Her er en 45" computerskærm fra HP
Kurvet dobbeltskærm - hvis du skal spille bred
Det vælter ind med elektroniknyheder fra CES - mens langt størstedelen af nyhederne byder på indvendige opgraderinger med marginale forbedringer, dykker vi ned i nogle af de vildeste (og skøreste) produkter fra messen.
HP er altid garant for lækre computer-produkter, og årets opdateringer på skærmfronten byder blandt andet på 4K og lysfølsomme sensorer - men den mest iøjenfaldende nyhed, er HP E45c G5 Curved Monitor.
Bag det lange navn, gemmer der sig en tilsvarende lang - eller bred skærm: Den 45" store monitor er essentielt set to 24" skærme, der er bygget sammen i en - og den kan fungere som enten to separate skærmbilleder med hver deres QHD-opløsning at lege med - eller blot en meget bred desktopvisning.
Skærmopløsningen på sådan en sag har fået tilnavnet DQHD - og har et pixelmål på 5120x1440.
Den kurvede skærm er udstyret med AMD FreeSync (Så vi kan game på den), der er antireflektiv belægning fordi den er kurvet, og så er der selvfølgelig også indbyggede højttalere.
Der er endnu ingen priser på herligheden - men hold øje, for den lanceres i løbet af året.