God of War anmeldelse: Guddommeligt comeback

En generel rettesnor i livet som anmelder: Hvis spiludvikleren sender anmelderkopier ud, længe før spillet udkommer, er de som regel ganske tilfredse med deres spil.

Review-eksemplaret af det nye God of War landede i min inbox for et par dage siden, i god tid inden den officielle udgivelsesdag, den 20. april. Siden jeg fik installeret spillet i mandags, har jeg brugt 22 timer - altså praktisk talt alt min fritid - på at kæmpe mig igennem det nye God of War... I nat nåede jeg konklusionen på spillets episke main story, og jeg er klar til at fortælle, hvad jeg egentlig mener om God of War anno 2018. Det vilde er, at jeg føler, at jeg har rushet ret meget igennem spillet, og jeg ved, at der stadig er en masse ting, jeg vil tilbage i spillet og lege med. Ikke fordi jeg er trophy-hunter, men fordi sidemissionerne i spillet, praktisk talt er lige så spændende, som hovedmissionen. 

Inden du går videre her, kan jeg anbefale dig, at tage et kig på mit førstehåndsindtryk fra en 4-timers hands-on session, jeg havde med spillet tidligere. 

Kratos er flyttet til det kolde nord. Han er blevet ældre, har groet sig et fuldskæg, og har lagt sine krigeriske ambitioner bag sig. Nu er han mest fokuseret på at passe sig selv.

Efter hans gude-massakre i det græske, er der ikke meget tilbage for ham der. I den nordiske mytologi, nærmere betegnet i Midgård, har Kratos lavet en søn med en lokal kvinde. Da hun af uopklarede årsager dør, vender Kratos hjem til sin unge søn Atreus, for at de sammen kan efterleve moderens sidste ønske: At sprede hendes aske, fra den højeste tinde i det nordiske univers. 

Allerede fra første møde, er det tydeligt, at Kratos føler et enormt faderligt ansvar for den unge dreng. Men Kratos kender ikke for meget til moderne børneopdragelse, og den strikse og temperamentsfulde krigsgud, har et at sige om den slags: Kæft, trit og retning; det duer.

Herfra kastes vi ud i et seriøst eventyr, der hurtigt fletter en spirende far og søn fortælling sammen med den episke nordiske mytologi, som vi alle kender. 

"Jeg kom for action og vold, men jeg blev for fortællingen"

God of War er en ny begyndelse for franchiset. Spillet er blevet voksent og mere historiedrevet. Det giver spillet et interessant præmis, for Kratos er en fremmed i den nordiske mytologi. Sønnen kender ikke til faderens guddommelige kræfter eller bedrifter fra det græske. Det sætter scenen for en fortælling, der iscenesætter Kratos som en person, og ikke bare et hævngerrigt og voldsomt krigsinstrument. Selvom der stadig er masser af vold, og vilde hack'n'slash sekvenser, er spillet meget mere end det. Det er en velproduceret fortælling, der i højeste grad trækker spillerne ind i tankerne hos Kratos, og i forholdet mellem far og søn. Det lyder umiddelbart ikke som noget, der trækker i den typiske gamer: Jeg kom for action og vold, men jeg blev for fortællingen og karakterernes progression. 

Spillets filmiske form er en tanke værd. Hele spillet er foregår essentielt i et enkelt kamera-take. Man bliver aldrig afbrudt af irriterende loading-screens, og det er mesterligt udført: Spillet har rent faktisk et quick-travel system, men det er integreret i fortællingen. I stedet for at åbne kortet og klikke på en lokation, som man magisk spawner i, har udviklerne integreret funktionen i historien. Man rejser via udvalgte døråbninger, der tager en gennem de kosmiske veje, der findes i forgreningerne i det mytiske træ Yggdrasil. Her kan man altså skyde en genvej til andre steder i Midgård. I praksis foregår loading og rendering af din valgte lokation, i de sekunder man bruger, på at vandre igennem den anden dimension. I det øjeblik man når udgangsportalen, træder man direkte ud i et smukt er perfekt renderet univers. 

Hele flowet af spillet, holder en i kamerapositionen der følger Kratos. Alt fra kampsekvenser, over historie-scener og opdagelse og puzzles, er helt problemfrit smeltet sammen, og det giver en ret vild oplevelse: Man tænker ikke over det, for det hele er så naturligt, at det først går op for en hvor godt det fungerer, når man slipper spillet igen, fordi man ikke fysisk kan holde sig vågen længere. 

God of War er et visuelt masterpiece, i alt fra brutale kampscener som whirlwind-øksemorder, over de minutiøse detaljer og teksturer i karakterenes udseende og udtryk, til øjeblikket hvor Kratos flår nakken rundt på en kæmpe bjergtrold. Der er alt fra tætpakkede klaustrofobiske grotter til store breathtaking bjergudsigter, og det hele er krydret med et fantastisk soundtrack, der fungerer som en rolig baggrundsting, men for alvor intensiveres og løfter oplevelsen og stemningen i afgørende øjeblikke af historien. 

