Gulddrengen
Hvis du havde spillet 100 Kr. på hver af de 3 ryttere, som vi havde spået til VM i cykling, ville du have vundet 1700 Kr.
Ganske rigtigt. Mine personlige favoritter gjorde det. Leverede varen og sørgede for at kaste penge af sig. Den ene (Peter Van Petegem) floppede totalt, den anden (Michele Bartoli) kørte pænt uden at vinde, men min førstemand (Oscar Freire) vandt hele lortet og gav dermed indsatsen 18 gange igen.
Men før vi går videre med at fortælle hvor geniale vi er, så lad os lige se på løbet i dets helhed.
Verdensmester med tømmermænd
Den forsvarende verdensmester Romans Vainsteins så ikke ud til at kunne forsvare sin titel i år. Selvom han har kørt en nogenlunde tilfredsstillende sæson, så har der været for få sejre. Han har masser af andenpladser, men som man siger indenfor faget;"andenpladsen er én plads for dårligt", så det kan man ikke bruge til noget.
Ved startlinien til morgen lignede han noget, der var løgn. Så selvom det var en rute der lå perfekt til ham, så kunne han ikke gøre noget. Efter at have brækket sig på en af de første omgange besluttede han at stå af efter næsten 200 Km.
Italiensk anti-autoritær fascisme
På det tidspunkt var løbet på vej ind i sin afgørende fase med udbrud fra de fleste forskellige lande. Men intet af det nåede at blive til noget. Med godt 50 km til mål stak italienske Danillo di Luca af sted og fik følgeskab af det spanske talent Angel Vicioso. Bag dem blev der skabt en stærk forfølgergruppe på ti mand med deltagelse af alle de store nationer (og danske Jørgen Bo Petersen). På rutens stejle stigning besluttede Paolo Bettini at rykke fra gruppen og viste dermed, hvor dårligt organiseret det italienske hold er.
Det italienske landshold har et grundlæggende problem, som gør sig gældende hvert eneste år til VM; der er så mange gode ryttere, som har så store egoer, så ingen af dem vil give de andre en chance for at vinde. Dette har mange gange kostet dem verdensmesterskabet. Det er blandt andet opgså derfor det ikke er lykkedes italien at hjemføre verdensmesterskabet siden de "gode gamle dage" i 92 & 93 hvor Bugno vandt. Ikke engang på hjemmebane (99) lykkedes det at vinde.
Med 10 km igen af løbet stikker Gilberto Simoni så fra feltet og han får et stort hul. Stort nok til at han kan holde hjem, men så lægger to italienske ryttere sig op i spidsen af feltet og kører for at hente ham ind.
Men før vi går videre med at fortælle hvor geniale vi er, så lad os lige se på løbet i dets helhed.
Verdensmester med tømmermænd
Den forsvarende verdensmester Romans Vainsteins så ikke ud til at kunne forsvare sin titel i år. Selvom han har kørt en nogenlunde tilfredsstillende sæson, så har der været for få sejre. Han har masser af andenpladser, men som man siger indenfor faget;"andenpladsen er én plads for dårligt", så det kan man ikke bruge til noget.
Ved startlinien til morgen lignede han noget, der var løgn. Så selvom det var en rute der lå perfekt til ham, så kunne han ikke gøre noget. Efter at have brækket sig på en af de første omgange besluttede han at stå af efter næsten 200 Km.
Italiensk anti-autoritær fascisme
På det tidspunkt var løbet på vej ind i sin afgørende fase med udbrud fra de fleste forskellige lande. Men intet af det nåede at blive til noget. Med godt 50 km til mål stak italienske Danillo di Luca af sted og fik følgeskab af det spanske talent Angel Vicioso. Bag dem blev der skabt en stærk forfølgergruppe på ti mand med deltagelse af alle de store nationer (og danske Jørgen Bo Petersen). På rutens stejle stigning besluttede Paolo Bettini at rykke fra gruppen og viste dermed, hvor dårligt organiseret det italienske hold er.
Det italienske landshold har et grundlæggende problem, som gør sig gældende hvert eneste år til VM; der er så mange gode ryttere, som har så store egoer, så ingen af dem vil give de andre en chance for at vinde. Dette har mange gange kostet dem verdensmesterskabet. Det er blandt andet opgså derfor det ikke er lykkedes italien at hjemføre verdensmesterskabet siden de "gode gamle dage" i 92 & 93 hvor Bugno vandt. Ikke engang på hjemmebane (99) lykkedes det at vinde.
