Gear

Google giver dig nu en AI-filmstudie i lommen: Mød Veo 2 i Gemini

Du kan nu få Google til at lave en kortfilm om flamingoer i vandkanten, voxel-is der smelter – eller to vikinger der drikker mjød i Nyhavn. Velkommen til Veo 2.

Google giver dig nu en AI-filmstudie i lommen: Mød Veo 2 i Gemini
Mikkel M. Vermeulen
Af Mikkel M. Vermeulen 16. april 2025

Science fiction er ikke, hvad det har været. I hvert fald ikke, hvis man spørger Google, der netop har lanceret den nyeste version af sin AI-baserede videomodel Veo 2 – en opgradering, der fra i dag rulles ud globalt, også på dansk, via deres Gemini-platform.

Kort fortalt? Du skriver en idé – og får en realistisk, cinematiske video tilbage. På otte sekunder, i 720p, direkte klar til TikTok, YouTube Shorts eller bare at gemme i dit digitale arkiv over sære eksperimenter.

Videoer, ikke bare billeder

Veo 2 er næste skridt i rækken af generative AI-værktøjer, men i modsætning til tekst- og billedmodeller, genererer den fuldt animerede videoer med flydende bevægelser, dybde og atmosfære.

Det hele foregår i Gemini, Googles AI-platform, som nu har fået en ny funktion i drop-down-menuen: “Veo 2”. Funktionen er tilgængelig for brugere med Gemini Advanced-abonnement, og med få linjer tekst kan man fremkalde videoklip som fx:

  • Et luftskud over en stillehavskyst med bølger og havstabler badet i gyldent sollys
  • En mus med kæmpebriller, der læser under en lysende svamp i en skov
  • Voxel-isvafler der smelter i timelapse – som Minecraft møder Magnum-reklame
  • To vikinger der spiser fingerfrikadeller og skåler i mjød på en solbeskinnet dag i Nyhavn

Mulighederne er stort set kun begrænset af din fantasi – og naturligvis Googles sikkerhedspolitik, der forhindrer indhold, som overtræder retningslinjerne. Alle videoer er desuden mærket med SynthID, et usynligt digitalt vandmærke, som viser, at videoen er AI-genereret.

VIDEO: 21 robotter stillede til start i Beijing Halvmaraton

Læs også: VIDEO: 21 robotter stillede til start i Beijing Halvmaraton

Hvad kan du bruge det til?

Ud over at imponere dine venner med hyperkonkrete kortfilm, åbner Veo 2 for et hav af kreative eksperimenter:

  • Visualisering af koncepter til kampagner, pitch eller præsentationer
  • Storyboarding til kortfilm og reklamer
  • Moodpieces, stemningsbilleder og konceptuelle eksplosioner
  • Eller bare… underholdning

Google positionerer Veo 2 som et værktøj for både kreative og professionelle, og det bliver interessant at se, hvor hurtigt platformen bliver en fast del af sociale medier, reklamebureauer og YouTube-kulturens maskinrum.

Whisk Animate: AI-animation af dine billeder

Samtidig med Veo 2 udruller Google også Whisk Animate – en funktion der gør det muligt at animere billeder, du har lavet via tekst- eller billedprompt. Det fungerer som en del af eksperiment-platformen Google Labs, og er tilgængelig for Google One AI Premium-brugere.

Forestil dig at tage et AI-genereret billede af en neon-futuristisk by og få det til at blinke, regne og flimre – alt sammen uden at åbne After Effects.

Sådan kommer du i gang

Du skal bruge Gemini Advanced eller Google One AI Premium, og så er det ellers bare at:

  1. Åbne Gemini i browser eller app
  2. Vælge “Veo 2” i modelmenuen
  3. Skrive din scene så detaljeret som muligt
  4. Vente kort – og få en otte sekunders video i MP4-format tilbage

Der er en månedlig grænse for, hvor mange videoer du kan generere – men du får besked, når du nærmer dig loftet.

Konklusion: AI-video er ikke længere fremtiden. Den er nu.

Veo 2 er ikke bare en sjov gimmick. Det er et kreativt værktøj, der bringer generativ AI ind i videoens verden med en lethed og kvalitet, der tidligere krævede redigeringsprogrammer, produktionsbudget og en god portion teknisk snilde.

Nu kræver det bare en idé. Og en smule tekst. Resten klarer Gemini.

Cykelbrand saboterer fartalarmer i kamp for landevejscyklister

Læs også: Cykelbrand saboterer fartalarmer i kamp for landevejscyklister

May the Bricks Be With You: LEGO Star Wars fejrer 4. maj med nye sæt, eksklusive gaver og Jango Fett i stor skala

Læs også: May the Bricks Be With You: LEGO Star Wars fejrer 4. maj med nye sæt, eksklusive gaver og Jango Fett i stor skala