Spillet presser PlayStation til det yderste, og det giver et flot spil - og en lettere varm konsol. Spillet kræver det maksimale af konsollen, og man kan som gamer vælge om spillet skal favorisere den bedste performance (Prioriter framerate) eller den flotteste performance, og det er faktisk fint, at de giver muligheden. Gamere har forskellige kæpheste: Nogle er all in for optimal framerate, andre vil betages af udsigten. Idéelt set burde intet ofres, men med hardwaren der er tilgængelig, er det forståeligt, at man er nødt til at træffe et valg - og fedt, at man selv får lov til at vælge. Jeg valgte at gå efter udseendet det meste af vejen, og også selvom det betød en framerate på omkring 30-50 fps - Ærligt: Det generede mig overhovedet ikke - det chunky kampbevægelser virker stadig - måske netop fordi de er tunge og chunky. 

God of War er ikke et open-world spil, men det føles alligevel meget åbent. Universet åbner sig gradvist mere og mere op, og i takt med det, stiger muligheden for at hoppe af den givne sti, for at udforske de forholdsvis mange hemmelige områder, der byder på spændende sidemissioner, skjulte skatte, ekstra boss-fights og interessante udfordringer. Alt hvad man gør, gør Kratos stærkere og vildere, og det er en af grundene til, at spillets lette RPG-elementer fungerer. RPG-elementerne bygger på skilltrees, loot, upgrades og crafting, og det faciliteres i høj grad af de to mytologiske mestersmede: Dværgene Brok og Sindri. Disse dværge ved en ting og to om opgraderinger, og det væves også ind i historien på bedste vis. 

Hvilket bringer os til: Kratos nye signatur-våben: Leviathan Øksen. En kampøkse med magiske egenskaber. Den har frostmagi, der for det første giver ekstra schwung til kampene mod de mange mange fjender, man møder undervejs. For det andet fungerer den som en vaskeægte puzzle mcguffin: Den kan kastes og smadre fjender, eller pinne dem fast til omgivelserne - men den kan også bruges til at fastfryse diverse bevægelsesmekanismer, der er nødvendige, for at Kratos og Atreus kan komme rundt. Øksen virker altid fantastisk chunky og kraftfuld, og hvert eneste slag placeres med seriøs punch. Den er også magisk, i og med at den, lidt som Thors hammer, altid kan kaldes tilbage til Kratos hånd. Øksen er uden tvivl et af de fedeste signatur-våben i et spil til dato. Man finder dog hurtigt ud af, at ikke alle fjender er så sarte overfor et frost-våben, i en verden der finder sted i det kolde nord. I de situationer må man vælge de bare næver, og lammetæve sig igennem fjenden med blodige knoer, og lidt hjælp fra Atreus, der bliver en ganske habil bueskytte, efter spillets indledende del. 

Sønnen Atreus, er ikke bare et irriterende sidekick, selvom han virker til let at kunne ramme faderens nerver. Atreus er en tænker og en snakker. I situationer hvor faderens brutale styrke ikke bringer dem frem, er det Atreus flair for sprog og skrift, der hjælper med at afsløre hemmeligheder og dekode vigtig information. Hans dedikerede knap, hjælper med at fyre pile efter fjenderne, men er også til at tyde inskriptioner og koder. Meget af spillets kontinuerlige charme, opstår i dialogen mellem de to. Og Kratos må kæmpe en del med humøret for den unge dreng, der både påvirkes af begivenhederne i spillet, men også af Kratos tone: Hvis knægten har fået en skideballe, er det tydeligt at se i hans kropssprog, han slæber fødderne, er nedtrykt og stille. Har han derimod haft en succes, som når han nedlægger sit første byttedyr, er han overekstatisk og glad, og lidt for sikker på sig selv. Og så er det en faders job, at genetablere jordforbindelsen. 

Forbindelsen mellem far og søn intensiveres igennem spillet, og hvad der starter som et fremmedgjort forhold, udvikler sig til noget helt andet. Jeg fangede mig selv i flere gange, at føle noget meget familiært, i udvekslingerne mellem far og søn. Det virker så ligetil, og der må være et par indsigtsfulde fædre og sønner, mellem udviklerne på holdet. 

Sony Santa Monica Studios har med God of War genfødt franchiset til nye højder. Kratos fra once upon a time er borte, og i hans sted, har vi en langt mere nuanceret, relaterbar og ekstremt bad-ass frontfigur, der løfter den komplekse historie til et nyt niveau.

Hvis du er til solide single-player oplevelser, er God of War et must-try til PlayStation, på linje med The Last of Us, Horizon Zero Dawn og Uncharted-serien. Go play.