Her er Samsung Galaxy S24 FE - AI-funktioner og flagskibsfeatures i en lavere prisklasse
Samsung udvider deres Galaxy S24-serie med en ny spiller: Galaxy S24 FE.
Traditionen tro er FE-udgaven, mobilen der giver adgang til mange af de funktioner, vi ser i flagskibsmodellen, men til en skarpere pris og med et par strategiske nedskæringer. FE-modellen (Fan Edition) er skabt til dem, der gerne vil have det bedste fra Samsung uden at smadre budgettet, og denne gang har Samsung arbejdet på at presse nogle af de mest spændende AI-funktioner ned i et mere tilgængeligt format.
Med en lanceringspris på 5.999 kroner og en 6,7-tommer Dynamic AMOLED 2X-skærm, som kører op til 120 Hz, får du pæn value for money. Telefonen kommer i farverne Blue, Graphite, Gray, Mint og Yellow.
AI-kamera
Kameraet er ofte et fokuspunkt, når Samsung slipper nye modeller løs, og det er ikke anderledes denne gang. Du får et 50 MP hovedkamera med OIS, et 8 MP telefoto-objektiv med 3x optisk zoom og et 12 MP ultravidvinkelkamera.
Samsung introducerer også ProVisual Engine i FE-serien. Det er en AI-drevet "motor", der forbedrer billeder ved at optimere teksturer og detaljer - især når lyset er svagt, hvor funktionen Nightography træder til.
Derudover kan du udnytte Samsungs Photo Assist, der gør det muligt at lege med billeder på et mere kreativt niveau. Du kan nemt fjerne uønskede objekter eller justere dine billeder med funktioner som Generative Edit.
Gamingklar med Exynos 2400
Er du til gaming, skal du heller ikke bekymre dig. Under motorhjelmen finder du Exynos 2400, som har rigeligt med kraft til at trække de fleste mobilspil, og sammen med en vaporchamber-køling kan du holde ydeevnen uden at skulle brænde dig på mobilen
S24 FE kommer med 6,7-tommer AMOLED-skærm, som er den største, vi har set i FE-serien til dato. Med 120 Hz opdateringsfrekvens og Vision Booster, der optimerer farver og kontrast i høj sollys, er det pænt godkendt.
Batteriet på 4.700 mAh sikrer, at du kan game længe, før du skal finde opladeren frem. Når du skal, holder Samsung sig dog fortsat til deres 25 Watt "hurtigopladning", vi havde ikke forventet andet - men håbet er fortsat at Samsung hellere før end siden får skruet op for ladehastigheden.
AI fylder helt vildt meget i smartphone-billedet lige nu, og det gør det også for Samsung. Og mens vi hurtigt springer over de mange oversættelses- og noteringsfunktioner der fortsat ikke understøtter dansk - er funktioner som Googles Circle to Search stadig et pænt løft, hvis man ikke har været omkring den salgs før.
Er den pengene værd?
Galaxy S24 FE er uden tvivl en solid opgradering fra sidste års S23 FE, med både en bedre skærm, et mere kraftfuldt chipsæt og Samsungs nye AI-forbedrede kameraoplevelser. Derudover har S24 FE en større batterikapacitet på 4.700 mAh, hvilket faktisk slår den oprindelige Galaxy S24's 4.000 mAh. Det betyder, at du kan få mere ud af din dag uden at skulle tænke på opladning.
Samtidig er det dog værd at nævne, at flagskibsmodellen Samsung Galaxy S24 i øjeblikket kan findes til udsalgspriser ned til 4.599 kroner – en besparelse, der gør den oprindelige S24 til et mere attraktivt køb, hvis man kan få fingrene i den. Valget mellem S24 FE og S24 afhænger derfor ikke alene af prisen, men også af dine individuelle behov – har du brug for det større batteri og større skærm, eller kan du klare dig med den oprindelige model?
Samsung Galaxy S24 FE - Specifikationer
Skærm: 6,7” FHD+ Dynamic AMOLED 2X - 120Hz adaptiv opdateringsfrekvens - Vision Booster
Dimensioner og vægt: 77,3 x 162,0 x 8,0 mm, 213g
Processor: Exynos 2400 (4nm)
Kameraer: 12MP ultravidvinkel (f/2.2, FOV 123°) + 50MP hovedkamera (OIS, f/1.8, FOV 84°) + 8MP telefoto (OIS, 3x optisk zoom, f/2.4, FOV 32°)+ 10MP frontkamera (f/2.4, FOV 80°)
Batteri: 4.700 mAh - Hurtigopladning op til 50 % på ca. 30 min med 25W-adapter - Hurtig trådløs opladning 2.0 - Trådløs PowerShare
Hukommelse og lagerplads: 8 GB RAM + 128/256/512 GB lager
Tilslutning: 5G, LTE, Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.3
Sikkerhed: Samsung Knox, Knox Vault, Knox Matrix, Passkey
Vandafvisning: IP68
Styresystem: Android 14, One UI 6.1
Pris: Fra 5.999 kr.
Farver: Blue, Graphite, Gray, Mint, Yellow