Guide oplevelser

Vores kontor var lige lukket. Efter en lang og hård dag skulle det blive godt med noget aftensmad og lidt afslapning. Det var i hvert fald min plan for denne aften, som skulle vise sig at blive til noget, jeg aldrig havde regnet med at skulle opleve.

Et hotel havde ringet til os og fortalt, at de havde nogle store problemer med et ældre norsk par. Dette par havde tidligere haft kontakt med vores servicetelefon, og ud fra hende, som havde snakket med kvinden, lød det til, at hun var en gammel og forvirret dame, som snakkede i tåger.

Hotellet havde ringet til os, eftersom de mente, at nogen måtte komme ud og snakke med dette par, eftersom der var sket noget forfærdeligt. Det er aldrig sjovt at skulle tage sådan en opgave efter 'fyraften', så der var lidt snak frem og tilbage på kontoret om, hvem der skulle tage ud og besøge dem. Min kollega Karolina fik æren, eftersom hun var norsk. Det var lidt synd for hende, at hun skulle ud til disse mystiske gæster alene, så jeg tænkte, at det ikke kunne skade at give en hånd med og få det hurtigt ud af verden.

Vi hoppede op på vores cykler og tog af sted mod hotellet. I receptionen blev vi mødt af en receptionist, som var lettet ved synet af vores tilstedeværelse. Hun fortalte os, at den pågældende kvinde havde stået i receptionen og skreget om, at hendes mand var blevet bortført. Dette skræmte selvfølgelig de andre gæster. Der var ikke andet at gøre end at tage tyren ved hornene og gå op på deres værelse for at finde ud af, hvad det dog var, der var galt med disse mennesker.

Da Karolina og jeg var nået frem til deres dør, fik vi begge en underlig fornemmelse i maven. Det var mørkt, så vi kunne ikke rigtigt se noget. Men vi kunne skue, at der var en stor sort plet på gulvet foran deres dør.
Jeg bankede på døren og blev mødt af et syn, jeg aldrig vil glemme. Den ældre kvinde stod nøgen i døren og så meget medtaget ud. Vi bad hende om at dække sig til og åbne igen, når hun var klar. Det gik hurtigt op for os, at den mystiske plet på gulvet var blod. Da vi kom indenfor, var der nemlig blod overalt. På badeværelset, på gulvet, på væggene, i sengen, ja, over det hele! Det lignede en mordscene, og jeg må sige, at jeg fik mig noget at en klump i halsen.

I sengen sad manden og kvinden nu og fortalte os om, hvad der var sket. De viste deres blå mærker og sår. Kvinden viste sine ben, som var bundet ind i blodige bandager. Det var tydeligt, at de begge var psykisk syge, en form for skizofreni vil jeg gætte på. Der var ingen sammenhæng i, hvad de fortalte, og dette gjorde det hele til et kæmpe mysterium - hvordan var deres værelse og dem selv blevet raseret på denne måde?

Deres forklaring var, at der var en bande, som ville slå dem begge ihjel. Denne 'bande' havde forfulgt dem i Spanien, Norge, og nu Bulgarien. De fortalte, hvordan disse mørke mænd havde sparket deres dør op, overfaldet dem begge og stjålet deres penge. Kvinden fortalte intenst, helt ned til mindste detalje, om, hvordan de havde skåret hendes ben op med en skalpel.

Chokket kom, da jeg kiggede rundt i værelset og til min skræk så, at der lå en blodig skalpel i hjørnet. Det var på dette tidspunkt, jeg blev handlingslammet. Spørgsmålene fløj i gennem mit hoved. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg tage skalpellen? Er jeg selv i fare? Er det hendes mand, som har gjort dette? Taler de sandt?

Jeg kiggede over på Karolina, som tydeligvis ikke var tryg ved situationen. Vi prøvede at tale dem til ro og få dem til at slappe af - vi ville væk fra dette sted og få myndighederne til at tage over hurtigst muligt. Manden blev ved med at understrege, at det ikke var ham som havde gjort hende fortræd, hvilket fik mig i endnu mere tvivl om, hvad det var, som var hændt.

