Green Concorde, Ridehuset, Spot 2007
Interpol møder The Cure under de værst tænkelige omstændigheder.
Hvordan en festival får lokket noget band til den utaknemmelige tjans at være det første navn på programmet er mig en gåde. Festivalgæsterne er først lige begyndt at ankomme, og de der er dukket op til koncerten er en uregerlig blanding af mennesker, som kun for de færrestes vedkommende kender bandet i forvejen; de har blot ikke andre steder at gå hen endnu. Til den gruppe hørte også undertegnede, som dog gang på gang måtte se sig positivt overrasket over Green Concordes energiske blanding af Interpol, The Cure og dystre skandinaviske nætter, hvor regnen siler ned udenfor.
Det dystre lydbilled taget i betragtning må valget af tid og sted for koncerten siges at være uhensigtsmæssig. Den kraftige eftermiddagssol stod ind af døre og sprækker, og en konstant strøm af mennesker gjorde det svært for alvor at fordybe sig i musikken. Helt oppe foran scenen var situationen dog anderledes; Ridehusets ellers elendige akustik lod sig ikke mærke og de publikummer, der havde kæmpet sig op foran var tydeligvis parate til at vise musikken den respekt, den fortjente.
Green Concorde stod stærkest, når de lod forbillederne fra Interpol trænge i baggrunden og i stedet dyrkede et dynamisk Cure-inspireret lydbillede. I disse strålende øjeblikke blev band og musik ét. Trommeslageren spillede med et manisk udtryk i ansigtet, som gjaldt det livet, guitaristen lignede med stålsat blik noget, der kunne være taget ud af en punkdrøm, og forsangeren så ud til at leve i musikken uden tanke eller blik for verden udenfor. Havde koncerten konsistent budt på en så strålende musikalsk opløsning og havde omgivelserne været mere gunstige for gruppens grå- og sorttonede musik, ville Spot 2007 allerede fra første koncert have budt på en af sine mest mindeværdige oplevelser. Det var desværre ikke tilfældet, men koncerten i ridehuset var bestemt en imponerende oplevelse. 4 Stjerner.
Det dystre lydbilled taget i betragtning må valget af tid og sted for koncerten siges at være uhensigtsmæssig. Den kraftige eftermiddagssol stod ind af døre og sprækker, og en konstant strøm af mennesker gjorde det svært for alvor at fordybe sig i musikken. Helt oppe foran scenen var situationen dog anderledes; Ridehusets ellers elendige akustik lod sig ikke mærke og de publikummer, der havde kæmpet sig op foran var tydeligvis parate til at vise musikken den respekt, den fortjente.
Green Concorde stod stærkest, når de lod forbillederne fra Interpol trænge i baggrunden og i stedet dyrkede et dynamisk Cure-inspireret lydbillede. I disse strålende øjeblikke blev band og musik ét. Trommeslageren spillede med et manisk udtryk i ansigtet, som gjaldt det livet, guitaristen lignede med stålsat blik noget, der kunne være taget ud af en punkdrøm, og forsangeren så ud til at leve i musikken uden tanke eller blik for verden udenfor. Havde koncerten konsistent budt på en så strålende musikalsk opløsning og havde omgivelserne været mere gunstige for gruppens grå- og sorttonede musik, ville Spot 2007 allerede fra første koncert have budt på en af sine mest mindeværdige oplevelser. Det var desværre ikke tilfældet, men koncerten i ridehuset var bestemt en imponerende oplevelse. 4 Stjerner.
