Verden
Grønland vokser: 1.620 km ny kystlinje og 29 nye øer dukker op
Det er simpelthen isen, der trækker sig tilbage og lader klipper og skjulte øer komme frem i lyset.
Det er ikke hver dag, at et land får flere hundrede kilometer ekstra kystlinje, men Grønland spiller som sædvanlig i sin egen klimaklasse.
Over de sidste 20 år har verdens største ø fået sig en udvidelse på hele 1.620 kilometer kyst, og det er ikke fordi, nogen har bygget en motorvej i vandkanten.
Det er simpelthen isen, der trækker sig tilbage og lader klipper og skjulte øer komme frem i lyset.
Gletsjernes tilbagetog
Det er en international flok forskere, der har kortlagt Grønlands nye look i tidsskriftet Nature Climate Change.
Ved hjælp af satellitdata har de analyseret isens tilbagetog fra 2000 til 2020, og resultatet er til at tage og føle på.
2.466 kilometer ny kystlinje er dukket op i Arktis, hvoraf hele 66 % ligger i Grønland.
Især gletsjeren Zachariae Isstrom i det nordøstlige Grønland har lagt sig i selen og leveret 81 kilometer ny kystlinje alene.
Mere end dobbelt så meget som nogen anden gletsjer på den nordlige halvkugle. Det er is, der smelter, men også land, der åbner sig.
Skjulte øer, skjulte ressourcer
Men det er ikke kun klipper, der kommer frem under isen. 35 nye øer på over 0,5 km² er også blevet registreret, og 29 af dem ligger i Grønland.
Det her er ikke bare National Geographic-materiale, det er også en potentiel guldgrube.
For under det nye land kan der gemme sig olie, gas og sjældne mineraler, som verdens stormagter i forvejen har blikket rettet mod.
Grønland, der stadig er en del af Rigsfællesskabet, står midt i krydsfeltet mellem klimakatastrofe og geopolitisk jackpot.