Grundloven: Det gustne overlægs dokument
Hvad er det i grunden, vi hvert år fejrer 5. juni?
Den spanske digter og filosof George Santanyanas berømte aforisme "de, der ikke husker historien, er dømt til at gentage den," siger noget væsentligt om at lære af fortiden og handle politisk. Santanyana (født i Madrid 1863) kunne også have udtryk det på anden måde, at "de, der studerer historien kan måske lære af den, og undgå risikoen for at gentage dens mørkeste kapitler." Hvordan lærer vi af historien? En forudsætning er at have adgang til en præcis og korrekt tolket historie til at modstå, eller rettere reagere imod nogle af de tendenser, der præger al historieskrivning, ikke mindst nationalhistorien.
I det 17.-18. århundrede hærgede krige og misvækst Europa. Fattige strømmede i tusindvis til byerne som flygtninge fra sulten og mishandlingerne i landdistrikterne. Det skabte social uro og store spændinger i mange lande og kulminerede med den franske revolution, der dog forblev en isoleret fransk begivenhed. Andre steder i Europa var befolkningerne ikke rede til at følge franskmændenes eksempel.
På længere sigt blev denne historisk skelsættende begivenhed inspirationskilden til tanker i opposition til datidens feudale magtstrukturer, som fik juli-revolutionen i Paris knap fyrre år senere til at gribe anderledes omkalfatrende ind i europæisk politik. Revolutionsånden opflammede blandt andet belgierne til oprør mod Holland med en opløsning af Nederlandene til følge.
I Danmark vejrede de antiroyale morgenluft og afstedkom hjertekvababbelse hos de sidste enevældskonger, som i frustration overreagerede med fængsling af politiske aktivister og andre foranstaltninger for at hindre en spredning af de for kongemagten så kætterske synspunkter. Tidsånden var for frihed, lighed og broderskab og således mod Frederik VII"s tronbestigelse i 1848. Han blev da heller ikke hyldet med samme entusiasme som faderen otte år tidligere (på grund af denne monarks løfter om en fri forfatning) og trak sig helst tilbage til sin ikke-indblandingens borg, når samfundsproblemerne truede med at involvere
I Danmark vejrede de antiroyale morgenluft og afstedkom hjertekvababbelse hos de sidste enevældskonger, som i frustration overreagerede med fængsling af politiske aktivister og andre foranstaltninger for at hindre en spredning af de for kongemagten så kætterske synspunkter. Tidsånden var for frihed, lighed og broderskab og således mod Frederik VII"s tronbestigelse i 1848. Han blev da heller ikke hyldet med samme entusiasme som faderen otte år tidligere (på grund af denne monarks løfter om en fri forfatning) og trak sig helst tilbage til sin ikke-indblandingens borg, når samfundsproblemerne truede med at involvere
ham for meget i forsøgene på at løse dem.
Tvivlen om Frederiks evner til den kongelige gerning blev ytret i Stænderforsamlingerne så tidligt som i 1840. Frederik var som ungdommelig drukkenbolt mærket af degeneration, omgikkes "dårligt selskab" og havde løse, seksuelle forbindelser, alt efter datidens moralopfattelse uforenelig med kongelig værdighed. Værre end hans promiskuitet var hans mentale utilregnelighed, der kom til at præge hans regeringstid. Han beklagede afskaffelsen af dødsstraffen og havde en voksende liste over ting, han ikke længere troede på og omfattede en tiltagende underkategori af de frihedsrettigheder, som de liberale krævede indført. Alternativerne var ubehagelige ¾ oprør var et af dem med risiko for monarkiets afskaffelse og hans egen ditto ved henrettelse.
Frederik havde aldrig tidligere følt sig så pessimistisk med hensyn til sine fremtidsudsigter. Desuagtet faldt det i denne trælse monarks lod at blive en tåbelig krigs øverstbefalende og grundlovens giver, skønt det sidste holdt hårdt. At denne i alle henseender usympatiske royale figur senere blev kanoniseret som Frederik folkekær må bero på manglende evne hos hans fortalere til at gennemskue, at den folkelige image var en rolle, Frederik bevidst og med ikke ringe talent og overbevisning spillede for at redde monarkiet.
Christian VIII nåede inden sin død at skrive et brev med gode råd til sønnen, således "at tilsige det danske folk og hertugdømmerne en fælles konstitutionel forfatning" (som han selv blev opfordret til, men veg tilbage for at gennemføre). Det er mere end tvivlsomt, om Frederik VII ville have fulgt det faderlige råd uden at have følt sig i høj grad presset til det - ikke af landets liberale, som i virkeligheden var for svage og alt andet end militante nok til at gennemtrumfe et systemskifte, der includerede monarkiets afskaffelse - men af endnu en fransk revolution en måned efter hans tronbestigelse.
I februar 1848 blev den franske "borgerkonge" Ludvig Filip styrtet. Fordi Frankrig allerede var et land med en rimelig fri forfatning - efter datidens forhold - fyldte begivenheden Frederik VII med bange anelser om, at dette kunne vise sig at blive det danske monarkis skæbneår, og at han nødvendigvis måtte foretage sig noget - omtrent ligegyldigt hvad - for at sikre dynastiets fremtid.
