Harley-Davidson nye elektriske motorcykel LiveWire kommer til Danmark
Er bikerne klar til den elektriske revolution?
Harley-Davidson er et traditionsrigt mærke med en rig historie, men også traditionalister skal tænke nyt.
For Harley-Davidson, der nu har løftet sløret for deres nye 2020 motorcykler, betyder det både forbedring af eksisterende modeller som Low Rider S, Road Glide Limited og en ny Trike, men mest banebrydende må være den nye elektriske motorcykel.
Harley-Davidson LiveWire hedder den nye elektriske MC, der ikke giver meget for traditionalisterne.
LiveWire - En ny måde at køre motorcykel.
Med store armbevægelser, fortæller Harley-Davidson, at den spritnye el-motor-cykel, giver en høj ydelse med banebrydende teknologi, der dog stadig giver en Harley-Davidson-fornemmelse.
LiveWire bliver den første model i rækken af kommende el-kværne fra mærket, og det betyder, at den skal gøre et godt indtryk. Det indtryk drives primært af Harley-Davidsons Revelation-motor, der giver en lynhurtig acceleration fra motoren der holdes i gang af et 15.5 kWh batteri. Motoren har en ydelse på 105 hestekræfter, og en rækkevidde på 135 kilometer per opladning ved bykørsel (153 kilometer ved blandet kørsel).
Batteriet understøtter hurtigopladning, hvilket betyder, at man kan lade op til 80% på 40 minutter, hvorimod en fuld opladning klares på 60 minutter. Det er ikke forfærdeligt.
Harley-Davidson vejer 249 kilo. Og her behøver man ikke at spørge ind til tørvægt. Det er den bare altid, uanset hvor meget juice der er på batteriet.
Harley-Davidson LiveWire kommer til Danmark i løbet af 2020, men priserne er endnu ikke annonceret.