Game of Thrones: No One [S6E8]
Review af seneste Game of Thrones afsnit. Spoilers forude!
Afsnit 8 af sjette sæson Game of Thrones er oppe. Og ovenpå sidste uges cliffhanger, har vi endnu et afsnit, der rejser langt flere spørgsmål, end det maner i jorden. Med to resterende afsnit, foruden dette, bliver der for alvor lagt i ovnen, til at få konklusioner på et par af de igangværende historier. Men får vi dem?
SPOILERS incoming!
Tyrion og Varys, Mereen
Alright, lad os starte i Mereen. Stedet hvor Tyrion er blevet plantet, for ikke at lave meget andet, end at sætte et par drager løs. Historien i Mereen, har været en af de svageste i sæson 6. Tyrion har i tidligere sæsoner været en helt genial karakter, men i Mereen virker det til, at hans diplomatiske skills går til spilde.
Varys efterlader Tyrion i byen, for at tage på en hemmelig mission i Westeros, for at samle støtte til Daenerys tilbagevenden. God plan Varys. I det mindste betyder det, at han kommer til nytte igen.
I mellemtiden lykkes det Tyrion at overtale Grey Worm og Missandei til at drikke og fortælle jokes. Det står nu som en af de bedste Tyrion-scener i hele sæsonen, og det siger en del!
I anden akt af aftenens Mereen-historie bliver der pludselig blæst til krig, da slaveejerne banker på Mereens porte med en enorm maritim styrke, og før vi ved af det dukker Daenerys op i krigsrummet - uden at ytre et ord. Scene lukket.
Jaime Lannister, Brienne, Bronn og Podrick, Riverrun
I Riverlands har Jaime stadig gang i belejringen af Riverrun og Blackfish, og Tully-hæren. Han havde ikke held til forhandling i sidste uge, og han har travlt, for han vil gerne hjem til Cersei.
Til Jaimes held, dukker Brienne og Podrick op, og mens Brienne og Jaime lægger en win/win plan for Riverrun, hygger Bronn og Podrick sig: "Tror du, at de knepper?" spørger Bronn. "Hvad, nej!" lyder det forfjamsket fra Podrick Payne. "Hvorfor ikke? Jeg ville kneppe hende.." vender Bronn tilbage.
Podrick og Bronn er uden tvivl aftenens komiske puster. Gensynsglæden i makkerparret er slet ikke til at overse, og det virker bare.
I mellemtiden spiller Brienne og Jaime et lidt andet spil. Brienne vil ind og overtale The Blackfish til at overgive sig, mod at han og Tully-hæren får frit lejde til Norden, så de kan hjælpe Jon Snow i kampen mod Ramsay Bolton. Jaime tillader idéen.
Desværre er det ikke til at overtale den gamle Blackfish, og Brienne må se nederlaget i øjnene.
Men det hele løser sig alligevel på en måde, i hvert fald for Jaime. Ved at true lord Edmure med at ville skyde hans søn afsted med en katapult, får Jaime held med at overtage Riverrun.
At krigerne på Riverrun totalt vælger at overse Blackfish, fordi deres retmæssige Lord banker på porten, virker en anelse søgt. Vi har set folk i serien skifte sider for meget meget mindre, og Blackfish har dog sørget for at Tully-hæren har tag over hovedet og i det hele taget er sikre. Alt dét falder sammen, da Edmure vælger at træde ind på slottet, og give ordren om overgivelse.
En fin succes for Jaime. Han har nemlig en søster der mangler ham...
Cersei Lannister, King's Landing
Cersei har haft sig en presset sæson. Heldigvis har hun haft Zombie Mountain som bodyguard, og han har nu reddet hendes røv et par gange. Det sker igen i 'No One', hvor Cersei bliver beordret til at forlade The Red Keep, og gå i audiens ved Ypperstespurven. Det har hun ikke lyst til, og derfor slipper hun sin zombie løs på en af de religiøse fanatikere. Det udmunder i en fantastisk brutal Mountain-scene, hvor en men får revet hovedet og halvdelen af rygsøjlen af kroppen. Det der vold, det virker bare!
