var drivkraft nok til at skræmme de ni lycra-beklædte ben-barberede mænd til at yde deres ypperste. Desværre har Saiz ikke haft held til at tage den evne med sig til det nye hold [Liberty Seguros-Würth], han byggede op på ruinerne af ONCE-holdet. I sidste års holdtidskørsel sluttede de på en skuffende 7. plads.
Det bedste udgangspunkt for en forudsigelse af dagens resultat kan man få ved at se på dne holdtidskørsel, der blev afholdt i Eindhoven for 2 uger siden. Da løbet var en ProTour-begivenhed, deltog alle de hold, som nu kører Tour de France. Her var det ikke overraskende Gerolsteiner-holdet, der løb af med sejren, og man bør nok også have et vågent øje til dem i dagens etape.
Men ellers er der kun to hold, som kan gøre sig håb om sejren, og det er Team Discovery Channel og Team T-Mobile; Armstrong og Ullrichs hold. Hvert hold rummer flere stærke motorer, der tilsammen giver nok hestekræfter til at kunne slæbe en overbelastet Fiat Punto gennem selv de højeste bjergpas i alperne.