Efter at havde snakket med dem i en times tid og endnu ikke var kommet nærmere ind på, hvad der var sket andet end deres forklaring om de mørke mænd, som forfulgte dem og spionerede på hotellet, besluttede vi os for at komme videre. Der var ikke rigtigt noget, vi kunne gøre her og nu, så vi bad dem om at få sig noget hvile og om ikke at forlade værelset. Vi vidste, at hvis de forlod hotellet, så ville personalet se værelset, og så ville de blive smidt ud med det samme. Vi kunne ikke sende disse gæster ind på et andet hotel, eftersom det samme højst sandsynligt ville ske der.

Vi sagde godnat til dem og gik ud af døren. Da døren gik i, var der et eller andet i mig, som sagde, at jeg havde et ansvar for, at der ikke skulle ske mere. Jeg ved ikke hvad, det var, der gik af mig, men jeg lagde mit øre op af døren for at lytte ind på den anden side. Jeg kunne ikke bære, hvis manden bankede hende, efter vi var gået. Karolina kiggede mærkeligt på mig, men hendes egen nysgerrighed fik hende til at følge trop, og hun lagde nu også sit eget øre på døren. Jeg kunne høre, at de snakkede højt, men det var svært at forstå, hvad de sagde. Pludselig gik dørhåndtaget ned, imens mit hoved stadigvæk var lænet op af døren.

På et splitsekund kom min puls op på det dobbelte, og adrenalinen satte ind. På refleks spurtede jeg, uden at kigge mig tilbage, ned af hotelgangen med Karolina i hælene. Vi nåede lige rundt om hjørnet. Men havde han nået at se os? Vi gik efter en lille pause ned i receptionen, hvor vi så manden gå rundt. Til vores lettelse tydede det på, at han ikke havde opdaget os. Hans historie om, at han ikke turde gå ud for døren, var altså ikke helt sand.

Det, som jeg stadigvæk tænkte mest på, var den skalpel, som jeg havde set på værelset. Skulle jeg have taget den, og hvad var der i så fald sket?

Jeg fik snakket episoden igennem med Karolina og spurgt ind til, om hun var okay med det, der var sket. Jeg mener, at det er vigtigt at bearbejde sådan nogle ting, så vi fik os en lille snak om episoden.

Når man har med den her type gæster at gøre, er det vigtigt at få kontaktet myndighederne fra Norge. Efter lidt 'research' viser det sig, at de begge er kendte af de norske myndigheder. Vi sendte en læge ud til dem for at tjekke op på, hvordan det gik med dem. Lægen mente, at det var bedst at kontakte politiet, hvilket vi ikke var enige i. Kom politiet først ind i billedet, ville disse mennesker komme i fængsel, og så var de først rigtigt i problemer.

Derfor sendte de norske myndigheder et hold bestående at psykologer og læger ned for at hente gæsterne på tvang. Det er hvad man kalder en 'rød billet' hjem. Det eneste problem var bare, at der ville gå to dage, før de kunne komme frem, og hvem ved hvad de to kunne finde på at gøre på 48 timer?

Det endte med, at kvinden var gået ned i receptionen med skalpellen i hånden og forsøgte at begå selvmord. Da jeg fik denne nyhed, blev jeg ret dårlig ved tanken om, at jeg havde set skalpellen på hendes værelse - og at jeg måske kunne havde undgået denne situation, hvis jeg havde taget den. På den anden side, hvis jeg havde taget kniven, kunne hun måske havde fundet på at hænge sig selv, og så ville der ikke havde været noget at gøre.

Jeg har tit tænkt over denne episode og er kommet frem til konklusionen, at man ikke skal bebrejde sig selv for andre menneskers handlinger. Det er ikke alle ting, man kan kontrollere. Til gengæld kan man gøre sit bedste for at ligge grundlaget til et godt udgangspunkt, hvilket for denne dame blev en billet hjem med eskorte af professionelle mennesker.
Ja, dette var en lille historie - fra en enkelt dag ud af hundrede - om, hvordan guiden både skal være socialrådgiver, psykolog og politi.