Hemmelig agent afslører: Virkeligheden er langt fra James Bond

En tidligere britisk spion afslører, hvordan det i virkeligheden er at arbejde med efterretningstjeneste, og hvad han måtte gøre for at være ét skridt foran fjenden.

Ingen glamour, kun skrald og kemikalier

Glem alt om martinier, den tidligere efterretningsofficer Will Britten siger, at virkelige spioner nok nærmere kommer til at lugte som Slow Horses-bossen Jackson Lamb end at nippe til eksklusive cocktails.

Han husker en mission, hvor han skulle rode rundt efter spor i rådne affaldsdynger:

“Om sommeren var det fuldstændig ulækkert, stanken, insekter, kravl, maddiker, man kunne mærke, at affaldet bevægede sig.”

Han tilføjer:

“Det generede mig egentlig ikke så meget, tiden gik hurtigt, men lugten var forfærdelig og blev hængende i tøjet i flere dage. Nogle lossepladser lå tæt på sovjetiske militærhospitaler, og nogle agenter stødte på kanyler, sprøjter og endda lemmer. Folk tror, efterretningsarbejde er glamourøst eller sexet, i virkeligheden er det bare hårdt slid.”

Will, i dag 65, var højtstående officer i BRIXMIS, en tophemmelig britisk efterretningsenhed under Den Kolde Krig, der opererede bag Jernteppet i Østtyskland.

Enheden blev etableret efter Nazi-Tysklands overgivelse i 1945 som en del af en aftale mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen.

Han ankom i 1989, blot seks måneder før Berlinmuren faldt, og spillede en vigtig rolle i NATO’s tidlige varslingssystem.

“Vi fandt fascinerende militær efterretning,” siger Will. “Intet hemmeligt, men vi kunne bekræfte, at Sovjet brugte kemiske våben i Afghanistan via fund på østtyske lossepladser.”

En Mercedes, et kamera og total camouflage

“Alt nyt udstyr Sovjet havde, dukkede op i DDR på frontlinjen. Vores rolle var at levere teknisk efterretning – at analysere nyt udstyr og dets taktiske brug. Det gjorde det muligt for NATO at modarbejde enhver sovjetisk fordel. Vores job var at være foran, hele tiden.”

I sin bog Over the Wall: A BRIXMIS Intelligence Officer Behind the Iron Curtain beskriver Will, hvordan tre-mandshold patruljerede dagligt fra 1945 til Murens fald, altid på udkig, altid lyttende.

Når de ikke rodede i skrald, holdt de øje fra skjul, ofte gemt i en Mercedes G-Wagen, som kunne forveksles med en sovjetisk UAZ-469 jeep.

Hvor James Bond har Aston Martin og eksploderende ure, havde BRIXMIS-folkene termiske kameraer og kassettebåndoptagere.

“Vi var forfølgere i ordets mest klassiske forstand,” siger Will. “For at gøre jobbet ordentligt, skal du forstå det miljø, du arbejder i, truslerne omkring dig – og vide, hvor langt du kan presse det.”

Missioner startede på broen

Alle missioner startede ved Glienicke-broen, også kendt som “Spionbroen”, som markerede grænsen mellem Berlin og Potsdam. Will husker tydeligt følelsen, da han krydsede den første gang:

“Det var som at træde ind i en anden verden, du stod ansigt til ansigt med kommunismen, midt iblandt fjenden, og så østtyskerne gå rundt i deres daglige rutiner. Det var virkelig som at komme ind i en parallel civilisation, alt var anderledes. Der var ingen lysreklamer, ingen aggressiv markedsføring, få butiksvinduer – det var et land af modsætninger.”

Han tilføjer, at DDR også bød på smukke landsbyer, der undgik ødelæggelserne fra Anden Verdenskrig.

“Der var noget særligt over de byer, arkitektonisk og historisk storhed, hvor fraværet af grim, moderne kommercialisme fremhævede en vis renhed. Når vi holdt pause for at spise is eller kage, blev vi ofte mødt af smil og nysgerrige samtaler.”

En mur, et opkald og en historisk aften

Datoen 9. november 1989 er ætset ind i Wills hukommelse. Det hele begyndte som en helt almindelig dag, men lidt over kl. 19 ringede hans kollega Gary og spurgte, om han havde hørt noget om “muren”.

Folk stimlede sammen på Potsdam-siden og forsøgte at komme gennem de russiske vagter. Ifølge rapporter skete det samme ved de andre grænseovergange i det østlige Berlin.

Erich Honecker havde tidligere samme år erklæret, at muren ville stå i 50 eller 100 år. Men hvis rygterne talte sandt, var det slut.

Will og Gary skyndte sig ud og det, de så, var uvirkeligt. “Gary og jeg var de sidste allierede officerer, der krydsede tilbage fra den gamle DDR,” fortæller Will. “Den bro, vi så, var ikke længere vores Glienicke-bro.”

Fyret hvis de gjorde som Bond

Mængder af grædende, grinende og råbende Potsdam-borgere skubbede sig forbi forvirrede soldater.

“Jeg sugede stemningen til mig og tog en masse billeder. Intensiteten af følelserne var som intet andet, jeg har oplevet – før eller siden.”

Will har været under beskydning, oplevet artilleriangreb og fået granater kastet efter sig. Men han siger, at han aldrig var bange, det var bare en del af jobbet.

“Jeg koblede mig fra og observerede situationen som en tilskuer. Det føltes ikke som om, det skete for mig.”

Og han slutter:

“At være en rigtig spion er noget helt andet end det, man ser i film. Som efterretningsofficer gælder én regel: Hvis du ender i problemer, har du fejlet. Hvis vi var havnet i bare halvdelen af Bonds situationer, var vi blevet fyret på stedet.”