Connery

Goodyear har udviklet et dæk til selvkørende, flyvende biler

Hvem siger at dæk hører fortiden til?

Der er biludstilling i Geneve i disse dage, og ud over bilfabrikanterne selv, kan der altså også komme spændende nyheder fra tilbehørs-lejren. 

En af de mere opmærksomhedsvækkende kommer fra Goodyear, der har udviklet et futuristisk konceptdæk til selvkørende, flyvende biler. Intet mindre. 

ANNONCE

”I mere end 120 år har Goodyear nærmest været besat af at forfølge innovation og opfindelser, virksomheden har indgået partnerskaber med de pionerer, der skaber forandring og nyopdagelser inden for transport”, siger Chris Helsel, Chief Technology Officer hos Goodyear. ”Sammen med mobilitetsvirksomheder, der kigger op i luften efter svaret på udfordringerne ved bytrafik og kødannelse, har vores arbejde med avanceret dækarkitektur og -materialer ført os frem til idéen om et hjul, der både kan bruges som almindeligt dæk på vejen og som et fremdriftssystem i luften.”

AERO-konceptet sammenfatter en række innovative egenskaber:

Multimodalt design: AERO er et multimodalt vippe-rotor-koncept. Det vil fungere som en drivaksel til at overføre og optage kræfter til og fra vejen på den traditionelle måde, og som et fremdriftssystem i luften til at give et løft i en anden retning. Med egnede køretøjer vil AERO kunne give fremtidens pendlere friheden til at bevæge sig problemfrit fra vejen op i luften.

Ikke-pneumatisk konstruktion: Konceptdækkets eger vil bidrage til at bære køretøjets vægt og fungere som rotorblade, der giver et løft, når dækket vippes. Dette unikke, luftløse dæk har en ikke-pneumatisk konstruktion, der er fleksibel nok til at dæmpe stød, når der køres på vejen, og stærk nok til at rotere ved de høje hastigheder, der kræves for at skabe et vertikalt løft.

Magnetisk fremdrift: AERO-konceptet vil bruge magnetkræfter til at skabe friktionsløs fremdrift. Det vil muliggøre de høje rotationshastigheder, der kræves for at drive køretøjet frem på jorden, og når hjulene er vippede, løfte det op i luften og drive det fremad.

Optisk registrering: AERO vil bruge lysbaserede, fiberoptiske sensorer til at overvåge vejforholdene, dækslitagen og om dækkonstruktionen er intakt.

Kunstig intelligens: Konceptet vil også indeholde en indbygget A.I.-processor, der kombinerer information fra dækkets sensorer med data fra køretøj-til-køretøj- og køretøj-til-infrastrukturkommunikation. A.I-processoren vil analysere disse datastrømme og anbefale en fremgangsmåde – tillade et køretøj at gå i flyve- eller køretilstand – og identificere og løse eventuelle dækrelaterede problemer, før de indtræffer.

Selv om AERO udelukkende er et konceptdesign, er nogle af de indeholdte teknologier, som f.eks. et ikke-pneumatisk konstruktion og intelligente dækegenskaber, allerede udviklet af Goodyear, og andre kan blive grundlaget for nye idéer og eventuelt nye produkter i fremtiden.

ANNONCE
Del

Seneste nyt