HIM - Love Metal
Kærlighedsmetalens bannerførere tilbage med nyt album...
Det finske band HIM er nu tilbage med deres fjerde udspil, "Love Metal". Et album mange har set frem til. Ikke mindst fordi sidste album "Deep Shadows and Brilliant Highlights" skuffede en del. En for eksperimenterende, ukoncentreret og rent ud sagt temmelig kedelig tone var desværre blevet det gotiske bands kendetegn. Med Love Metal (der desuden er HIM"s egen betegnelse for lige deres type musik), har de finske fyre valgt, at dele albummet op i to dele. De første 5 numre går under kategorien A, mens de sidste 5, logisk nok går under B. Vi starter fra starten og fortæller lidt om A, som desværre skuffer lidt som frygtet. De kedelige elementer fra "Deep Shadows.." er forsvundet, mens den mere poppede og radiovenlige lyd er tilbage. Men det er for forudsigeligt. Det er HIM, præcis som man regner med, og det i sig selv gør det sgu lidt uinteressant at lytte til. Ikke fordi det lyder dårligt overhovedet. Det fænger som det skal, men der er desværre intet nyt i det. B-delen af albummet derimod er, hvor det begynder at blive interessant. Det kan høres med det samme, når albummet skifter over til numret "the Sacriment", der starter ud med et stille men påtrængende klaverstykke, før akustisk guitar, bas, en hylende elektrisk guitar, og trommer eksploderer deres vej ind i nummeret. Her flytter HIM, om ikke meget, men dog en del med deres musikalske grænser, og viser hvad de kan når de vil. Lyden er eksperimenterende, men sammenhængende. Den er meget dybere og kløgtigere end A-delen. Det er stadig utvivlsomt HIM man lytter til, men et udviklet stadie af HIM. Hvorfor bandet ikke har valgt at gå linen ud, og fylde albummet
med denne side af deres talenter, vides ikke. Måske af frygt for at miste fans. Måske fordi den negative omtale af forrige album, har fået dem til at satse på både deres gamle stil og en ny. Jeg ved det ikke, men jeg kan kun håbe på, at HIM næste gang, presser talentet det sidste stykke, og lader deres fulde potentialle skinne igennem, for de sidste 5 numre på Love Metal viser, at drengene sgu kan meget mere end de viser. 3 stjerner bliver det til denne gang. A-delen er lettere middelmådig og uinteressant, mens det er B-delen, der løfter albummet.