Halbal tur/retur
Så indhentede løfterne mig, og derfor måtte jeg se mig nødsaget til tage på en mindre odyssé til det hedenske land øst for Fyn.
Godt forberedt, som jeg altid er, havde jeg kun et telefonnummer med i hånden og ingen idé om, hvor i København julefrokosten blev holdt. Fortrøstningsfuld, som jeg også altid er, tænkte jeg på arrangøren. -Bare ring fra toget, havde han sagt. Og med knap fem timers kørsel mod København fra Aalborg havde jeg jo rigeligt med tid til at fange ham på telefonen og få nærmere besked om lokation og transport. At det først falder mig ind at lede efter togvognens telefon cirka 10 minutter før ankomst til København er således et af mine charmerende karakteristika, der slider mig op før tid.
Ikke synderlig overrasket over den manglende telefon i togets gang, studsede jeg således lidt over togvognens plan indeholdende listen over alle dens herligheder. Ifølge listen skulle der være en telefon, hvor jeg stod, men fanden tage mig om ikke en snedig DSB medarbejder havde udskiftet den med en lidet skøn stålplade. Mens jeg fordybede mig i den blanke stålplade magiske verden og funderede lidt over bryster og den slags trivia, trillede toget de sidste kilometer ind mod Hovedbanegården.
Lettere groggy efter at have været tryllebundet af metalpladens univers, væltede jeg ud på perronen på dødelig jagt efter en telefonboks. Og guderne være priset om der ikke var en på perronen, men mit medbragte telefonkort var udløbet 2 måneder forinden og den modtog ikke mønter. Med knyttede næver og et ondt blik, drev jeg således ind i flokken af narkomaner, pendlere og lommetyve på selve stationen og fandt dér en mønttelefon. Hurtige blik over først den ene, så den anden skulder, sikrede jeg mig mod bagholdsangreb, mens jeg holdt fast i alle mine værdigenstande og ringede. Man ved jo aldrig, hvad der ligger og lurer på Hovedbanegården - det være sig fulde, hjælpeløse svenskere eller filmholdet fra Go'Aften Danmark.
Hvorom alting er, fik jeg beskeden om at tage en taxi til Stadens Vænge, hvor jeg ville blive taget imod og taxaen betalt. Jeg greb den første og bedste taxi udenfor banegården i håb om, at resten af turen ville være en formalitet. Men næppe inden jeg havde sagt, ganske vist på jysk, at jeg ville til Stadens Vænge, før chaufføren og jeg fik os et kommunikationsbrist. For det første havde han aldrig hørt om gaden, og for det andet havde jeg åbenbart ikke skåret navnet ud i pap og derfor ledte han efter Stædens Vænge. NB. Det bliver en kold dag i helvede, den dag jeg opsøger talepædagog for at gøre mig forståelig på sjælland og omegn.
Efter et stykke tid med tegnsprog og alfabetleg, fik vi fat i det rigtige kort og off we went. Da vi havde rullet for en hundred kroner østpå, blev jeg smidt af i en ringe belyst stump gade.
-Det er sikkert derinde, sagde taxachafføren med tanke på det kollegium jeg ledte efter,
og pegede på et lavt hus, der om noget lignede en børnehave. Modvilligt gik jeg op til lågen, tog mig et kig på den børnesikrede slå og hurtigt konkluderede at dette ikke var stedet, men hvor fanden var det så? Maksimum halvtreds meter gade og jeg var grydeklar til et afsnit af Sporløst Forsvundet. Ikke en sjæl i syne og selv taxachaufføren holdt stille og så med interesse på, når denne kunne frigive sig fra sit sms'eri, at jeg meningsløst tumlede omkring i mørket med løftede arme og skreg fortvivlet på hjælp inde i hovedet.
Fortvivelsen forlod mig dog hurtigt og snarrådigheden trådte velkommen ind ad døren. Som en Dr. Livingstone på jagt efter Nilens oprindelse i Afrikas dybe jungle, trådte jeg varsomt ned i den modsatte ende af gaden, og med opmærksomme øjne spejdede efter potentielle farer, som kunne ende mit eventyr brat. Heldigvis var der kun to bygninger at vælge imellem og ikke en hær af snorlige stier med hver deres katalog af giftige krybdyr og ondsindede negere, men naturligvis valgte jeg den forkerte først. Dermed fik jeg streget opdagelsesrejsende af listen over hvad jeg vil være, når jeg bliver gammel nok - host.
Min velkomstkomité bestående af to mennesker, hver iført pilsner, stod klar ved en opgang i den anden bygning. Af uforklarlige og sikkert gennemtænkte byplanmæssige årsager, var denne indgang ikke at skue fra gaden for utallige beplantninger og andre mørke ikke-identificerbare objekter - og måske kiggede jeg simpelthen ikke godt nok efter, men det lader vi stå usagt hen.
Hurtigt blev jeg gennet ned i kælderen, ført ind i et lunt tørrerum og givet en tallerken, hvorefter jeg blev præsenteret for aftenens buffet, som var placeret på cementgulvet lige ved siden af rummets eneste afløb. Selskabet havde naturligvis spist forinden min sene ankomst og resterne var derfor logisk nok gemt af vejen, men... på gulvet og ved siden af et bakteriebefængt afløb?! Langt fra rystet, men med tom mave forlod jeg rummet og ind i de tilstødende festlokaler.
Med ret ryg, et kækt lille smil på læben, elevatorblikket på overarbejde og en ulidelig omgang røvkløe efter 5 timers togridt, gik jeg i gang med at hilse på den cirka femten mand store fest, hvoraf størstedelen var mennesker jeg mødte for første gang. Oppe i baren, hvor jeg endte til sidst, havde de hyret to unge piger til at stå i baren. Retfærdiggørelsen af deres tilstedeværelse gik fløjten, hvis meningen var at have en ædru administration af udskænkningen. Derimod var det en genistreg, hvis det var for at have to unge fulde piger, hvoraf den ene kun var iklædt en underkjole i bedste Christina Aguilera stil. For at skelne mellem de to bartendere, vil de nu henholdsvis hedde den påklædte og den ikke-påklædte pige.
Nu har jeg aldrig været manden med det storslåede førstehåndsindtryk. Så da den påklædte pige spurgte mig, hvad jeg ville have, kom der kun rejsestøv og volapyk ud af min mund i stedet for en tam bemærkning om hende nøgen på en tallerken ude i tørrerummet. Story of my life. Til sidst fik jeg dog fremstammet at jeg ville have en øl. Støvet blev skyllet ned, tungen smurt og festen kunne begynde.
Her er det så, jeg kommer med de virkelige guldkorn, men når alt kommer til alt, så skete der næsten intet som fortjener spalteplads, men here goes:
- Den ikke-påklædte pige fik for meget at drikke, lavede interessante bodytequilas, blev ond i sulet og ville have drikkepenge for ingenting.
- Den påklædte pige forblev påklædt og ville have drikkepenge for ingenting.
- En splejset fyr, der påstod han tog 140kg i bænkpres, ville ikke lægge arm om sin mobiltelefon med en anden gut.
- En lille fyr betalte store penge for bodytequilas.
- En masse fyre kiggede på den ikke-påklædte piges bryster.
- Jeg drak aaaalt for få øl.
Knap var jeg ankommet, eller sådan føltes det, førend at den generelle stemning pegede imod den store, vilde bytur på et nærliggende diskotek ved navn Tabu. En af de andre festdeltagere kendte een, der kendte een, hvis fætter havde en grandkusine på sin mors side, som kunne skaffe os derind gratis eller noget. Vi fik lukket den vordende fest ned og begav os ud i den bidende kulde. Jeg skulle opleve at blive lettere mundlam for anden gang den aften, da vi ankom til stedet.
Det biograflignende udseende uden diskotekets navn synligt nogen steder mindede mig mest om en dårlig amerikansk film. Det skulle således blive værre endnu, da det gik op for mig at stedet havde også en liste! Alle der ikke var på listen, kunne altså ikke komme ind. Om det var for at skærme stedet for uønskede elementer uden at have en reel afvisningsgrund ved døren vides ikke. Dog fandt vi ud af, efter at have stået i proletarkøen et stykke tid, at vi ikke var på listen og vi måtte forlade køen. Folk bandede og svovlede over både manden med listen, som ikke talte dansk og over ham, der kendte een, som kendte en anden etc.
Lidt rådvilde stod vi udenfor det her hippe sted med liste, proletar- og V.I.P.kø og ikke den fjerneste idé om det næste skridt. Ja, den sidste idiot har endnu at skulle se dagens lys. Ikke om jeg fatter, der skulle være grobund for den slags steder, men det er vel det, de unge vil have - muligheden for at stå udenfor. Forløsningen kom, da manden med forbindelserne, fik os over i vipkøen, hvorefter at 80% af os kom ind.
Til trods for at stedet angiveligt skulle være i to etager, fik jeg kun set en del af stuen, men det var også rigeligt til at danne et rammende indtryk for stedet den aften. Det, der efterlod et størst indtryk, var ikke så meget DJ'en, som stod på en scene foran et stort lærred med computergrafik kørende, ej heller de kvindelige dansere, som stod på hvert sit podie i diskoteket, ligeledes med lysshowet, som sammen med de andre ting, også har været set til hudløshed, men til gengæld var det dét, der forgik ude ved garderoben.
Magen til kaos og vold, har man skulle lede længe efter. Alligevel måtte jeg stå og beundre dette skue af menneskelig forfald i længere tid, da ham jeg skulle låne en sofa af, havde svært ved at få sin jakke udleveret. Det skyldtes ikke alene den store flok af malkekvæg, der muh'ende skubbede frem og tilbage for først at kunne få rykket yverne til ukendelighed, men også på grund af en mageløs inkompetence af en garderobepige m/k, som først sendte ham hen i den anden garderobe, som ikke havde jakken.
Faktisk stod jeg der i så lang tid, at en pige kom og spurgte, om jeg arbejdede der og dernæst en anden, som spurgte, om jeg ville med ind og danse, hvilket må beskrives som aftenens højdepunkt, hvor ynkeligt det end er. Efter at have set nok tilfældig vold med og uden flasker, kom vi afsted og ind i en taxa. Desperat forhørte jeg taxachaufføren, hvad han skulle have for at køre mig til Aalborg, mens vi kørte mod vores destination. -Jeg er ny, svarede han med indisk accent, hvorefter han sagde 100 kroner. Det var vist ikke kun taxafaget, han var ny i, men også landet. Selvom at jeg havde hjemvé, turde jeg dog ikke sætte min lid til at han kunne finde vej, heller ikke at prisen forblev på de 100 kroner.
Udmattet lagde jeg mig til at sove, da vi kom frem. Inden jeg faldt helt i søvn, hviskede jeg til mig selv, -Aldrig mere...
Lettere groggy efter at have været tryllebundet af metalpladens univers, væltede jeg ud på perronen på dødelig jagt efter en telefonboks. Og guderne være priset om der ikke var en på perronen, men mit medbragte telefonkort var udløbet 2 måneder forinden og den modtog ikke mønter. Med knyttede næver og et ondt blik, drev jeg således ind i flokken af narkomaner, pendlere og lommetyve på selve stationen og fandt dér en mønttelefon. Hurtige blik over først den ene, så den anden skulder, sikrede jeg mig mod bagholdsangreb, mens jeg holdt fast i alle mine værdigenstande og ringede. Man ved jo aldrig, hvad der ligger og lurer på Hovedbanegården - det være sig fulde, hjælpeløse svenskere eller filmholdet fra Go'Aften Danmark.
Hvorom alting er, fik jeg beskeden om at tage en taxi til Stadens Vænge, hvor jeg ville blive taget imod og taxaen betalt. Jeg greb den første og bedste taxi udenfor banegården i håb om, at resten af turen ville være en formalitet. Men næppe inden jeg havde sagt, ganske vist på jysk, at jeg ville til Stadens Vænge, før chaufføren og jeg fik os et kommunikationsbrist. For det første havde han aldrig hørt om gaden, og for det andet havde jeg åbenbart ikke skåret navnet ud i pap og derfor ledte han efter Stædens Vænge. NB. Det bliver en kold dag i helvede, den dag jeg opsøger talepædagog for at gøre mig forståelig på sjælland og omegn.
Efter et stykke tid med tegnsprog og alfabetleg, fik vi fat i det rigtige kort og off we went. Da vi havde rullet for en hundred kroner østpå, blev jeg smidt af i en ringe belyst stump gade.
-Det er sikkert derinde, sagde taxachafføren med tanke på det kollegium jeg ledte efter,
og pegede på et lavt hus, der om noget lignede en børnehave. Modvilligt gik jeg op til lågen, tog mig et kig på den børnesikrede slå og hurtigt konkluderede at dette ikke var stedet, men hvor fanden var det så? Maksimum halvtreds meter gade og jeg var grydeklar til et afsnit af Sporløst Forsvundet. Ikke en sjæl i syne og selv taxachaufføren holdt stille og så med interesse på, når denne kunne frigive sig fra sit sms'eri, at jeg meningsløst tumlede omkring i mørket med løftede arme og skreg fortvivlet på hjælp inde i hovedet.
Fortvivelsen forlod mig dog hurtigt og snarrådigheden trådte velkommen ind ad døren. Som en Dr. Livingstone på jagt efter Nilens oprindelse i Afrikas dybe jungle, trådte jeg varsomt ned i den modsatte ende af gaden, og med opmærksomme øjne spejdede efter potentielle farer, som kunne ende mit eventyr brat. Heldigvis var der kun to bygninger at vælge imellem og ikke en hær af snorlige stier med hver deres katalog af giftige krybdyr og ondsindede negere, men naturligvis valgte jeg den forkerte først. Dermed fik jeg streget opdagelsesrejsende af listen over hvad jeg vil være, når jeg bliver gammel nok - host.
Min velkomstkomité bestående af to mennesker, hver iført pilsner, stod klar ved en opgang i den anden bygning. Af uforklarlige og sikkert gennemtænkte byplanmæssige årsager, var denne indgang ikke at skue fra gaden for utallige beplantninger og andre mørke ikke-identificerbare objekter - og måske kiggede jeg simpelthen ikke godt nok efter, men det lader vi stå usagt hen.
Hurtigt blev jeg gennet ned i kælderen, ført ind i et lunt tørrerum og givet en tallerken, hvorefter jeg blev præsenteret for aftenens buffet, som var placeret på cementgulvet lige ved siden af rummets eneste afløb. Selskabet havde naturligvis spist forinden min sene ankomst og resterne var derfor logisk nok gemt af vejen, men... på gulvet og ved siden af et bakteriebefængt afløb?! Langt fra rystet, men med tom mave forlod jeg rummet og ind i de tilstødende festlokaler.
Med ret ryg, et kækt lille smil på læben, elevatorblikket på overarbejde og en ulidelig omgang røvkløe efter 5 timers togridt, gik jeg i gang med at hilse på den cirka femten mand store fest, hvoraf størstedelen var mennesker jeg mødte for første gang. Oppe i baren, hvor jeg endte til sidst, havde de hyret to unge piger til at stå i baren. Retfærdiggørelsen af deres tilstedeværelse gik fløjten, hvis meningen var at have en ædru administration af udskænkningen. Derimod var det en genistreg, hvis det var for at have to unge fulde piger, hvoraf den ene kun var iklædt en underkjole i bedste Christina Aguilera stil. For at skelne mellem de to bartendere, vil de nu henholdsvis hedde den påklædte og den ikke-påklædte pige.
Nu har jeg aldrig været manden med det storslåede førstehåndsindtryk. Så da den påklædte pige spurgte mig, hvad jeg ville have, kom der kun rejsestøv og volapyk ud af min mund i stedet for en tam bemærkning om hende nøgen på en tallerken ude i tørrerummet. Story of my life. Til sidst fik jeg dog fremstammet at jeg ville have en øl. Støvet blev skyllet ned, tungen smurt og festen kunne begynde.
Her er det så, jeg kommer med de virkelige guldkorn, men når alt kommer til alt, så skete der næsten intet som fortjener spalteplads, men here goes:
- Den ikke-påklædte pige fik for meget at drikke, lavede interessante bodytequilas, blev ond i sulet og ville have drikkepenge for ingenting.
