Film

Hele castet er klar: Amazons ‘God of War’-serie tager form

Potentiale til en fed filmatisering!

Amazon Prime Video skruer op for ambitionerne i fantasy-genren. Nu er hele castet til den kommende tv-serie baseret på God of War-universet offentliggjort, og det ligner alt andet end en letbenet spilfilmatisering.

Serien udvikles af Ronald D. Moore, manden bag Battlestar Galactica og For All Mankind, og allerede dér begynder det at ligne en tung, karakterdrevet fortolkning frem for ren CGI-basker. Premieren er sat til 2027, men forventningerne er allerede skruet godt op.

Kratos har fået ansigt

I rollen som Kratos finder vi Ryan Hurst, som mange vil kende fra Sons of Anarchy. Med sin fysiske tilstedeværelse og mørke pondus virker han som et oplagt valg til den spartanske kriger, der i spilserien bevæger sig fra græsk tragedie til nordisk mytologi.

Kratos’ søn Atreus spilles af Callum Vinson, der tidligere har medvirket i Poker Face. Serien forventes at tage udgangspunkt i fortællingen fra 2018-rebootet, hvor far og søn rejser gennem de nordiske riger for at sprede asken efter Atreus’ mor, Faye.

Kernen bliver altså relationen mellem en følelsesmæssigt lukket krigsgud og en nysgerrig, usikker dreng, der langsomt opdager sandheden om sin egen arv.

Nordiske guder på rollelisten

Blandt de mest markante castingvalg finder vi Mandy Patinkin som Odin. Et interessant valg, der peger på en mere manipulerende og intellektuel Allfader frem for en klassisk brølende krigsgud.

Thor spilles af Ólafur Darri Ólafsson, mens Teresa Palmer indtager rollen som Sif. Alastair Duncan vender tilbage som Mimir – en rolle han også har lagt stemme til i spillene, hvilket må ses som en lille gave til fansene.

Derudover er følgende navne offentliggjort:

Max Parker som Heimdall
Jeff Gulka som Sindri
Danny Woodburn som Brok

Et univers med tung bagage

God of War startede i 2005 som en brutal hævnhistorie i græsk mytologi, men fik i 2018 en total genopfindelse med skiftet til nordisk setting og en mere moden, følelsesmæssig fortælling. Det var netop dén version, der for alvor løftede serien op i et nyt narrativt gear og gjorde Kratos til mere end bare en vred antihelt.

Hvis serien følger spillets struktur, kan vi forvente en blanding af mytologiske væsner, brutale kampe og intime far-søn-konflikter – alt sammen pakket ind i sneklædte landskaber og dystre skove.

De første to afsnit instrueres af Frederick E.O. Toye, der tidligere har arbejdet på Fallout og Shōgun, hvilket indikerer en vis erfaring med store, visuelt tunge produktioner.

Optagelserne er endnu ikke gået i gang, men med castet på plads er Amazons næste store fantasy-satsning rykket et skridt tættere på virkelighed. Kratos er klar til at forlade konsollen og træde ind i streamingkrigen.