Der er isnende sne, mørke hemmeligheder og en ikonisk monsterfortælling i vente, når Guillermo del Toro snart slipper sin version af Frankenstein løs på Netflix. Den sidste trailer til filmen er landet, og det ligner endnu en dyster, visuel tour de force fra manden, der tidligere har givet os Pan’s Labyrinth, The Shape of Water og Crimson Peak.
Oscar Isaac vs. Jacob Elordi i det kolde mørke
Traileren åbner med en gyselig scene: Victor Frankenstein (Oscar Isaac) sidder alene i en teltlejr midt i et sneklædt landskab, da hans skabning (Jacob Elordi) pludselig dukker op bagfra og trækker ham ud i mørket. Det er brutalt. Det er intenst. Og det er præcis den slags stemning, man håber på, når del Toro har fået lov at genfortolke Mary Shelleys klassiker.
I løbet af traileren ser vi glimt af monsterets tilblivelse, en dyster kærlighedshistorie med Elizabeth Harlander (Mia Goth), og en landsbys voksende frygt, mens de forsøger at fange det væsen, de ikke forstår. Det hele er pakket ind i den vanvittige æstetik og gotiske detaljegrad, som del Toro er kendt for.
Læs også:
Et stjernespækket mareridt
Udover Isaac, Elordi og Goth, kan man også glæde sig til at se Christoph Waltz, Felix Kammerer, David Bradley, Lars Mikkelsen, Christian Convery og Charles Dance på rollelisten. Det er en tung samling skuespillere, og hvis man dømmer ud fra traileren, er alle klar på at lægge sjæl og mørke i deres roller.
Guillermo del Toro har produceret filmen sammen med J. Miles Dale og Scott Stuber, og den har allerede haft en begrænset biografpremiere i udvalgte lande – men den brede streamingpremiere er sat til den 7. november på Netflix.
Frankenstein – men i del Toro-universet
Del Toros tilgang til klassiske fortællinger har altid haft et særligt twist. I stedet for at male med den brede horrorpensel, går han efter det menneskelige og det tragiske – det, der gør monstrene mere menneskelige end dem, der jager dem.
Hans univers er befolket af både skrøbelige helte og uhyggelige skabninger, der ofte spejler vores egne svagheder og længsler. Frankenstein passer perfekt ind i det univers – især når det er Elordi, der trækker i de skæve, klodsede monsterstøvler.
Så er du til gotisk gru, dramatiske følelser og Guillermo del Toros unikke blik for det makabre? Så er det bare at få traileren set – og krydse datoen af i kalenderen.
Læs også: