Connery

Franks Kro: Gamle traditioner, moderne madkunst

Kromutter og krofatter står klar med dansk, traditionel mad!

Dansk gastronomi eller bare gastronomi generelt søger oftest at forny sig selv hele tiden, være på forkant med idéerne og genopfinde den dybe tallerken med enten retter, koncepter eller nye råvarer.

Midt i al virvaret med nye restauranter og af og til forvirrende skift i trends som vinden blæser, står en fastankret kro klar til at tage imod dig, der søger ly i blæsten af tidernes skiften.

Det er naturligvis Franks Kro, som vi taler om.

Kroen har på få dage tidligere i 2023 skiftet ejerskab og står klar med samme lokaler, samme sjæl men i et nyt og mere personligt brand leveret af Frank Svärd Pedersen og Camilla Basse, som sætter den danske mad i høj fokus med kærlighed til de gamle dyder og det gode håndværk.

Vi har taget en snak med Frank og Camilla, som til dagligt agerer moderne kromutter og krofatter for sultne såvel som tørste gæster, der søger dansk mad i særklasse.

“Vi snakkede om, hvorvidt vi skulle sælge kroen eller ej tidligere på året - men jeg vidste, jeg gerne ville fortsætte og drive kroen, som vi gjorde. Så vi blev enige om, at jeg overtog stedet.”, fortæller Frank Svärd, som nu ejer kroen på Fredensgade 11.

Spisestuen 11 var på tegnebrættet som et nyt navn, men det var i sidste for anonymt - det var vigtigt for dem at understrege, at det stadigvæk er en kro med en ægte krofatter, der tager pænt imod gæsterne og inviterer dem ind på hjemlig hygge.

“Vi har altid været en del af kroen og det vil vi stadigvæk gerne være. Og nu er der en forventning om, at det er os, man møder og hygger med, når man træder ind i kroen” - fortæller Camilla Basse, som er restaurantchef på Franks Kro.

Det nye format fandt hurtigt vej ind i restaurant-gæsternes hjerter, hvor der restaurantmæssigt ikke er noget, der er decideret anderledes.

Frank har altid stået bag alle opskrifterne, så fundamentet og smagen er det samme - hvad enten vi snakker den ikoniske stegte flæsk eller deres guddommelige wienerschnitzel.

Og ja - de laver stadigvæk persillesovs på ren piskefløde!

Brandingmæssigt har de startet helt op fra bunden, men der er enormt stor opbakning, og følger man lidt med i anmeldelserne omkring Franks Kro, så regner det med fem-stjernede anmeldelser.

ANNONCE
Foto: Rais Foto - Franks Kro: Gamle traditioner, moderne madkunst Foto: Rais Foto

Gamle traditioner, moderne madkunst

Franks Kro er et hyggeligt sted med højt til loftet, hvor menukortet svinger mellem Fernet Branca og Flor de Pingus.

Ølbongen står stadigvæk fast på menukortet.

“Folk der besøger os nu, er her for at opleve os for den mad, vi serverer - Maden er tilbage i fokus.”

Kroens nye tiltag er, at der månedligt vil være en månedens forret og hovedret, mens de klassiske retter forbliver på menukortet.

“Der er så mange dejlige danske retter. Vi vil finpudse dem lidt måned efter måned og bringe god, dansk madlavning på bordet igen.”

Og den seneste måned havde Frank sine frikadeller på menuen, som blev så gigantisk et hit, at de har været nødsaget til at få en mere eller mindre fast plads på menukortet.

“Vi kalder det frikadelle-renæssancen - det er stukket helt af. Men det handler bare om, at hvis man lige gør lidt ekstra med ordentlige råvarer, smør og lidt mere smør - så sker der magi.”

Deres frikadeller laves på Duroc-gris og er ikke en ny fortolkning - men en luksusudgave.

“Dansk mad smager fantastisk, så vi skal ikke ændre på det. Vi skal bare gøre det godt.”

