Musik
Green Day langer ud efter JD Vance: Ændrer tekst til populær sang
Hvis du troede, at Green Day havde lagt deres politiske stikpiller på hylden, så tro om igen.
Under en koncert i Melbourne lørdag skød bandets forsanger, Billie Joe Armstrong, med skarpt mod USA’s vicepræsident JD Vance.
Midt under hittet “Jesus of Suburbia” blev teksten skiftet ud til en mindre subtil linje.
Politisk punkrock – stadig skarpladt
Under nummeret kunne man pludselig høre teksten blive ændret til
“Am I retarded, or am I just JD Vance?”
Green Day har aldrig været bange for at give systemet en verbal lussing.
Bandets ikoniske album “American Idiot” fra 2004 blev nærmest soundtracket til protester mod George W. Bush og Irakkrigen.
Men selvom det er over 20 år siden, så har Billie Joe Armstrong stadig en skarp tunge.
Under koncerten fik krigen i Ukraine også et par ord med på vejen, da Armstrong ændrede teksten til:
“We are the kids of war and peace/From Ukraine to the Middle East.”
Heller ikke med Elon
Det er heller ikke første gang, Armstrong skifter tekst for at markere en politisk holdning.
Sidste år fik den republikanske politiker Marjorie Taylor Greene også en tur gennem vridemaskinen under en koncert i San Francisco.
Og i Sydafrika fik Elon Musk en stikpille, da Armstrong proklamerede:
“I’m not a part of the Elon agenda.”
Det lader altså til, at ingen er sikre, når Green Day går på scenen.
Punkrock med en agenda
Den australske koncert er en del af Green Days Saviors Tour, hvor de fejrer jubilæerne for både “American Idiot” og “Dookie.”
Turen har dog ikke været uden bump på vejen – bandet måtte aflyse deres sidste koncert i Australien på grund af en tropisk cyklon.
Men allerede til april står de klar til at indtage Coachella sammen med navne som Lady Gaga, Post Malone og Travis Scott.