Film

Guy Ritchie går baglæns i tiden: Young Sherlock viser teenage-detektiven i sine mest rodede år

Ung Downey?

Før han blev verdens mest ikoniske detektiv, var Sherlock Holmes bare en snu knægt med attitude – og nu får vi hele den historie serveret med britisk charme og Guy Ritchie-energi.

Når man ikke kan få Robert Downey Jr. tilbage i rollen, så må man jo gå tilbage til starten. Prime Video har netop afsløret de første billeder af deres kommende serie Young Sherlock, og det ligner en sprælsk blanding af Sherlock Holmes, pub-slagsmål og en god portion 1800-tals teenagekaos.

Sherlock før han blev “Sherlock”

Det er Hero Fiennes Tiffin – ja, ham fra After-filmene – der trækker i frakken og forsøger at få styr på både sin hjerne og sit temperament som en ung Holmes. Serien tager os tilbage til 1870’ernes Oxford, hvor en ung, lettere uregerlig Sherlock bliver viklet ind i sin allerførste mordsag. En sag, der – som det ofte går – hurtigt udvikler sig til en international konspiration med både næver, nørderi og nok et par dampdrevne tog.

Ritchie-style med britisk punch

Guy Ritchie både instruerer og producerer serien, og hvis du har set hans tidligere Sherlock-film, så ved du nogenlunde, hvad du kan forvente: Hurtige klip, sarkastiske replikker og pænt tøj, der bliver beskidt af både slagsmål og efterforskning.

Serien beskrives som en “irreverent” fortolkning – altså respektløs og lidt flabet – og det klæder faktisk konceptet ret godt. Det bliver ikke en støvet museumsudstilling af Sherlocks barndom, men snarere en actionpræget coming-of-age med britisk kant.

Tungt cast og højt ambitionsniveau

Det er ikke kun Tiffin, der skal bære det hele. Serien stiller op med et solidt hold: Joseph Fiennes, Max Irons, Zine Tseng, Natascha McElhone, Dónal Finn – og ikke mindst Colin Firth. Der bliver med andre ord ikke sparet på talentet, og det lover godt for en serie, der skal balancere mellem ungdomsdrama og krimi-thriller.

Hvornår og hvor?

Premieren er sat til engang i 2026, og serien lander globalt på Prime Video i mere end 240 lande. Så der bliver ingen vej udenom. Uanset om du er til klassisk detektivarbejde eller bare er nysgerrig på, hvordan Sherlock egentlig lærte at tænke tre træk foran alle andre, så er Young Sherlock værd at holde øje med.

Indtil videre må vi nøjes med de første billeder og gætte på, om han starter som rebel og ender som rationel – eller om han bare hele tiden har været en blanding af begge dele.