Motor

Her er de 10 mest almindelige grunde til at biler dumpede syn i 2024

Det er aldrig sjovt, hvis bilen ikke går igennem syn i første hug.

Her er de 10 mest almindelige grunde til at biler dumpede syn i 2024
Foto: Deposit Photos
Kathrine Frich
Af Kathrine Frich 29. januar 2025

En ny undersøgelse fra Applus+ Bilsyn har afsløret de mest udbredte fejl, der førte til, at biler ikke bestod det periodiske bilsyn i 2024.

Her er de 10 største syndere, som bilister bør være opmærksomme på.

Lygtefejl

Den hyppigste årsag til en anmærkning var defekte lygter.

Hele 6,4 % af alle synsrapporter indeholdt fejl på forlygter, baglygter eller nummerpladelygter.

En enkelt defekt nummerpladelygte giver en anmærkning, men hvis begge er ude af drift, dumper bilen.

Rust og tæringsskader

Rustangreb på vognbunden eller dårligt udførte rustreparationer er en alvorlig fejl, der kan føre til et omsyn.

Dette problem ses primært på ældre biler, men kan også ramme nyere modeller, der ikke er vedligeholdt korrekt.

Slidte bremseskiver

Bremser er et af de vigtigste sikkerhedselementer i en bil, og mange biler dumpede synet på grund af slidte eller rustne bremseskiver.

Særligt elbiler oplever dette problem, da de ofte benytter motorbremsen og derfor ikke slider bremserne jævnt.

Defekt affjedring

En af de hyppigste fejl på affjedringen er slidte bærekugler, som kan føre til ustabil kørsel.

Når synsmanden tester for slør i affjedringen, kan en løs bærekugle betyde, at bilen ikke går igennem syn.

Fejl på dæk og hjul

Manglende dækmønster, skader på dækkene eller en ulovlig kombination af sommer- og vinterdæk er blandt de klassiske fejl, der kan føre til en dumpeprocent.

Også for brede hjul i forhold til skærmkanten kan resultere i et omsyn.

Nedslidte fjedre og stabilisatorer

Ødelagte forbindelsesled til krængningsstabilisatoren – også kendt som “kødben” – kan forårsage både larm og dårlig vejkontakt.

Knækkede fjedre er en anden fejl, der ofte konstateres, selv på biler helt ned til fire år gamle.

Slør i styretøjet

Defekte styrekugler og sporstænger er den mest almindelige årsag til slør i styretøjet.

Hvis styretøjet ikke er stramt og præcist, risikerer bilen at dumpe synet, især hvis der er revner i gummimanchetterne eller ujævn dækslitage.

Tærede bremserør

Bremserør i dårlig stand kan føre til bremsesvigt, og et tæret rør giver derfor straks en anmærkning.

Problemet ses ofte på ældre biler med originale bremserør i stål frem for kobber.

Luftforurening

Forurening fra motoren er en hyppig årsag til, at biler dumper synet.

Dette skyldes ofte dårligt fungerende partikelfiltre eller beskidte lambdasonder. Et renseadditiv til brændstoffet kan i mange tilfælde forbedre resultatet.

Skævbremsning

Biler med en forskel på over 30 % i bremsekraft mellem højre og venstre hjul på samme aksel vil dumpe synet.

Skævbremsning kan være tegn på defekte bremsekalibre eller ujævnt slidte bremseskiver.

Sådan undgår du at dumpe synet

For at undgå et omsyn anbefales det at få bilen tjekket regelmæssigt og sikre, at lygter, bremser og styretøj er i god stand.

Regelmæssig service og forebyggende vedligeholdelse kan spare både tid og penge – og sørge for en sikker kørsel på vejene.