Tvivlen om Frederiks evner til den kongelige gerning blev ytret i Stænderforsamlingerne så tidligt som i 1840. Frederik var som ungdommelig drukkenbolt mærket af degeneration, omgikkes "dårligt selskab" og havde løse, seksuelle forbindelser, alt efter datidens moralopfattelse uforenelig med kongelig værdighed. Værre end hans promiskuitet var hans mentale utilregnelighed, der kom til at præge hans regeringstid. Han beklagede afskaffelsen af dødsstraffen og havde en voksende liste over ting, han ikke længere troede på og omfattede en tiltagende underkategori af de frihedsrettigheder, som de liberale krævede indført. Alternativerne var ubehagelige ¾ oprør var et af dem med risiko for monarkiets afskaffelse og hans egen ditto ved henrettelse.
Frederik havde aldrig tidligere følt sig så pessimistisk med hensyn til sine fremtidsudsigter. Desuagtet faldt det i denne trælse monarks lod at blive en tåbelig krigs øverstbefalende og grundlovens giver, skønt det sidste holdt hårdt. At denne i alle henseender usympatiske royale figur senere blev kanoniseret som Frederik folkekær må bero på manglende evne hos hans fortalere til at gennemskue, at den folkelige image var en rolle, Frederik bevidst og med ikke ringe talent og overbevisning spillede for at redde monarkiet.
Christian VIII nåede inden sin død at skrive et brev med gode råd til sønnen, således "at tilsige det danske folk og hertugdømmerne en fælles konstitutionel forfatning" (som han selv blev opfordret til, men veg tilbage for at gennemføre). Det er mere end tvivlsomt, om Frederik VII ville have fulgt det faderlige råd uden at have følt sig i høj grad presset til det - ikke af landets liberale, som i virkeligheden var for svage og alt andet end militante nok til at gennemtrumfe et systemskifte, der includerede monarkiets afskaffelse - men af endnu en fransk revolution en måned efter hans tronbestigelse.
I februar 1848 blev den franske "borgerkonge" Ludvig Filip styrtet. Fordi Frankrig allerede var et land med en rimelig fri forfatning - efter datidens forhold - fyldte begivenheden Frederik VII med bange anelser om, at dette kunne vise sig at blive det danske monarkis skæbneår, og at han nødvendigvis måtte foretage sig noget - omtrent ligegyldigt hvad - for at sikre dynastiets fremtid.
Helt fra begyndelsen så Frederik køligt på tanken om at blive grundlovsgiver, og han blev det ikke for at imødekomme folkets (dvs. de liberales) krav, men for at kunne fremstå for eftertiden som monarkiets redningsmand. Frederik blev dog tillige presset af sine ministre, som frygtede for deres egen sikkerhed i tilfælde af en opstand, til at skrive under og ytrede derefter modvilligt disse ord: "Nu kan jeg vel sove, så længe jeg gider?" Det burde snarere være indskriften på rytterstatuens sokkel i stedet for den nuværende meningsløse sentens.
En anden fremtrædende skikkelse med sæde i den 150 mands store grundlovsgivende forsamling var Grundtvig. Han skuffede ikke sine stillere i Præstøkredsen med hensyn til ikke at gå for vidt med hensyn til Grundlovens udformning. Grundtvig var ingen folkeven, han støttede sig til gårdejerkredsene. I virkeligheden ønskede han langt fra enevælden afsluttet, så den faktisk helst opretholdt. Han vendte sig således principielt mod det parlamentariske princip om flertalsafgørelser, "overtallet", som han hånligt kaldte det. Og han karakteriserede arbejderklassen, der var blevet hindret i at få blot én enkelt repræsentant valgt ind i den grundlovsgivende forsamling som "denne store vrimmel, som man på pluddervælsk kalder "proletarier", der sædvanligvis hverken har hjerte eller ære i livet".
I lyset af de historiske kendsgerninger melder det spørgsmål sig uundgåeligt på enhver grundlovsdag, hvad landet fejrer med massemøder og floromvundne taler: Monarkiets fortsatte beståen eller en komplet udvandet idé om et sandt folkestyre, som mange af det forrige århundredes liberale drømte om, men fortsat må vente til bedre tider med at afløse vore dages demokrati-despoti?
I lyset af de historiske kendsgerninger melder det spørgsmål sig uundgåeligt på enhver grundlovsdag, hvad landet fejrer med massemøder og floromvundne taler: Monarkiets fortsatte beståen eller en komplet udvandet idé om et sandt folkestyre, som mange af det forrige århundredes liberale drømte om, men fortsat må vente til bedre tider med at afløse vore dages demokrati-despoti?
Demokrati kan ikke begrænses, for det er en udelelig helhed af med hinanden tæt forbundne principper, og det kan lige så lidt fortolkes som tyngdekraften. Forsøg herpå som Grundtvigs begrebsforvirrende sammenblanding af folkestyre, monarki og religion, genfinder vi i samtlige politiske partiprogrammer, som netop ved i mange realpolitiske sammenhænge at sætte ideologien over demokratiet er nærmere enevældens idealer end folkestyrets. I den forstand er demokratiet endnu ikke indført noget steds i verden.