Med 10 km igen af løbet stikker Gilberto Simoni så fra feltet og han får et stort hul. Stort nok til at han kan holde hjem, men så lægger to italienske ryttere sig op i spidsen af feltet og kører for at hente ham ind.
Så da feltet kører under det røde banner, som markerer at der bare er 1 km til mål er det hele samlet igen og Erik Dekker ligger i anden-position. I tredje-position ligger Erik Zabel og hele sprinten er perfekt lagt op til ham. Han kan sidde på hjul af Erik Dekker og vente til de sidste 2-300 meter for så at overhale ham og køre i mål som vinder.
Men sådan er cykelsport ikke, for Zabel sidder godt nok det rigtige sted, men han har ikke benene til at udrette noget og da Erik Dekker åbner spurten 400 meter fra mål følger Zabel med uden at overhale.
På det tidspunkt er spurten ved at udvikle sig til den ventede mareridtsagtige afslutning på en lang skadepræget sæson for Oscar Freire. I kraft af sin rygskade, har han været uden for konkurrence det meste af sæsonen, men har søndag eftermiddag ved femtiden i verdensmesterskabet kan man klart se, at han er den stærkeste, men Erik Dekker ligger helt inde ved barrieren i højre side lige foran ham og Zabel ligger på hans venstre side. Freire er med andre ord ved blive spærret inde. Hans eneste chance er at Dekker trækker en lille smule til venstre og gør plads til ham, for hvis Freire skal tage farten af cyklen og gå bag om Zabel bliver det for langt og hans chancer vil være spildte. En teoretisk chance kunne jo være at Zabel kunne overhale Dekker og dermed skabe en mulighed for at Freire kunne trække til venstre og overhale, men det bliver ikke til noget. For Zabel er død. Der er ikke mere at køre med.
Jeg har endnu ikke fundet ud af om det var en fejl eller en blottelse fra Erik Dekkers side, men da der resterer 150 meter af spurten trækker han en lille smule til venstre og skaber dermed en åbning for Freire til at gå indenom. En ting er sikkert, og det er, at hvis Dekker ikke havde ændret sin bane, ville Freire ikke være blevet verdensmester. Og Dekker havde ikke behøvet at flytte sig. Da han lå inderst med 400 meter til mål var det hans ret at beholde den bane og ingen kunne nedlægge protest mod ham for det, men han flytter sig.
Få centimeter fra hospitalet
Da det går op for Freire at der er fri bane indenom går han efter hullet. Men det er meget smalt. Der er ikke meget plads at styre cyklen på. De fleste almindelige dødelig mennesker ville være bange for at køre på den smalle plads der var mellem Erik Dekker og plankeværket, men ikke Freire. Med dødsforagt og fænomenal køreteknik kaster han sig ind i hullet og overlever selvom han kun er en enkelt bevægelse fra at styrte. En forkert bevægelse og han flyver i asfalten med 65 km/t for derefter at blive ramt af syv-otte andre ryttere som ikke kan nå at undgå ham fordi de er trætte.
En forkert bevægelse og alt der kan brækkes i hans krop vil blive brækket og selvom han har været meget på hospitalet i denne sæson, så er det for intet at regne mod den kommende sæson, hvis han kommer til at lave den forkerte bevægelse.
Og det er ikke meget der er tale om. 3-4 centimeter er alt der skal til. Et svaj til den ene side, der er 3-4 centimeter for stort og ned ryger han.
Men han laver ikke fejlen, og han ryger ikke i asfalten, og 7-8 andre ryttere kommer ikke kørende over ham med 65 km/t, for han kører på den silketynde sti der er til hans rådighed og det gør han så overbevisende, så han bliver verdensmester. Og i hans hjul følger slovenske Andrei Hauptmann, som erobrer tredjepladsen.
Gulddrengen, som var helt ukendt, da han vandt VM i 99, har gjort det igen. For anden gang i tre forsøg vinder han VM - ikke dårligt for en ung mand med dårlig ryg.
Gulddrengen, som var helt ukendt, da han vandt VM i 99, har gjort det igen. For anden gang i tre forsøg vinder han VM - ikke dårligt for en ung mand med dårlig ryg.
