Gin - Spiritus med stil?
Spiritus med en duft af gran. Er det noget værd?
Da jeg som spæd konfirmand startede med at gå til fester stod menuen ret så ofte på enten øl, eller Bacardi Lemon etc. Alt for længe gik jeg rundt uden at vide hvilke kvalitetsdrikke, der fandtes på markedet.
Men for 2 år siden blev jeg til en onkels fødselsdag introduceret for Gin & Tonic og jeg var solgt på stedet!
Duften, smagen og de mange opblandingsmuligheder var genial, og der gik ikke længe før, at Gin blev min "bedste ven", når der skulle drikkes igennem.
I starten var mærket underordnet, bare den karakteristiske gran duft sad godt og grundigt i næseborene når man åbnede flasken. Men efter nogle år og en masse tømmermænd, blev jeg mere fascineret af de forskellige udgaver af den granduftende trylledrik.
Nu om dage er favoritterne "Bombay Saphire" og "Gordon's Dry Gin".
Selv synes jeg også, at der er en hvis stil over at kunne stille sig op i baren og nyde en Gin & Tonic (eller Lime) imens man betragter
Gin er, og forbliver en vinder hos mig. Og hvis du endnu ikke har prøvet at fornøje ganen med f.eks en Gin & Lime, så kom afsted!
Snydes for lidt baggrundshistorie om drikken skal I selvfølgelig ikke:
Det menes, at gin blev opfundet af Munke, og anvendt som medicin i det 12. århundrede.
Doktore fortsatte i det 16. århundrede med at behandle nyre-sygdomme med granlugtende drink. Her blev det dog kaldt Genever istedet for "Gin".
Sidst i 1600 tallet, opdagede engelske soldater, der var udstationeret i Holland i krigen mod Spanien, effekten af "Genever" på deres allierede. De gav drikken tilnavnet "Hollands Mod" og tog det med til England, hvor drikken permanent fik navnet "Gin".
Senere forbød protestanten William of Orange alle former for importering af spiritus fra Frankrig og dette gav så englænderne ret til at lave deres egen gin. Hvilket blot forhøjede populariteren af den.
Imellem 1600 til 1750, steg produktionen fra 2.5 mil. liter til 22.5 millioner liter om året!
I starten af 1800-tallet var Gin blevet Englands nationaldrik. En rapport fra 1750 viser, at hvert femte hus i London dengang var en ginforretning. På dette tidspunkt var afgiften på spiritus så lille, at det faktisk var billigere at købe et glas gin end et glas øl. Da populariteten lå på sit højeste blev der produceret 91 millioner liter om året.
Som et resultat af dårligt produceret gin og evigt fulde folk, blev afgifterne og skatterne på spiritussen pludseligt skudt i vejret. Gin blev en finere og renere drik, og tog et skridt op ad, som en af de finere drikke. Den klassiske Gin & Tonic blev opfundet af civile middelklasse britere, som var udstationeret på ambassader i områder fyldt med myg. Quinine (ekstrat af barken fra Chinoa træer) blev tilføjet i Tonic'en, og Gin blev tilsat for at virke mere tiltalende for briterne. Quinine'n blev tilføjet som et slags antivirus mod stik fra malaria-myg.
Interessant læsning synes jeg, som nu sidder og håber på, at tidsmaskinen engang bliver en realitet. Så skal jeg nemlig på druk i 1700-tallet!
Party on, lads!
Men for 2 år siden blev jeg til en onkels fødselsdag introduceret for Gin & Tonic og jeg var solgt på stedet!
Duften, smagen og de mange opblandingsmuligheder var genial, og der gik ikke længe før, at Gin blev min "bedste ven", når der skulle drikkes igennem.
I starten var mærket underordnet, bare den karakteristiske gran duft sad godt og grundigt i næseborene når man åbnede flasken. Men efter nogle år og en masse tømmermænd, blev jeg mere fascineret af de forskellige udgaver af den granduftende trylledrik.
Nu om dage er favoritterne "Bombay Saphire" og "Gordon's Dry Gin".
Selv synes jeg også, at der er en hvis stil over at kunne stille sig op i baren og nyde en Gin & Tonic (eller Lime) imens man betragter
Gin er, og forbliver en vinder hos mig. Og hvis du endnu ikke har prøvet at fornøje ganen med f.eks en Gin & Lime, så kom afsted!
Snydes for lidt baggrundshistorie om drikken skal I selvfølgelig ikke:
Det menes, at gin blev opfundet af Munke, og anvendt som medicin i det 12. århundrede.
Doktore fortsatte i det 16. århundrede med at behandle nyre-sygdomme med granlugtende drink. Her blev det dog kaldt Genever istedet for "Gin".
Sidst i 1600 tallet, opdagede engelske soldater, der var udstationeret i Holland i krigen mod Spanien, effekten af "Genever" på deres allierede. De gav drikken tilnavnet "Hollands Mod" og tog det med til England, hvor drikken permanent fik navnet "Gin".
Senere forbød protestanten William of Orange alle former for importering af spiritus fra Frankrig og dette gav så englænderne ret til at lave deres egen gin. Hvilket blot forhøjede populariteren af den.
Imellem 1600 til 1750, steg produktionen fra 2.5 mil. liter til 22.5 millioner liter om året!
I starten af 1800-tallet var Gin blevet Englands nationaldrik. En rapport fra 1750 viser, at hvert femte hus i London dengang var en ginforretning. På dette tidspunkt var afgiften på spiritus så lille, at det faktisk var billigere at købe et glas gin end et glas øl. Da populariteten lå på sit højeste blev der produceret 91 millioner liter om året.
Som et resultat af dårligt produceret gin og evigt fulde folk, blev afgifterne og skatterne på spiritussen pludseligt skudt i vejret. Gin blev en finere og renere drik, og tog et skridt op ad, som en af de finere drikke. Den klassiske Gin & Tonic blev opfundet af civile middelklasse britere, som var udstationeret på ambassader i områder fyldt med myg. Quinine (ekstrat af barken fra Chinoa træer) blev tilføjet i Tonic'en, og Gin blev tilsat for at virke mere tiltalende for briterne. Quinine'n blev tilføjet som et slags antivirus mod stik fra malaria-myg.
Interessant læsning synes jeg, som nu sidder og håber på, at tidsmaskinen engang bliver en realitet. Så skal jeg nemlig på druk i 1700-tallet!
Party on, lads!