- Den påklædte pige forblev påklædt og ville have drikkepenge for ingenting.
- En splejset fyr, der påstod han tog 140kg i bænkpres, ville ikke lægge arm om sin mobiltelefon med en anden gut.
- En lille fyr betalte store penge for bodytequilas.
- En masse fyre kiggede på den ikke-påklædte piges bryster.
- Jeg drak aaaalt for få øl.
Knap var jeg ankommet, eller sådan føltes det, førend at den generelle stemning pegede imod den store, vilde bytur på et nærliggende diskotek ved navn Tabu. En af de andre festdeltagere kendte een, der kendte een, hvis fætter havde en grandkusine på sin mors side, som kunne skaffe os derind gratis eller noget. Vi fik lukket den vordende fest ned og begav os ud i den bidende kulde. Jeg skulle opleve at blive lettere mundlam for anden gang den aften, da vi ankom til stedet.
Det biograflignende udseende uden diskotekets navn synligt nogen steder mindede mig mest om en dårlig amerikansk film. Det skulle således blive værre endnu, da det gik op for mig at stedet havde også en liste! Alle der ikke var på listen, kunne altså ikke komme ind. Om det var for at skærme stedet for uønskede elementer uden at have en reel afvisningsgrund ved døren vides ikke. Dog fandt vi ud af, efter at have stået i proletarkøen et stykke tid, at vi ikke var på listen og vi måtte forlade køen. Folk bandede og svovlede over både manden med listen, som ikke talte dansk og over ham, der kendte een, som kendte en anden etc.
Lidt rådvilde stod vi udenfor det her hippe sted med liste, proletar- og V.I.P.kø og ikke den fjerneste idé om det næste skridt. Ja, den sidste idiot har endnu at skulle se dagens lys. Ikke om jeg fatter, der skulle være grobund for den slags steder, men det er vel det, de unge vil have - muligheden for at stå udenfor. Forløsningen kom, da manden med forbindelserne, fik os over i vipkøen, hvorefter at 80% af os kom ind.
Til trods for at stedet angiveligt skulle være i to etager, fik jeg kun set en del af stuen, men det var også rigeligt til at danne et rammende indtryk for stedet den aften. Det, der efterlod et størst indtryk, var ikke så meget DJ'en, som stod på en scene foran et stort lærred med computergrafik kørende, ej heller de kvindelige dansere, som stod på hvert sit podie i diskoteket, ligeledes med lysshowet, som sammen med de andre ting, også har været set til hudløshed, men til gengæld var det dét, der forgik ude ved garderoben.
Magen til kaos og vold, har man skulle lede længe efter. Alligevel måtte jeg stå og beundre dette skue af menneskelig forfald i længere tid, da ham jeg skulle låne en sofa af, havde svært ved at få sin jakke udleveret. Det skyldtes ikke alene den store flok af malkekvæg, der muh'ende skubbede frem og tilbage for først at kunne få rykket yverne til ukendelighed, men også på grund af en mageløs inkompetence af en garderobepige m/k, som først sendte ham hen i den anden garderobe, som ikke havde jakken.
Faktisk stod jeg der i så lang tid, at en pige kom og spurgte, om jeg arbejdede der og dernæst en anden, som spurgte, om jeg ville med ind og danse, hvilket må beskrives som aftenens højdepunkt, hvor ynkeligt det end er. Efter at have set nok tilfældig vold med og uden flasker, kom vi afsted og ind i en taxa. Desperat forhørte jeg taxachaufføren, hvad han skulle have for at køre mig til Aalborg, mens vi kørte mod vores destination. -Jeg er ny, svarede han med indisk accent, hvorefter han sagde 100 kroner. Det var vist ikke kun taxafaget, han var ny i, men også landet. Selvom at jeg havde hjemvé, turde jeg dog ikke sætte min lid til at han kunne finde vej, heller ikke at prisen forblev på de 100 kroner.
Udmattet lagde jeg mig til at sove, da vi kom frem. Inden jeg faldt helt i søvn, hviskede jeg til mig selv, -Aldrig mere...
