Magasin
Fra chefredaktøren: Fordi vi vil!
Hvem i alverden kan finde på at udgive noget på print, når det ene magasin efter det andet må lukke ned og søge retræte til deres online base? Hvorfor?
For godt halvanden måned siden traf vi beslutningen om at lave vores første fysiske magasin. En vild beslutning baseret på en vild idé.
Hvem i alverden kan finde på at udgive noget på tryk, når det ene magasin efter det andet må lukke ned og søge retræte til deres online base? Hvorfor?
Det var nok det dominerende spørgsmål, der blev ved med at dukke op. Det, kombineret med tilkendegivelser som: “Det er modigt at begive sig ud i”, og “Fedt I tør gå mod strømmen”. The thing is. Connery er født på nettet. Vi lever og ånder for vores online-platform, og vi ved, hvordan det skal gøres. Der er ikke nogen af os, der sidder på sitet, som har den fjerneste anelse om, hvordan man reelt set laver et “rigtigt” magasin. Dog med én undtagelse: JUSTWORKS superdygtige mediegrafiker – hun er en meget god kompetence at have ved hånden. Men nej, vores rødder er ikke at finde i printbranchen.
Connery.dk er et levende site, der bliver produceret fra dag til dag – vi er altid på, og det her med at skulle producere en masse kvalitetsindhold i et eneste produkt på én gang – det er en helt ny opgave for os.
Er det naivt at tro, at man kan få et interview i hus med Steve-O fra Jackass ved at skyde ham en privatbesked på sociale medier? Ja! Men det lykkedes.
Er det naivt at tro, at et hold grønne iværksættere i mediebranchen kan få succes med et fysisk magasin for mænd og endda gøre magasinet gratis? Hell yeah, men vi gør det alligevel.
Og jeg tror, at svaret skal findes i det overordnede spørgsmål: Hvem kan dog finde på at udgive noget på tryk i disse tider? Mennesker, der tror på det. Vi er sultne. Vi takker ikke nej til en udfordring, vi elsker at tænke nyt og vi elsker at være på. Vi er også ret effektive – det skal man være, hvis man skal overleve
på at lave onlineindhold. Sammenlagt er hele dette magasin blevet produceret af, hvad der svarer til to en halv mand på fuld tid – på halvanden måned – uden at vi har kunnet slippe vores site, selvfølgelig. Det har været lidt ekstra hektisk. Især henimod deadline. But don’t hate the player, hate the game.
Hvorfor? Hmm… Fordi vi kan. Fordi der er plads. Fordi det mangler.
Min fornemmeste mission på Connery, sammen med resten af redaktionen, er at bringe lidt glæde ud i verden. At give folk et smil i en travl hverdag og et grin, når det er mest tiltrængt. Noget at tænke over, når der er tid til den slags. Man skal sørge for at lave noget, der giver mening. Både for én selv og for andre. Hvis man kan have det sjovt på samme tid, er det vinderopskriften.
Det gennemgående tema for det første magasin er det rum, der findes mellem succes og hårdt arbejde. Det er noget, der er fælles for alle medvirkende i magasinet. Folk, der tror på det. Folk, der vil noget. Som Irina, der er gået fra at være skøjteprinsesse til op- og nedturene i reality-tv og til i dag at være en af Danmarks mest succesfulde bloggere. Eller som Mick Øgendahl, der i årevis ufortrødent har performet med humor i særklasse til trods for anmeldernes til tider vrængende næser – killing it! Eller som Kim Kold, der på grund af en skade måtte trække sig som fodboldspiller på kontrakt og gennem et laserfokuseret drive senere har indtaget både mesterskabstitler i bodybuilding og nu også Hollywood som skuespiller.
Man kan, hvad man vil.
C O N N E R Y – F O R D I V I V I L .