Gear
Høje forventninger: Volvo kickstarter europæisk produktion af kommende elbil
Den prisbillige Volvo EX30 har allerede skabt et stort aftryk
Efterspørgslen efter Volvos nye fuldelektriske EX30 har været så stor, at det svenske bilmærke (Under kinesiske Geely) nu starter produktion i Gent, Belgien.
Det er i tråd med virksomhedens ambitioner om at opfylde efterspørgslen i Europa og samtidig mindske CO2-fodsporet ved at bygge biler tættere på deres salgsdestinationer.
Det er ingen hemmelighed, at Volvo lægger stor vægt på bæredygtighed. Da Volvo C40, den første dedikerede elbil på EV-platform blev introduceret, med indledningsvis produktion i Kina, affødte det naturligt spørgsmål om deres klimaaftryk, især i forbindelse med den efterfølgende transport til resten af verden. Dog har fabrikanten senere suppleret den europæiske efterspørgsel med biler produceret på den belgiske fabrik i Gent.
Fra Kina til Europa: Et skift der giver mening
Produktionen af EX30 startede tidligere på efteråret i byen Zhangjiakou i Kina, men nu får bilen også en europæisk "hjemmebase", lyder det fra Volvo. Dette kan ses som en logisk beslutning i lyset af den enorme europæiske efterspørgsel samt Volvo's ønske om at reducere CO2-udledning gennem mere lokaliseret produktion. At Volvo oplever en stor indledende efterspørgsel på EX30 kommer ikke bag på mig: Den indledende nyhed om EX30, har været en af de mest populære bilnyheder på vores site i løbet af 2023.
Hjemme på to kontinenter
Beslutningen om at fremstille EX30 i både Kina og Belgien underbygger også Volvos globale strategi. Det sikrer ikke blot, at efterspørgslen kan mødes, men også at produktionen er så fleksibel som mulig. Beslutningen er i tråd med virksomhedens tidligere erfaringer, hvor deres bedst sælgende SUV'er, som XC60 og XC40, er blevet produceret i både Europa og Kina.
Slutspil: En global elektrisk fremtid?
Den europæiske produktion af EX30 er et klart signal om Volvo Cars' engagement i en elektrificeret fremtid. Med planer om udelukkende at sælge elektriske biler fra 2030 er EX30 et skridt i den rigtige retning – en bil der ikke blot er billig, hurtig og stilfuld, men som også – umiddelbart – lever op til mærkets bæredygtighedsambitioner.