Gamere vil redde 1 million træer gennem cuteness
Mød Sneki Snek
Når mange gamere ser grønt, handler det som oftest ikke om miljøet, men nærmere om brandet Razer, der gennem årene er blevet et af de mest populære gamerbrands overhovedet. Razers primære virksomhedsfarve er nemlig grøn - og en ret giftig en af slagsen.
Derfor havde man nok ikke lige set det komme, at virksomheden har kastet sig ud i en kampagne om at redde regnskoven - med intet mindre end 1 million træer.
Kampagnen der er sat i værk i samarbejde med organisationen Conservation International, startede med et mål om at indsamle til 100.000 nye træer, men efter to måneder er målet allerede nået, og nu er det næste mål 1 million træer.
Sneki Snek
#GoGreenWithRazer kører en ret simpel kampagne. Gennem salget af plysdyr formet som den nye maskot Sneki Snek, kan fanbasen omkring mærket donere 10 træer, ved køb af hvert plysdyr.
Den nye maskot har vist sig at være så populær, at folk endda er begyndt at tatovere den, for at sprede budskabet.
For at skabe yderligere interesse blandt Razer-fans, har man valgt at udgive nye Sneki Snek merchandise-produkter, i takt med at delmål mod 1 million træer nåes.