Motor
Her er den “hemmelige” nye Volvo
Det første smugkig på Volvo EX60 blev lavet som et easter-egg i livepræsentation Her er den “hemmelige” nye Volvo
Volvo har haft travlt med at fremvise deres nye luksus-SUV-sedan, Volvo ES90, så travlt, at det nok er gået de flestes næse forbi, at vi også har fået det første smugkig på den kommende Volvo EX60 – arvtageren til den enormt populære Volvo XC60.
Easter egget optrådte under livestreaming-præsentationen af Volvo ES90, og teaserne har allerede sat gang i diskussionerne om, hvad EX60 vil bringe til markedet, når den er klar til produktion i 2026.
Volvo EX60 bliver angiveligt den første model, der benytter den nye SPA3-platform, som er en videreudvikling af den platform, der benyttes til modellerne EX90 og ES90. SPA3-platformen giver Volvo mulighed for at skabe biler, der er både større og mindre end EX90, hvilket åbner op for en bredere elbilsportefølje.
Den nye platform er udviklet udelukkende til elektriske køretøjer, hvilket gør det muligt for Volvo at fjerne de begrænsninger, der tidligere har været pålagt af forbrændingsmotorer.
Designmæssigt følger EX60 de kendte Volvo-linjer med et opretstående bagparti og vertikale baglygter, som vi har set i modeller som EX30 og ES90.
SPA3-platformen er 100% elektrisk og 100% udviklet af Volvo. Det betyder, at EX60 ikke vil dele platform med nogen andre modeller fra moderselskabet Geely, som det er tilfældet med nogle af Volvos mindre modeller som EX30.
Volvo EX60 skal leve op til de store forventninger, da XC60 har været virksomhedens bedst sælgende model i flere år. Den elektriske version vil derfor skulle balancere på den fine linje mellem at bevare de kvaliteter, der har gjort XC60 til en succes, samtidig med at den leverer alt, hvad en moderne elbil kræver. Testkørsler af EX60 forventes at begynde i år, og med en produktionsstart i 2026 er det tydeligt, at Volvo ffortsat er fast besluttet på at spille en hovedrolle i elbilens fremtid.
Læs også: