Hård frost og bagende sol: Sådan dyrker Ribera del Duero deres unikke vin i barske omgivelser
Unikt landskab, unikke vine.
Fremstilling af vin i særklasse handler ikke bare om at finde en god sort af vinplanter og lade Moder Natur skabe magiske druer - det kan enhver haveejer eller drivhusejer klare i stort set alle klimaer. Vin udover det sædvanlige er en kulmination af forskellige faktorer, som spiller ind i resultatet af den endelige vin, der hældes i glasset.
Og her er Ribera del Duero en særlig størrelse, da deres enorme vinområde netop skaber en række faktorer, som gør deres vine til noget helt unikt.
Barske forhold skaber magisk vin
Tager man til Castilla y León-området i Spanien, hvor Ribera del Duero hører til, finder man ret hurtigt ud af, at det ikke er et sted for alle vinbønder - det er ret barske forhold, men under kyndige hænder sker der magi. Den stenede jord kombineret med hård frost og temperatursvingninger, som ville få sved på panden hos enhver bonde, er med til at gøre vinen fra Ribera del Duero til noget unikt.
Fordelt langs Duero-floden klemt inde mellem Madrid, det centrale system og Cantabria-bjergene på en 897 kilometers strækning finder man 7894 vinavlere, der tøjler hele 23.353 hektarer vinmarker tilsammen. Ribera del Duero har placeret deres vinmarker i en højde mellem 720 og 1100 meter over havets overflade, som skaber et fundament, som gennem millioner af år har fået en unik og kompleks jordkvalitet.
Klimaet læner sig op af middelhavsklimaet med et twist - vinområderne byder nemlig på lange, hårde vintre med frost, som med sine konsekvent lave temperaturer i vinterhalvåret tvinger vinstokkene til at sætte ud og gå i dvale. Men kombinationen af de over 40 grader i sommerperiodens varmeste dage gør, at druerne får den nødvendige varme for den helt rette sukkerudvikling - kombinationen af ‘pausen’ og den varme sommer gør, at druerne i sidste ende kan give vinen mere fylde og en rig smagsprofil.
Desuden er druerne fra naturens side udrustet med et tykt skind, som agerer et naturligt, beskyttende lag mod den bagende sol - samtidig med at det værner om saftigheden.
Tretrinsraket på jordkvaliteten
Ikke blot vind og vejr skaber gode druer - det er også vigtigt at have jordbunden i orden. Og her brillerer Ribera del Duero-området - en tretrinsraket om du vil. Rødbrunt ler holder på vandet efter regnskyl, så vanddepoterne forbliver intakte og det giver druerne struktur og karakter.
Jordens kalksten fremhæver elegancen og den komplekse smag, vi kender Ribera del Duero for. Og den stenede jordkvalitet er med til at fremhæve sødmen og den modne smag på druerne.
Denne hellige trio sørger for, at vinene får en unik smag og gør Ribera del Duero til en vinproducent, der nydes over hele kloden.
Overordnet set er Ribera del Duero et pragteksemplar på, hvordan magien omkring vinproduktion udfolder sig fra drue til flaske både i historien, naturen og i den endelige smag.