Fra 90 minutter til maraton: Derfor laver Hollywood længere og længere film

Der var engang, hvor en film var en overskuelig biografoplevelse.

Man købte en billet, spiste en halv pakke popcorn inden reklamerne var færdige og gik derfra uden behov for fysioterapi.

De dage er forbi. Velkommen til en æra, hvor biografsæder føles som torturredskaber, og film varer længere end et gennemsnitligt parforhold.

Den nyeste synder? The Brutalist – en 215 minutter lang tour de force, så absurd lang, at biograferne har genopfundet intermission – en gammel tradition fra dengang folk stadig bar hatte i biografen og røg cigaretter i pausen.

Men The Brutalist er ikke alene. Oppenheimer, Killers of the Flower Moon, Avatar 2, Gladiator II – listen over film, der presser grænsen for, hvad menneskekroppen kan holde til, vokser.

Hvorfor? Fordi Hollywood har besluttet, at længere film = bedre film.

1. Fra tunge filmruller til USB-stik – Hollywood slipper hæmningerne

Før i tiden var film fysisk tunge. Bogstaveligt talt. En film på tre timer betød op til 17 filmruller, der skulle fragtes rundt, som var de en smuglerlast i en 80’er-actionfilm.

Jo flere ruller, jo dyrere blev det. Nu? Det hele sendes digitalt.

En tre timer lang film fylder ikke mere end en gennemsnitlig Call of Duty-opdatering. Hollywood har fået frie tøjler, og de bruger dem – lidt for meget.

2. Jo længere, jo finere – eller hvad?

Der var engang, hvor lange film var forbeholdt episke storværker som Lawrence of Arabia og Ben-Hur. Nu er det nærmest en prestige-ting, at en film skal strække sig over en hel aften.

Instruktører som Christopher Nolan, Martin Scorsese og Ridley Scott har opdaget, at ingen tør sige nej til dem.

“Vil du virkelig bede Scorsese om at skære sin film ned til under tre timer? Hvad er du, en barbar?” Resultatet er film, der varer længere end en fodboldkamp med forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

3. Længere film, færre visninger – men hvem tæller?

Logikken plejede at være simpel: kortere film = flere daglige visninger = flere billetter solgt. Men Avatar, Avengers: Endgame og Oppenheimer har alle bevist, at det er ligegyldigt. Hvis en film er god nok, finder folk tid til den.

Biograferne har tilpasset sig. Pauser er tilbage, og nogle steder serveres der endda mad under forestillingerne, som var det en fin fransk middag. “Kan jeg få en rødvin og en bøf med min Batman-film? Tak.”

4. Folk vil have mere for pengene

Når en biografbillet koster omtrent det samme som en treretters menu på en halvfin restaurant, forventer folk også, at filmen leverer.

En 90-minutters actionfilm? Ikke godt nok. Publikum vil føle, at de får noget for deres investering.

Så Matt Reeves giver os tre timer med en dyster Batman. James Cameron forlænger Avatar-universet i en sådan grad, at vi nu har set mere af Pandora end vores egen baghave.

Publikum klager ikke – de har accepteret, at film nu varer længere end nogle folks arbejdsdage.

5. Biografgængere er hærdede binge-watchere

James Cameron havde en pointe, da han forsvarede Avatar: The Way of Water’s 192 minutter lange spilletid:
“I kan binge-se en hel sæson af Stranger Things i træk, men tre timer i en biograf er for meget?”

Han har ret. Vi har trænet os selv til at stirre på skærme i timevis. Hollywood ved det – og udnytter det.