Connery

Håndværkere

Hvad fanden er I for et folkefærd?

Vi har alle prøvet det - at blive snydt eller bare skuffet af en inkompetent håndværker!

Håndværkere
Her i The Royal Residence bliver der diskuteret en del forskellige ting. En aften faldt snakken på håndværkere, og hvad fanden deres problem er?

For det første er det jo umuligt at få dem til at komme på et specifikt tidspunkt. At der i øjeblikket er stor efterspørgsel efter håndværkere er selvfølgelig ikke deres skyld, men det burde vel for helvede ikke være så svært at kunne give en ca. tid, som er lidt bedre end en tekniker fra TDC. Således mødes man ofte af svaret:

"Jeg kan komme torsdag om tre måneder mellem 8 og 16".

Det positive er, at man har tre måneder til at sørge for en HEL fridag, men helt ærligt... Kunne man ikke indsnævre tidspunktet til noget mindre end en fuld arbejdsdag?

Når aftalen så er i hus, så kan man være sikker på, at han ringer og aflyser et sted mellem tre og fem gange. Problemet er, at man som forbruger ikke har noget at skulle sagt, for alternativt så bakker han helt ud, så skal man have fat i en hel ny, og så skal man i gennem hele ovenstående mølle en gang til.

Efter de obligatoriske aflysninger kommer han så endelig ud for at klare arbejdet. Først kigger han på det længe og mumlende, mens han muligvis skraber lidt på tapetet eller noget andet åndssvagt, som svarer til at sparke til et dæk, når man står rundt om en bil.

Nu er han klar til at afsige dom, hvilket oftest lyder noget a la det her:
ANNONCE
Håndværkere
"Uha det var en slem omgang. Det bliver sgu dyrt du!", hvortil man svarer: "Jamen jeg skal jo bare have skiftet HFI-relæ". Nu modtager man så det overbærende smil, som siger: "Hvem er eksperten her?".

Nu kan prisen endelig komme på bordet. "Det bliver et sted mellem 5-12.000 kr. og kommer til at tage mellem fem timer og tre dage". Hvad fanden er det for et svar?

Det ødelægger mit budget og min mulighed for at gå på arbejde, fordi jeg skal være hjemme i de syv dage, det kommer til at tage, for tidsfrist og budget kan håndværkere notorisk ikke overholde.

Jeg ved ikke, om det er en generel bestemmelse inden for håndværkernes organisation, men jeg mindes ikke, at en håndværker nogensinde har holdt tidsplan og budget 100 %.

Godt. Man har nu solgt sin sjæl til djævlen, og hans lærling, håndværkeren, kan nu gå i gang, men det stopper nærmest, før det er gået i gang. Hvorfor? Fordi håndværkere har en unik evne til at have glemt lige præcis den dippedut, som skal bruges. En sjælden gang har de den så nede i bilen. Dette sker dog ikke tit.

I stedet kan han fortælle, at han skaffer delen (hvilket i øvrigt forøger prisen med tre jern) og kommer tilbage onsdag mellem 8-16 i næste uge.

Igen er forhandlingsgrundlaget ikke eksisterende. Det eneste, man kan gøre, er at bide i det sure æble og bede sin chef om endnu en fridag.

Lad os sige at han så bliver færdig den efterfølgende onsdag. Stopper balladen her? Nej. Fordi arbejdet, han har lavet, har taget for lang tid, kostet for meget, og hvis man er heldig, så er arbejdet også lavet utilfredsstillende. Hvad gør man normalt, når man har fået dårlig behandling? Man klager.
ANNONCE
Håndværkere
Desværre virker det aldrig på håndværkere. For kritiserer man dem bare en smule, så går de i forsvarsposition. Ligepludselig lyder det faktisk som om, at de har gjort dig en kæmpe tjeneste at være færdige så hurtigt og til sådan en billig pris.

På den måde kan man altså nu stå skoleret over for en håndværker, der lige har tørret dig for en gennemsnitlig timeløn på lige omkring 600 kr. - plus moms naturligvis. For du har ikke været i inderkredsen, hvor de tilbyder arbejdet sort, så du kan komme helt ned på en arbejdsløn på 500 kr.

Du sidder nu tilbage med en lunken fornemmelse. Du har betalt ham hele din månedsløn, du er blevet fyret fra arbejde pga. fravær, og arbejdet er så dårligt lavet, at du faktisk skal have endnu en håndværker ud. Hvis så bare det var en lækker tøs, der havde vimset rundt og klaret det, så havde man haft noget godt at se på, men det eneste syn man får, er det nedenstående billede.

Håndværkere, hvad fanden er I for et usympatisk folkefærd?
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce