Galaxy Z Fold3: Den største af Samsungs foldbare smartphones har fået endnu mere skærm
Note-modellen springer over i år - men der er stadig godt nyt til de storskærmsglade smartphone-fans
Fold var navnet på den første salgsklare smartphone med foldbar skærm fra Samsung - og siden introduktionen i 2019, er har den gennemgået et par forbedringer. Og mens første model for alvor var for tech-firstmoveren, er den 3. generation blevet pudset af i en sådan grad, at Samsung nu mener at have en foldbar smartphone - der taler til alle - dette skal ses i den samlede målgruppe for både den nye Fold3 - der foldes til en lille tablet, og den nye Flip3, som du kan læse mere om her.
Samsung Galaxy Z Fold3 5G, som det fulde navn lyder, byder på et par helt åbenlyse forbedringer, i forhold til både Fold og Fold2.
Den helt store skærmforbedring ses i den udfoldede smartphone - der har et størrelsesformat på 7.6" i en 22.5:18 billedratio.
Her har man nemlig undgået et gængs klageproblem fra de tidligere modeller - og gemt det indvendige kamera under skærmen. På de tidligere modeller havde den store foldbare skærm et hak, notch, som kunne være forstyrrende i det ellers flotte firkantede format. Skærmen har desuden også en 120Hz opdateringshastighed og en lysstyrke på op til 1200 nits - a whole lot more end Fold2. 29% kraftigere, faktisk.
Men det er ikke kun i den foldbare skærm, at der ses forbedringer.
De forudgående modeller havde begge en funktionel smartphoneskærm på fronten - men med et sæt meget brede kanter, som fik skærmen til at se meget anderledes ud, end hvordan man ellers har for vane at se skærmkanter på smartphones.
Fold3 gør bod for de tidligere modeller, og implementerer en 6.2" AMOLED-skærm på fronten, med væsentligt mindre skærmkanter - og igen en 120 Hz opdateringshastighed - og altså er både den "lille" og den store skærm i Fold3, rigtig habile og pænt leverende skærme. I hvert fald på papiret.
Den nye Fold3 leverer i øvrigt alt man kunne forvente af en flagskibsmodel på specifikationsarket: Her finder man en 8-kernet CPU med 5nm fabrikationsteknologi, 12 GB RAM, op til 512 GB lagerplads og kameraer en masse: Et triple-cam, et front-cam og et under-skærmen cam. So many cams for activities!
Batterikapaciteten er 4.400 mAh, med dualbatteri - hurtigopladning understøttes med op til 25 Watt, hvis man køber laderen der kan gøre det - og så er den også certificeret vandtæt med IPX8 (op til halvanden meter ferskvand i op til 30 minutter).
Pris og tilængelighed
Samsung Galaxy Z Fold3 5G har salgsstart 27. august 2021 - til en vejledende pris på 14.199 kroner.