Desværre varer sejrsrusen ikke længe for Cersei. Ved en samling i tronrummet, viser det sig nemlig, at den hjernevaskede kong Tommen, er klar på at skade sin moar meget mere end Joffrey nogensinde formåede.
I samarbejde med Ypperstespurven, har han nemlig valgt at afskaffe den brutale 'Trial by combat' lige op til Cersei og ser Loras retssager. Hvilket simpelthen betyder at Cersei er fucked. Men måske hun har et lille es i ærmet? Vi ved det ikke, men det bliver teaset af Maester Qyburn...
Alt andet lige, er det meget godt for Cersei, at Jaime-elsklingen endelig kan vende næsen hjem til hende.
The Hound
Sandor Clegane er tilbage, og han er bedre end nogensinde! Han overrasker et par af sidste uges præstebødler, og myrder dem alle brutalt med en flækøkse. Det sker mens han serverer afsnittets bedste one-liners:
Random dude: Fuck you!
The Hound: Those are your last words, fuck you? Come on, you can do better.
Random dude: Cunt!
The Hound: You're shit at dying, you know that?
Oh yea, det er lige til en beskidt 80'er actionfilm!
Lidt senere får hunden også opsporet de resterende drabsmænd, men de er allrede blevet klynget op af The Brotherhood without Banners, der er ved at straffe dem for deres ugerninger. Efter lidt forhandling får The Hound dog lov til at likvidere to af de tre...
Det ende med en hyggelig lille lejrbålsscene hvor Beric Dondarrion (Ham fyren der er blevet genoplivet op til flere gange) forsøger at overtale Sandor til at tilslutte sig deres sag: "Kolde vinde blæser i Norden, vi mangler gode mænd."
Ender The Hound med at drage mod muren for at bekæmpe White Walkers?
Arya Stark, Braavos
Lad os slutte af med sidste uges cliffhanger. Arya blev stukket adskillige gange i maven af The Waif - men hun undslap døden i første omgang, og så begyndte fanteorierne at blomstre.
Mon Arya havde brugt teaterblod, og var ved at lure hendes modstander i en fælde? Mon Arya i virkeligheden var en og samme person med The Waif, hvor the Waif repræsenterede "a girl is no one"-siden af Arya, der prøvede at vinde over den anden side?
Well, ingen af dem var korrekte. Dog var der lidt teatertrup med i planen, for Arya søgte tilflugt hos teatertruppens Lady Crane, der havde overraskende gode healing-skills. Hun kunne sy sår og give Arya god medicin. En behandling der lige akkurat nåede at virke, da Waifen dukkede op og slukkede for Lady Crane.
Efter en længere jagt, endte Arya med at lokke Waifen i en fælde. The Waif dør formentlig, men vi ser det ikke - for Arya bruger sine blinde jedi-skills: Mørkekamp.
Et splitsekund efter dukker Arya op ved Jaqen, der virker imponeret over Arya: Finally a girl is no one.
Arya er ikke enig: A girl is Arya Stark of Winterfell. (fuck yea)
Okay. Så vi er endelig ved at være til vejs ende, af den lidt lange Braavos-historie. Eller hvad? Arya har fået et sæt vilde kampskills, og er opsat på at vende tilbage til Westeros. Jaqen smiler bare lidt - har det hele tiden været hans plan? Får Arya lov til at forlade Braavos?
Med bare to afsnit tilbage af sæson 6, virker det til at vi har et par meget actionfyldte afsnit i vente.
Kampen mellem Jon Snow og Ramsay Bolton er nødt til at ske, og mon ikke den allerede starter i afsnit 9? Og mon der er en lille finger med i spillet?
Vi er også nødt til at have Cersei og Loras retssager. Med retten til Trial by Combat væk, kommer de også til at få et meget interessant udfald.
Når Daenerys at begive sig mod Westeros med sin kæmpe hær, eller bliver hun slået tilbage til start af slavehandlerne? Dany har allerede Tyrion og Varys på sin side. Og Theon og Yara Greyjoy er på vej til hende med en lille flåde. En Daenerys med skibe på vej mod Westeros, kunne sagtens tænkes at være en sæson-cliffhanger.
Hvad sker der med The Hound? Hvad sker der med Brann? Når Arya nogensinde hjem? Er Jorah Mormont død af sin stensygdom?