Helgi Jonsson, Musikhuset Århus, Lille Sal, Spot 2007
Performance i topklasse fra islandsk wonderkid.
Da jeg gjorde min entré i Musikhusets Lille Sal for at opleve Helgi Jonsson, kom det lidt bag på mig, at salen var fyldt op til bristepunktet. Det er nemlig meget begrænset, hvor megen omtale den islandske multiinstrumentalist indtil videre har fået af den danske presse. Man har hypet ham en smule for hans indsats som trækbasunist for Sigur Rós, men derudover er han så godt som ukendt. Dog lykkedes det ham at tryllebinde sit publikum fra det sekund han trådte ind på scenen.
Den 27-årige Helgi Jonsson er den stereotype musikalske wonderkid. Siden teenageårene har han turneret Europa rundt med sin guitar, sin basun og sit store talent, og har gæsteoptrådt som frisk pust i adskillige musikalske foretagender. Hans første soloalbum, Gloandi, udkom i september 2005, og det var med sange fra det, samt fra hans kommende anden udgivelse, at han på årets Spot-festival sang sig direkte ind i hjerterne på sine mange lyttere. Fysisk er den lille sanger nærmest gennemsigtig; en lille, finurlig fyr med tjavset, lyst hår, og en blid, nærmest kønsløs stemme. Men alligevel var det intet problem for ham, ene mand, at fylde scenen ud med sin charmerende attitude og sin veludviklede sans for performance.
Ikke en snert af sceneskræk var at spore hos den lille islænding. Jonsson entrede blidt smilende scenen med sin trækbasun, truttede lidt i den og råbesang "On, off, on, off, on, off", som et lille humoristisk indslag, der meget vel kunne tolkes som en hentydning til det letkøbte mediestunt i forbindelse med Sigur Rós-hypen. Derefter lagde han instrumentet fra sig og greb sin guitar. Og lad os med det samme slå fast, at Helgi Jonsson er en guitarist i absolut verdensklasse. Hvert lille anslag fra hans spinkle hånd syntes at vokse sig større og større gennem salens energiladede luft, og eksplodere i et fyrværkeri af skønhed et sted helt oppe under loftet. Samtidig syntes guitarspil og vokal at smelte sammen i en sønderknusende smuk musikalsk symbiose. Også vokalmæssigt er Jonsson oppe på et meget højt niveau, med evner der spænder lige fra engleagtig falset til ekspressiv, skinger skrigen. Enkelte fejl improviserede han sig fra, så man så godt som ikke bemærkede dem. For eksempel udnyttede han muligheden for en hurtig a capella, da han på et tidspunkt tabte sit plekter på gulvet.
Desværre levede Helgi Jonssons forholdsvis ordinære tekster ikke tilnærmelsesvist op til hans musikalske præstation. Faktisk forekom det mig, at de blot fungerede som sangerens middel til at brilliere med sin stemme. Derfor kan jeg, omend jeg gerne ville, ikke give koncerten topkarakter. Fem store stjerner fra mig.
Den 27-årige Helgi Jonsson er den stereotype musikalske wonderkid. Siden teenageårene har han turneret Europa rundt med sin guitar, sin basun og sit store talent, og har gæsteoptrådt som frisk pust i adskillige musikalske foretagender. Hans første soloalbum, Gloandi, udkom i september 2005, og det var med sange fra det, samt fra hans kommende anden udgivelse, at han på årets Spot-festival sang sig direkte ind i hjerterne på sine mange lyttere. Fysisk er den lille sanger nærmest gennemsigtig; en lille, finurlig fyr med tjavset, lyst hår, og en blid, nærmest kønsløs stemme. Men alligevel var det intet problem for ham, ene mand, at fylde scenen ud med sin charmerende attitude og sin veludviklede sans for performance.
Ikke en snert af sceneskræk var at spore hos den lille islænding. Jonsson entrede blidt smilende scenen med sin trækbasun, truttede lidt i den og råbesang "On, off, on, off, on, off", som et lille humoristisk indslag, der meget vel kunne tolkes som en hentydning til det letkøbte mediestunt i forbindelse med Sigur Rós-hypen. Derefter lagde han instrumentet fra sig og greb sin guitar. Og lad os med det samme slå fast, at Helgi Jonsson er en guitarist i absolut verdensklasse. Hvert lille anslag fra hans spinkle hånd syntes at vokse sig større og større gennem salens energiladede luft, og eksplodere i et fyrværkeri af skønhed et sted helt oppe under loftet. Samtidig syntes guitarspil og vokal at smelte sammen i en sønderknusende smuk musikalsk symbiose. Også vokalmæssigt er Jonsson oppe på et meget højt niveau, med evner der spænder lige fra engleagtig falset til ekspressiv, skinger skrigen. Enkelte fejl improviserede han sig fra, så man så godt som ikke bemærkede dem. For eksempel udnyttede han muligheden for en hurtig a capella, da han på et tidspunkt tabte sit plekter på gulvet.
Desværre levede Helgi Jonssons forholdsvis ordinære tekster ikke tilnærmelsesvist op til hans musikalske præstation. Faktisk forekom det mig, at de blot fungerede som sangerens middel til at brilliere med sin stemme. Derfor kan jeg, omend jeg gerne ville, ikke give koncerten topkarakter. Fem store stjerner fra mig.