Frank og Camilla understreger, at man måske tænker tilbage på mormors frikadeller som det ypperste - men det sjove er, at bedsteforældrene ofte sprang over, hvor gærdet var lavest på grund af samtiden.

Vi snakker heftige mængder margarine og mel.

Så Franks Kro går egentlig skridtet videre og transcenderer over dine minder.

Du får det historiske vingesus, men smagen er moderne.

ANNONCE
Foto: Rais Foto - Franks Kro: Gamle traditioner, moderne madkunst Foto: Rais Foto

Kromutter og krofatter

Når man stempler ind på Franks Kro, er det lidt som i gamle dage, hvor tjeneren og kokken lige kommer og hyggesnakker under service.

Et sted, hvor man hverken skal sidde på pinde for, at servietten er foldet rigtigt på låret eller retterne vælter ind med den ene snorlige anretning efter den anden, man næsten ikke kan nænne at stikke en gaffel i.

Der er højt til loftet og konceptet er nostalgisk, hyggeligt og socialt.

En stor del af charmen kommer af det umage makkerpar Frank og Camilla, som sammen danner fundamentet for en oplevelse ud over måltidet.

“Hos os skal du ikke forholde dig til et utal af små retter, som løbende kommer ind på bordet - du får en tallerken eller sågar en fadservering. En tryg ret, du kender - du ved, hvordan det skal smage på forhånd, men jeg tør vove påstå, at 10 ud af 10 siger, at det er bedre, end de har fået det før", fortæller Camilla Basse.

Hun understreger, at man ofte bonder meget med gæsterne og det skal være hjemligt at komme på besøg. Gæsterne mødes over bordet med fremmede, skåler på tværs af generationer og ender tit med at gå videre i byen sammen som venner.

“Det er måske ikke helt efter servicebogen, men i kroens oprindelige ånd.”, fortæller Camilla Basse, som understreger, at hverken hende eller Frank er blege for at skåle i Fernet Branca med gæsterne.

Camilla Basse søgte ind som tjener i sin tid og har altid nydt at være i servicebranchen efter sin uddannelse i markedsføring.

Hendes erfaring fra uddannelsen har også gjort, at hun foretrækker at have ansvar i sit virke og arbejdede sig derfor op til at være restaurantchef.

Frank har en baggrund i finedining, men et miljø, som ikke fik det bedste frem i ham. 

Begge har oplevet at gå ned med stress og samtidig kommet på benene igen.

Derfor vil de gerne slå et slag for, at det skal være hyggeligt at gå på arbejde og sammen har de fundet deres base i Franks Kro.

“Det handler om at være glad, når man går på arbejde.”

Den trygge base agerer hjemlig hygge for en masse unge i branchen, som kan komme ind til Frank og Camilla og få sparring i en tid, hvor de måske føler sig forkert eller malplaceret.

“For mange unge er det lidt som om, vi er mor og far. De kommer også uden for arbejdstiden, fordi vi skaber en tryg base.”

Et sted, hvor man blive hørt eller slappe af.

Fremtidsudsigterne for kroen er, at det er Franks kro, som er det primære fokus nu.

Der er ingen udvidelser eller lignende, som står på trapperne.

Planen er at hælde al kærlighed og energi ind i dette kro-projekt.

Det handler for Frank og Camilla om, at man skal kunne stå ved, at man selve gerne ville være gæst på sin egen restaurant.

“Det er vores hjem.”

Der er netop blevet løftet sløret for marts måneds forret og hovedret, som er intet ringere end en god, klassisk kartoffelporresuppe og en forloren hare - med mulighed for tilkøb af trøffel, naturligvis.

Og hvilken note at afslutte artiklen på, som nok mere er et nødvendigt onde, før mit tastatur løber over med mundvand!

Du kan læse mere om restauranten herunder:

ANNONCE
Foto: Rais Foto - Franks Kro: Gamle traditioner, moderne madkunst Foto: Rais Foto
Franks Kro

Hjemmeside

Menukort

Fotos: Jesper Rais

Del

Seneste nyt

Annonce