Connery

Hjemmeværnet

Jeg troede at hjemmeværnet var en flok skydegale, krigsliderlige bonderøve, der bare fjollede rundt og legede krig. Jeg blev klogere.

Hjemmeværnet
Hjemmeværnet har stået model til meget. De er blevet kaldt alt fra weekendkrigere, krigsliderlige, partisaner og uduelige afvigere.

Jeg var i weekenden med på en øvelse med hjemmeværnet. Inviteret af en af mine venner, Lasse, sikkert i et skjult hvervningsforsøg.


Hjemmeværnet blev oprettet efter anden verdenskrig og er et barn af modstandsbevægelsen. Under devisen "aldrig mere 9.april" meldte folk sig under fanerne og indtil for ca. 10-15 år siden, har hjemmeværnet oplevet fremgang i medlemstallet. Nu er der ca. 65000 medlemmer og hjemmeværnet står til at benytte 4% af forsvarsbudgettet, eller ca. 700 mio.

Hvad får vi så for pengene?

Nogen vil sige: Ingenting! Og at vi bare smider penge ud til en flok krigsliderlige, lavtuddannede, bonderøve, der ikke kunne komme gennem sessionen på grund af lav IK. Kritikken har også gået på at det for det ofte er småfede og skydegale mænd, der efter lidt vild skydning ud over fædrelandets opdyrkede arealer, tager sig en rød pølse, kaffe eller en håndbajer.

Det vi rent faktisk får for pengene, er en bevogtnings og overvågningsstyrke, der på få timer kan mobiliseres og indsættes hvor det er nødvendigt.

Desuden deltager hjemmeværnet i oprydning efter miljøkatastrofer, eftersøgninger, offentlige arrangementer, særlig hjælp til politiet og søredninger. Faktisk redder marinehjemmeværnet 3 personer pr. uge. Personer der har været i havsnød eller lign.

Det vidste jeg ikke, men man skal jo hele tiden lære noget nyt.

Det primære spørgsmål der optager befolkningen er: Hvem er fjenden? Så jeg spurgte Lasse, hvem fjenden er. "Der er heldigvis ingen" sagde han. Men hvad skal vi så med hjemmeværnet, spurgte jeg. "Brænder det lige nu?" spurgte Lasse ud af det blå. " Øh, næ ikke lige hvad jeg kan se", svarede jeg og tilføjede et "Hvorfor det?"

" Bare fordi det ikke brænder, betyder jo ikke at vi nedlægger brandvæsnet. Samme princip kan vi overføre til hjemmeværnet. Bare fordi vi ikke har en fjende nu og de næste 10-12 år, betyder ikke at vi nedlægger hjemmeværnet. Nedlægger man det, vil det betyde at en masse viden, rutiner, procedurer og håndværk vil gå tabt og en eventuel gendannelse vil være tidskrævende og medføre mange omkostninger. Betragt det som en forsikring vi forhåbentlig aldrig får brug for".

I lyset af verdenssituationen er fjendebilledet i dag ændret fra at være en russisk panser
Så blev jeg endnu klogere...

Hvorfor melder folk sig så til hjemmeværnet. Den kritik jeg omtalte tidligere med dem der blev afvist på session, holder altså ikke helt. Mange af medlemmerne har aftjent deres værnepligt og endda været professionelle soldater. Mange begrundelser for indmeldelse findes i ønsket om oplevelser, fællesskab, udfordringer, politisk funderede overvejelser og nationalfølelse, men den altovervejende grund til at folk bliver i hjemmeværnet, lader til at være de mange gode uddannelser man kan få, hvoraf mange har civil interesse. Forsvarets lederuddannelser, instruktøruddannelser, lærerkursus, radio/signalkurser, motorpasserkursus osv....

Jeg har altid stillet mig kritisk overfor hjemmeværnet, men måske uden egentlig at vide nok om det, så derfor var det noget af en overraskelse at se dem i aktion. Lasses gruppe skulle agere fjende og befandt sig på en rasteplads, da de blev beskudt. De besvarede ilden med ca. 80 skud (i alt), inden de trak sig tilbage. Dernæst skulle de køre rundt og lede efter 2 patruljer. Lasse og hans makker havde placeret deres bil på en vej og tændt positionslyset. "Hvorfor har I tændt lyset på bilen? Så opdager de jer jo" konstaterede jeg. " Vent og se" var svaret, og vi listede ud på en mark

(i traktorsporet). Her sad vi og ventede i et godt stykke tid, men det var de altså gode til, de gutter. Det med at vente, altså. Lige pludselig hvisker Lasse til mig at de har set noget, 250 meter ude på marken. Det havde jeg ikke, men de pegede i retning af noget der vist nok bevægede sig lidt. Godt set, drenge! Da der var gået 5 minutter kunne jeg se patruljen, der kom svagt i silhuet, da de forsøgte at omgå os via et bakkedrag. Så rejste Lasse sig op og sammen med sin makker afgav de sammenlagt 3 skud i retningen af patruljen. Herefter forklarede de ideen med at lade lyset på bilen være tændt. " De ser bilen og vil forsøge at komme uden om os. Det kan de kun, ved at gå over bakken og så kommer de i silhuet" Smart tænkt.
ANNONCE
Hjemmeværnet
For at vende tilbage til den generelle kritik, så oplevede jeg ikke nogen krigsliderlige personer på den øvelse. Skydegale kan man heller ikke påstå at de var, da der på hele øvelsen blev affyret ca. 100 skud. Det med de lavtuddannede holder tilsyneladende heller ikke stik, da der i denne samling gutter, befandt sig to med en længere IT-uddannelse, 2 lærere, flere studerende og et par håndværkere, så den gennemsnitlige uddannelsestid disse folk havde, var over 3 år. Om denne statistik gør sig gældende for resten af den del af forsvaret, ved jeg ikke.

Selvfølgelig var der lige en Johnny-Brian type, der højlydt måtte proklamere at det nye gevær M/95, bare var "vildt fedt" og det kunne både det ene og det andet, ligesom der kom en bemærkning om noget ammunition der havde nogle helt vildt fantastiske egenskaber, hvordan det så kan være.

Det viste sig også, at hjemmeværnet faktisk ofte er på øvelse med specialstyrker fra både ind- og udland, ligesom de, oftere end hæren, træner med skarp ammunition, hvilket igen sorterede under kategorien "Ny viden" for mig.

Alt i alt, så var min øvelse med hjemmeværnet en god oplevelse, hvor mine fordomme blev skudt i sænk med 5.56 ammunition, der tilsyneladende har bedre egenskaber end 7.62. Så ved vi det!
ANNONCE
Del

Seneste nyt