Verden

Frygten er ægte: Ingen tør kritisere Elon Musk i techbranchen

En mur af tavshed breder sig i Silicon Valley. Ikke fordi folk er ligeglade, men fordi de er bange.

Frygten er ægte: Ingen tør kritisere Elon Musk i techbranchen
Foto: Gage Skidmore from Surprise, AZ, United States of America, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons

Bange for at miste funding, blive blacklistet, få deres virksomhed lukket ned eller bare blive hængt ud offentligt af Elon Musk og hans online hær.

Mange i techbranchen er rystede over, hvordan Musk leder DOGE, men de tør ikke sige det højt.

Ifølge POLITICO er det blevet almindeligt, at folk beder om hemmelige telefonsamtaler, der ikke engang må stå i Google Kalenderen.

Musk styrer D.C. som et startup

Under Trump-administrationen har Musk og hans hold fået carte blanche til at rydde op i statsapparatet.

En tidligere Tesla-ingeniør beskriver forskellen:

“I Tesla ansatte vi folk med ekspertise. Hos DOGE fyrer man dem og erstatter dem med ivrige unge uden erfaring.”

Ifølge eksperter er DOGE’s fejl og overdrivelser ikke bare pinlige, de er farlige.

En investor sammenlignede det med Elizabeth Holmes og Theranos: “Når du leger med folks liv, er fejl og svindel noget, der bør føre til fængsel, ikke Det Hvide Hus.”

Ingen tør sige noget

Ifølge PR-veteranen Niki Christoff, der rådgiver techledere, er tavsheden ikke kun politisk, den er økonomisk.

“Det handler om overlevelse. Ingen i cybersikkerhed eller IT tør risikere at blive fjernet fra kontrakter med staten.”

Samtidig skaber DOGE’s nedskæringer frustration, fordi det direkte skader techbranchens forretninger.

“De skærer aktivt i et marked med 13-cifrede beløb,” siger Christoff. “Det giver ingen mening, selv ikke som kapitalist.”

Men lige nu er det ikke sikkert at sige det højt. For selvom flere i det stille ønsker at sige fra, hersker frygten stadig.

En techkommunikatør, der valgte anonymitet, sagde det sådan:

“Vi brødføder over 100 mennesker. Vi har ikke råd til at få Elon som fjende.”

Silicon Valley plejede at kæfte op

I 2017 marcherede Googles medarbejdere i protest mod Trumps muslimforbud med chefen Sundar Pichai og medstifter Sergey Brin i spidsen.

Dengang gik de forrest i protest. Nu står de bag ham ved indsættelsen.

Sundar Pichai og Sergey Brin, der i 2017 tog afstand fra Trumps politik, deltog i 2025 uden at ytre sig, da han blev indsat for anden gang.

Det handler ikke længere om ideologi. Det handler om job, penge og magt.

Musk har vendt spillereglerne om, og der er pludselig en pris for at tale.