Gaming

Gaming: 10 spil vi ser frem til i 2019

Wolfenstein, Days Gone og Mortal Kombat er bare et par af fakkelbærerne!

Gaming: 10 spil vi ser frem til i 2019
Mikkel M. Vermeulen
Af Mikkel M. Vermeulen 23. januar 2019

2018 var et fantastisk spilår.

 

Red Dead Redemption 2God of War, Super Smash Bros Ultimate, Marvel's Spider-ManFar Cry 5 og Monster Hunter: World er bare et lille udpluk. Og selvom vi fik forløsning for en række længe ventede titler sidste år, ser 2019 heller ikke helt dumt ud. 

Her får du 10 annoncerede titler, som du kan se frem til i løbet af dette år:

10. Wolfenstein: Youngblood

Wolfenstein: Youngblood er et spin-off af Wolfenstein 2. I spillet bliver vi sat i karakter som BJ Blaskowitz’ tvillingedøtre, og nazister – dem bliver der nok at nakke af. 

Udkommer: Forår 2019

Platforme: PC, Xbox, PlayStation

9. Mortal Kombat 11

Mortal Kombat er tilbage, og det hele bliver med endnu flere tossede svinere og sindssygt brutale fatalities. Når du hører fortællerstemmen brøle "Finish him", så skal du forberede dig på ekstremt grafiske take-downs, der får Tekken til at ligne et spil for babyer. 

Udkommer: 23. april 2019

Platforme: PC, Xbox One, PlayStation 4, Nintendo Switch

8. Sekiro: Shadows die twice

Der er heldigvis ikke langt imellem helt nye IP'er i 2019, og Sekiro: Shadows Die Twice, er et af de mere lovende. 

Action-adventure spillet finder sted i det gamle Japan, hvor vi følger shinobien (NINJA) Sekiro, der er på et seriøst hævntogt, for at finde den samurai, der tidligere angreb ham, og kidnappede chefen. Sekiro er udstyret med en katana og en protese-arm, der på en eller anden måde har magiske kræfter, der får Tony Stark til at ligne en begynder, og det lover meget godt. 

Udkommer: 22. marts 2019

Platforme: PC, Xbox One, PlayStation 4

7. Tom Clancy’s: The Division 2

Første udgave af The Division, blev umiddelbart ikke helt den succes, som Ubisoft havde håbet på – men de første kig på The Division 2, tyder på at en hel del er forbedret, og at vi denne gang formentlig får det taktiske shooter-action-rpg, som man forsøgte at ramme i første omgang. 

Historien omkring The Division 2, udspiller sig i et nært-fremtidigt USA, hvor der er opstået borgerkrig – hvilket skaber en del muligheder for opponerende faktioner, der har nogenlunde lige vilkår. Der bliver endda mulighed for 8-mands raids. 

Udkommer: 15. marts 2019

Platforme: PC, Xbox One, PlayStation 4

6. Resident Evil 2

Resident Evil 2 får remake-behandlingen, og det betyder at der bliver skruet ned for et par af de senere spils zombienedslagtning, og væsentligt op for horror-niveauet. 

Udkommer: 25. januar 2019

Platforme: PC, Xbox One, PlayStation 4

5. Far Cry New Dawn

2018 gav os det ganske gode Far Cry 5 – der tog os til det kultist-ramte Hope County. Et år efter, får vi så Far Cry New Dawn, som er en afstikker fra spillets hovedserie. 

New Dawn tager sit udgangspunkt i et af de mulige udfald fra Far Cry 5, og sætter spillere i scene, i et fremtidigt postapokalyptisk Hope County, hvor tingene aldrig gik helt godt. Her får vi at se, hvordan Hope County fra Far Cry 5 har udviklet sig, efter 17 år og en atombombning. 

Det er selvfølgelig en nem måde for Ubisoft at genbruge materiale fra det tidligere spil, men på samme tid ligner det også det spil, som vi måske kunne have håbet på at få fra Fallout 76. I hvert fald er det her, at vi håber på at få stillet lidt af tørsten for postapokalyptisk gameplay, efter efterårets store skuffelse. 

Udkommer: 15. februar 2019

Platforme: PC, Xbox One, PlayStation 4

  

4. Anthem

Anthem står lige for døren, og vi har ventet et godt stykke tid på, at det skulle dukke op. Basically er spillet: Alle er Iron-Man, som skal smadre enorme monstre og drager. 

Spillet kombinerer elementer fra third-person shooters, action-RPG i en kæmpe open world, hvor folk kan spille sammen i grupper af 4 (online), i de fuldt ud opgraderingsvenlige Javelin-exosuits. 

Udkommer: 22. februar

Platforme: PC, Xbox One, PlayStation 4

3. Days Gone

Days Gone er en af de der PlayStation exclusives, som har været længe undervejs. Vi var helt tilbage i 2016, da Sony surprise-fremviste en fuldt udpenslet gameplay-video af det nye zombie-survival-postapokalyptiske spil, som til gengæld fik masser af hype. Hypen døde lidt ud i løbet af årene, da der ikke blev udmeldt en lanceringsdato. 

Men lige om lidt har vi det – og ser vi tilbage på de seneste mange PlayStation-eksklusive titler, er der et enormt forventningspres til niveauet af dette spil. Basically er det en dejlig stor open-world, hvor man kan lade som om, at man er Daryl fra The Walking Dead, der fræser rundt på sin chopper og smadrer zombier på sin vej.

Udkommer: 26. april 2019

Platform: PlayStation 4

2. Cyberpunk 2077

Cyperpunk 2077 er et af årets mest ventede titler. Hvorfor, tænker du måske? Det er der flere grunde til. For det første er spillet udviklet af virksomheden bag The Witcher-serien, og i særdeleshed The Witcher III: Wild Hunt, der står på mange gameres lister over bedste spil nogensinde. For det andet, blev udviklingen af denne titel annonceret tilbage i 2012.

Det vil sige, at vi har et futuristisk action-RPG med en kæmpe åben verden, der har haft næsten lige så lang tid i udviklingsrummet som Red Dead Redemption 2, og det betyder at vi enten har en massiv oplevelse i vente – eller en katastrofal skuffelse. Der findes ingen mellemvej. 

Udkommer: 2019

Platforme: PC, Xbox, PlayStation 

1. The Last of Us Part 2

The Last of Us Part II, har som andre titler på denne liste, været længe undervejs. Men solide kilder fortæller, at 2019 bliver året, hvor Ellie og Joel endelig bliver sluppet løs på PlayStation igen. 

Hvis du ikke allerede kender til den postapokaluptiske svampe-zombie befængte verden fra The Last of Us, ved jeg ikke engang hvorfor du læser denne liste – men så har du i hvert fald et ældre spil, du lige skal nå at spille igennem!

Udkommer: 2019

Platform: PlayStation

PlayStation har lige udgivet et gratis, nyt Gran Turismo spil

Læs også: PlayStation har lige udgivet et gratis, nyt Gran Turismo spil

Italiens største gaming-museum åbner i Rom: GAMM fejrer videospillets kultur

Læs også: Italiens største gaming-museum åbner i Rom: GAMM fejrer videospillets kultur