Gerard Butlers 5 bedste actionfilm til dato
Alt fra Nådesløs Hævn til Greenland.
Gerard Butler har i mange år været synonym med en god, bundsolid actionfilm, hvor man ikke behøver den store hjernekapacitet for at nyde den. Man lægger hjernen på hylden og lader Butler-far redde verden gang på gang.
Det har ikke været et hit hver eneste gang, og som det er med action-genren, så skal tingene helst spille rigtig godt sammen som en helhed - man forventer ikke et Oscar-værdigt plot, men hvis man kun sætter sin lid til smadder og rabalder, så falder tingene tit fra hinanden.
Gerard Butler er inden længe aktuel i Plane, som har premiere i biografen d. 26. januar 2023 - i den anledning har vi fundet Butlers 5 bedste actionfilm fra hans ambitiøse karrieresti med filmiske bøllebank, adrenalinpumpende action og helte-missioner!
300 (2006)
Selvom denne film har mange facetter, som læner sig mere op af tegneserie-inspirerede film og historiske nedslag, så er Zack Snyders 300 alligevel en actionbasker af episke dimensioner. Hvem har ikke set 300 og Gerard Butlers vanvittige fysik og hoppet ned i fitnesscenteret efter et månedsabonnement dagen efter eller søgt efter ‘how to get Butler abs’ på Youtube? 300 er absurd fed og har en simpel præmis med 300 spartanere mod en horde af fremmede legioner - de holder skansen i et miljø, hvor den snævre passage i landskabet gør deres undertal til en fordel. Hakkede skuespillere, masser af action, slowmotion-effekter, brølende bad-ass-typer og vilde tegneserie-effekter gør 300 selvskrevet til listen.
Law Abiding Citizen (2009)
Eller på dansk Nådesløs Hævn er et af de første og bedste eksempler på, at man ikke fucker med Gerard Butler. Han spiller den notoriske Clyde Shelton, hvis familie er blevet dræbt og hævnen over morderen og retssystemet, som svigtede ham, driver ham til at lave en vanvittig intelligent, absurd og genial plan om at få sin retfærdighed. Man gætter med hele vejen i filmen og først henimod slutningen giver alt mening og tingene går op i en højere enhed - en pragtpræstation af en kølig hævntype, som efter nøje planlægning ved, hvordan han skal agere ned til mindste ansigtstræk. En af Butlers mest talentfulde præstationer på skuespilfronten i en actionfilm!
Olympus Has Fallen (2013)
Den første film i trilogien med Gerard Butlers karakter Mike Banning er og bliver den bedste, selvom treeren, Angel Has Fallen, byder ind med noget nyt og unikt. Den originale film følger Banning, som er en Secret Service-agent, som pludselig er fanget inde i Det Hvide Hus efter en gruppe terrorister vil kidnappe præsidenten. Som en moderne Die Hard-protagonist skal han manøvrere de mange rum i bygningen, finde frem til præsidenten og få ham i sikkerhed - med alle kneb og tricks, han kan finde på. Den er intelligent, spændende og nervepirrende helt ind til slut med et simpelt koncept, hvor der er brugt god tid til at bygge momentum op.
Den Of Thieves (2018)
Her er vi ovre i en kaliber af actionfilm, der rimer på buddycop, heist-fokus og absurde mængder action. Gerard Butler er på den rigtige side af loven - nogenlunde - i en kamp mod pengerøvere, der er på vej til deres største kup nogensinde. Testosteronniveauet er røget gennem loftet, action-delen kører i et tempo, der gør Transformers 3 genert og så er der faktisk også en ret interessant og fængende handling under al larmen. En gennemført, undervurderet og spændende action-film, som trods en perlerække af klicheer formår at gøre heist og action til endnu en genre, vi aldrig bliver trætte af.
Greenland (2020)
Katastrofefilm er absolut ikke en mangelvare på markedet, så når der endelig dukker en seværdig en op af slagsen - så spiller den også bare helt perfekt. Ric Roman Waughs Greenland om en altødelæggende komet på vej mod jorden har lidt af det hele - familieintriger, kaotiske sidehistorier og en overbevisende naturkatastrofe, som godt og vel 20 minutter inde i filmen allerede får dig til at bide negle og sidde på kanten af sofaen. Den er gennemtænkt, realistisk bygget op og skildrer både katastrofen på et globalt plan, men også, hvad der sker med mennesker, når de står over for undergang.