Mobil
Fremtidens selfie kan hjælpe dig med at finde ud af, om din potentielle date rent faktisk er interesseret
10 forudsigelser om selfies i fremtiden
Forestil dig, at man kunne eliminere en masse spildtid i dating-miljøet, ved blot at bede om en aktuel selfie fra ens potentielle date?
Sådan bliver det måske i fremtiden. Det er i hvert fald forudsigelsen, fra fremtidsforsker Ian Pearson, der har lavet en undersøgelse med 6.500 personer i Europa for at afdække, hvad den næste udvikling inden for selfie-fænomenet bliver.
Undersøgelsen er blevet lavet i samarbejde med Sony Mobile, der har villet udforske, hvad selfien har potentiale til, i forhold til oplevelsesøkonomi og kommercielt brug i fremtiden. Efter undersøgelsen har Pearson fremsat en liste med ti forudsigelser, omkring vores fremtidige selfies. Et ganske sjovt lille mindgame, hvis du spørger mig.
1. Dating
Ifølge rapporten vil det i takt med teknologiens udvikling blive muligt at analysere alt fra pupiller til kropsholdning på et billede. Derfor kan selfies blive brugt til at afsløre, hvorvidt vores dates oprigtigt er interesserede eller ej.
2. Lægekonsultation
I fremtiden bliver det muligt at kommunikere med lægen gennem selfies og videoopkald. På denne måde kan vi spare både tid og slippe for unødvendige besøg hos lægen. Det eneste, det kræver, er, at man kan tage et billede i høj kvalitet af eksempelvis en skønhedsplet og derefter sende det direkte til lægen for at få vejledning om videre behandling.
3. Banking og betaling
Selfies vil blive brugt til ansigtsgenkendelse og som password til at logge på forskellige banksystemer. Rapporten viser, at næsten halvdelen af de 25-34-årige, der deltog i undersøgelsen, ville føle sig mere sikre, hvis de skulle bruge et ‘selfie-password’ til at logge på deres bank.
4. Fang spændingen
Selfies i rutsjebanen – Når man i fremtiden besøger forlystelsesparker eller andet, kommer selfies i højere grad til at blive integreret i oplevelsen. Ifølge rapporten kan der i fremtiden blive indbygget telefonholdere i eksempelvis rutsjebaner, der sørger for at tage perfekte selfies undervejs i forlystelsen.
5. Fitness
Teknologien bag kunstig intelligens er frembrusende, og i fremtiden kommer kunstig intelligens og selfies til at gå hånd i hånd. Ved hjælp af selfies vil vi kunne lave kropsovervågning, som kan analysere vores træning og give tips til, hvordan bestemte øvelser og træning kan optimeres.
6. Skræddersyet tøj
Inden længe vil det blive muligt at tage 3D-billeder med vores smartphones. Denne funktion vil åbne op for nye muligheder, f.eks. kan vi tage et 3D-billede af vores krop, som vi kan bruge til at få skræddersyet tøj, der passer lige nøjagtigt til vores figur.
7. Shopping
Med mulighed for at tage 3D-billeder af vores krop vil vi i fremtiden også få mulighed for at rykke tøjbutikkens prøverum direkte ind i vores smartphone. Med et enkelt tryk på telefonen vil det være muligt at se, hvordan udvalgt tøj i forskellige farver ser ud og klæder os.
8. Social valuta
Selfies vil i fremtiden kunne omdannes til enhver form for valuta, og derved vil man kunne bruge dem som betalingsmiddel i stedet for entrebilletter, fingeraftryk eller andet, når man eksempelvis går i biografen eller besøger turistattraktioner. Hvis man desuden uploader billedet på sociale medier, vil man måske kunne få rabatter eller forskellige andre benefits, mens man er der.
9. Robotter og droner
De eventyrlystne kan se frem til at kunne tage selfies uden at sætte sig selv i fare. Det er allerede muligt at få droner til at tage billeder af os fra ekstreme vinkler styret af smartphonen, men i fremtiden vil man også kunne bruge robotter som stand-ins i farlige situationer til at tage selfies af dem selv. Efterfølgende kan du erstatte robotten på billedet med et billede af dig selv, så det ligner, at det er dig, der har taget selfien i den ekstreme situation.
10. Personlig sikkerhed
Der investeres i højere grad i ’Internet of Things’, og i fremtiden vil selfies kunne bruges som en del af sikkerheden og adgangen til eget hjem, bil eller på arbejdspladsen ved hjælp af ansigtsgenkendelse.