Gear
Her er den nye Audi TT RS Coupé
Audis seneste version af TT er blevet mere maskulin
Audi TT har i nogle kredse gået under navnet frisør-porsche, et lille kælenavn for en lille sportsvogn, uden alt for sportsagtige præstationer.
Men den spritnye Audi TT RS er nu en helt anden sag.
Audi TT RS Coupé er blevet ret skarp, og med en herlig femcylindret 2.5 liters TFSI-motor der yder 400 hestekræfter, så er man godt fra start.
”Den nye TT RS er i absolut topform”, siger Michael-Julius Renz, som er direktør for Audi Sport GmbH. ”Som en veltrænet atlet viser den endnu mere, hvor meget kraft den gemmer på bag sit muskuløse ydre.” Oliver Hoffmann, der er teknisk direktør hos Audi Sport GmbH, tilføjer: ”De fremragende præstationer kommer fra den lave vægt, den maksimalt sportsligt afstemte undervogn og vores prisbelønnede femcylindrede motor. Vi har nu for hele niende gang i træk vundet den eftertragtede ”International Engine of the Year Award” med vores 2.5 TFSI-motor.”
400 hestekræfter, 480 Nm, quattro-firehjulstræk er kombinationen der giver en acceleration fra 0 til 100 km/t på 3.7 sekunder.
TT RS har aldrig haft et mere maskulint design. Den komplet nydesignede front og den markante afslutning på bagenden giver bilen en dynamisk fremtoning. Kølergrillen i sort højglans med sort mat singleframe-ramme har quattro-logo i mat titanlook nederst. De nu endnu større luftindtag i frontens sider når næsten helt hen til de forreste hjulkasser, hvilket får den nye TT RS til at virke endnu bredere.
Som standard er bilens blade lakeret i bilens farve, og som ekstraudstyr kan man vælge aluminiumsoptik eller sort højglans. I de nydesignede sidepaneler har RS-modellen et indlægsstykke i sort højglans. Til sidespejlhusene kan man vælge mellem bilens farve, mat aluminiumsoptik, sort højglans og kulfiber.
På bagenden tiltrækkes øjet af den nydesignede hækspoiler med winglets på siderne. Over den nye RS-specifikke diffusor er der i begge sider placeret lodrette designelementer, og to store, ovale afgangsrør udgør den RS-typiske afslutning.
Tilgængelighed:
De nye Audi TT RS Coupé og Roadster forventes til Danmark i foråret 2019. De danske priser kendes ikke endnu.