Musik
Fredagsrock 2025: Tivoli afslører store musiknavne
Aqua, Veronica Maggio og Saint Clara indtager Plænen
Tivoli har netop løftet sløret for endnu flere store musiknavne til årets Fredagsrock, og der er noget for enhver smag. Saint Clara, Veronica Maggio og Aqua er nu officielt en del af programmet, hvor de vil bringe popfest, nostalgi og stærke liveoplevelser til Plænen i København.
I forvejen var Bryan Adams allerede annonceret til at spille både 8. og 9. august, men med dagens afsløring begynder Fredagsrock 2025 for alvor at tage form. Saint Clara skyder sæsonen i gang den 25. april, mens Veronica Maggio gæster Tivoli den 20. juni, og Aqua indtager scenen den 4. juli.
Saint Clara åbner ballet den 25. april
En af Danmarks mest populære popstemmer, Saint Clara, får æren af at åbne årets Fredagsrock-sæson. Som kun 17-årig brød hun igennem med hittet Crazy, og hendes karriere har siden taget fart. Med sin nyeste EP, Songs I Cry 2, lover hun en mere intim koncertoplevelse – uden store sceneshows og fyrværkeri, men med fokus på nærvær og nerve.
“Det bliver helt nyt for mig at fremføre mine sange uden en kæmpe produktion, men med mere nærvær og nerve – og i disse omgivelser håber jeg, at publikum får en helt særlig og ny oplevelse sammen med mig,” fortæller Saint Clara.
Læs også:
Veronica Maggio bringer svensk popmagi til Tivoli den 20. juni
Den svenske popdronning Veronica Maggio vender tilbage til København, og fans kan se frem til en hitparade af Välkommen in, Jag kommer, Måndagsbarn og mange flere. Maggio, der har over en milliard streams på Spotify, har tidligere spillet i Tivoli, og hun glæder sig til at vende tilbage.
“København! Det er ALT for længe siden! Sidst vi spillede i Tivoli, kom jeg vist nok til at snuppe et lille billede med fra backstage-området. Må lige se, om jeg kan finde det. I så fald tager jeg det med. Det bliver magisk at spille for jer igen!” siger Maggio.
Aqua lover en hitfest den 4. juli
Hvis der er én gruppe, der kan få Tivoli til at koge over af ren nostalgi, så er det Aqua. Den dansk-norske popgruppe, der brød igennem i 90’erne, vender tilbage til Plænen med et setlist spækket med Barbie Girl, My Oh My, Roses Are Red og mange flere.
Aqua har tidligere spillet legendariske koncerter i Tivoli – blandt andet svævede Lene Nystrøm og René Dif engang henover Plænen i wire under en koncert. De lover, at de har flere overraskelser i ærmet til koncerten i 2025.
“Der er noget helt særligt ved at spille i Tivoli. Der oser af historie og eventyr, og hver gang vi går på scenen, føles det næsten som at træde ind i en eventyrverden, hvor alt kan ske.”
Bryan Adams sætter kronen på værket i august
I forvejen var Bryan Adams annonceret som hovednavn til Fredagsrock den 8. august og LørdagsHits den 9. august, og han bringer sin verdensturné Roll With the Punches til Tivoli. Med klassikere som Summer of ’69, It’s Only Love og One Night Love Affair bliver det en rock’n’roll-fest af de helt store.
Flere navne på vej
Det endelige program forventes at være færdigt i løbet af marts
Læs også: