Gear

GTA 6 spænde ben for millioner af PS5- og X-Box-ejere på ét specifikt punkt

Rygter antyder, at next-gen måske ikke bliver så next-gen alligevel.

GTA 6 spænde ben for millioner af PS5- og X-Box-ejere på ét specifikt punkt
Foto: Rockstar Games "GTA 6"
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 3. februar 2025

Det er nu over et år siden, Rockstar sidst gav en officiel opdatering om GTA 6, men rygterne har på ingen måde lagt sig. Tværtimod.

Den seneste udvikling kommer fra en tidligere Rockstar-udvikler, der hævder, at spillet måske ikke vil køre i 60 FPS på PS5 og Xbox Series X/S – noget, der potentielt kan skuffe millioner af spillere.

Læs også: EA genudgiver de originale ‘The Sims’ og ‘The Sims 2’

GTA 6 sigter mod stabilitet over høj FPS

Det længe ventede Grand Theft Auto VI forventes at udkomme i efteråret 2025, mere end et årti efter GTA 5 første gang ramte markedet. Forventningerne er enorme, men ifølge den tidligere Rockstar-animator Mike York, kan der være en teknisk begrænsning, som mange fans ikke vil bryde sig om.

I et interview med YouTube-kanalen Kiwi Talkz forklarer York, at spillet sandsynligvis ikke vil køre i 60 FPS på konsollerne, men i stedet låses til 30 FPS – dog på en stabil og konsistent måde.

“Jeg ved ikke, om de vil kunne trække 60 FPS. Jeg tror det ikke. Jeg tror, de sigter efter 30 FPS – og et låst 30 FPS, hvor det aldrig dykker under det,” siger York.

For mange moderne spillere er højere FPS lig med en bedre spiloplevelse, især i actionfyldte titler som GTA. En lavere billedhastighed kan gøre bevægelser mindre flydende og kan især føles tungere i hektiske scener.

PC-versionen kan blive redningen

Hvis du er en af dem, der drømmer om en GTA 6-oplevelse i 60 FPS, så ser det ud til, at du må vente på PC-versionen, som formentlig først udkommer flere år efter konsoludgivelsen.

York antyder dog, at Rockstar muligvis vil optimere spillet over tid, så FPS’en kan hæves gennem opdateringer:

“De vil prøve at optimere så meget, at det aldrig dykker under 30 FPS. Men det kan måske blive hævet til 40, 41, 52… hvem ved.”

Med Take-Two Interactives næste økonomiske rapport den 6. februar, spekulerer mange i, at vi måske får en præcis udgivelsesdato eller en ny trailer snart. Indtil da må vi vente i spænding – og håbe på, at Rockstar finder en måde at presse mere power ud af PS5 og Xbox Series X/S.