Krig

Guldbeklædt oligark-yacht på auktion: Pengene går til Ukraines forsvar

Der er luksus, og så er der russisk oligark-luksus.

Foto: US department of Justice

Superyachten Amadea, beslaglagt af amerikanske myndigheder, er i den sidste kategori.

Med en længde på 106 meter, en helikopterlandingsplads, en vinkælder og et 24-karat guldbelagt flygel, lyder det som noget, en Bond-skurk ville bestille.

Men nu skal den sælges – og indtægterne kan ende med at støtte Ukraine i kampen mod Rusland.

Fra paradis til beslaglagt ejendom

Den flydende guldklump blev i maj 2022 tilbageholdt på Fiji af amerikanske myndigheder, da den tilhørte den russiske oligark Sulejman Kerimov.

USA hævder, at Kerimov har finansieret sin ekstravagante livsstil via hvidvaskning af penge. En påstand han (naturligvis) benægter.

Men logbøger, vidneudsagn og en ret markant detalje – at hans døtre selv var med til at designe indretningen – har overbevist de amerikanske myndigheder.

Et dyrt trofæ for USA

At konfiskere oligarkernes ejendele er én ting. At vedligeholde dem er en anden. USA har skullet punge ud med omtrent 7 millioner dollars om året bare for at holde Amadea flydende.

Derfor er auktionen et kærkomment træk, både for amerikanske skatteydere og for initiativet “KleptoCapture”.

En taskforce, der har gjort det til sin mission at ramme Putins inderkreds der, hvor det gør allermest ondt: På bankkontoen.

Ifølge amerikansk lov kan værdier beslaglagt fra sanktionerede individer bruges til at støtte Ukraine.

Det betyder, at Amadea potentielt kan blive forvandlet fra en symbol på oligarkisk dekadence til en finansiel livline for Ukraines forsvar.