Fortidens Teknik
En af det moderne menneskes uundværlige, daglige goder er en ældgammel opfindelse!
Det ville virke desillusionerende på den historiskkyndige, om Cleopatra i en historisk film viste Julius Cæsar vej gennem en pyramides mørke kamre med en elektrisk lommelygte. Eller hvis Aladdin i 1001 Nats Eventyr trykkede på kontakten til sin elektriske lampe. Det er jo en vedtaget kendsgerning, at oldtidens folkeslag ikke kendte elektriciteten!
Efter at fysiklæreren har forklaret skoleeleverne, at ordet elektricitet stammer fra græsk elektronrav, og at man ca. 600 år f.v.t. i Hellas havde opdaget det gnedne ravs tiltrækningskraft, hopper han lige over et par årtusinder ― frem til Gilbert og v. Guericke, som i 1600-tallet efterlignede grækernes forsøg. I den mellemliggende periode kendte man ikke elkraften, oplyser lærerne sine elever om. Og der skulle gå endnu to hundrede år, før Volta byggede sit elektriske batteri, og H. C. Ørsted (1806) ved et tilfælde opdagede elektromagnetismen og dermed skabte grundlaget for naturkraftens praktiske anvendelse.
Såvidt den skolelærdom, der stadig er god latin.
Men på et tidspunkt må fysikbøgerne revideres. For endnu et teknisk fremskridt, der anses for en forholdsvis moderne opfindelse, var i virkeligheden kendt og udnyttet allerede i oldtiden. Når arkæologerne studerede ting og sager fra den ældgamle orientalske sølv-og guldsmedekunst, må de tit undre sig over tingenes tekniske fuldkommenhed. Spisebestik, smykker osv. var "pletteret" akkurat lige så godt som vore dages 2-tårnede sølv og forgyldte uædle metaller. Et sådant guldpletteret smykke, overstrøet med juveler, havde Julius Cæsar med som gave til sin elskerinde Cleopatra, da han besøgte hende i Egypten.
For knap 30 år siden havde Glypoteket i København en udstilling overvejende af meget gamle filigranarbejder. I en montre var der udstillet en guldring og et halssmykke med elfenbensmotiver på pladerne, hvoraf fingerringens målte 1x1,5 cm. På den var der fremstillet en sfinks, meget detaljeret og nøjagtigt udført. Begge genstande stamme efter de foreliggende oplysninger fra etruskertiden (som ingen rigtig ved hvad er) i tidsrummet 6-800 år før vor tidsregning. For at publikum ret kunne besigtige disse smukke genstande fra en fjern fortid, havde museumsledelsen anbragt dem under en kæmpelup, igennem hvilken tilskueren så at sige lige netop kunne danne sig et indtryk af motiverne.
Det interessante spørgsmål, som burde have meldt sig hos betragterne er, hvordan den arkæologiske videnskab forestiller sig, at disse en miniature kunstværker er blevet til, når man i moderne tid behøver en lup for at få det fulde synsmæssige udbytte af dem? Efter hvad samme videnskab altid har påstået, havde man dengang kun få og yderst primitive redskaber til rådighed, og med sådanne kan man ikke frembringe så elegante ting som disse smykker.
Hvordan bar datidens juvelerer sig ad? Det spørgsmål er så godt som upåagtet blevet besvaret for halvtreds år siden takket være et forbilledligt samvirke mellem arkæologi og elektrofysik. Nogle sensationelle fund er beviset for, at problemet "elektrolytisk metalbelægning" i princippet blev løst for mindst 2000, måske snarere 3000 år siden.
I hine fjerne tider boede de berømteste sølv- og guldsmede i det område af Det mellemste østen, hvor et dynasti af muhamedanske kalifer år 763 grundlagde Persiens hovedstad Bagdad. Et rytterfolk, arsakiderne, fra egnen øst for Det kaspiske Hav, grundlagde i det tredje århundrede f.v.t. riget Parthien. Det eksisterede til år 224 e.v.t. og strakte sig fra floden Eufrat i vest til Indusfloden i øst — og her kendte de ædle metallers håndværkere kunsten at forsølve og forgylde ved hjælp af elektrisk strøm, ganske som smykker, service og meget andet behandles den dag i dag på forniklings-, forcromnings-og forgylderanstalterne!
Det begyndte med nogle udgravninger, som tyskeren Wilhelm Konig startede på i 1939 i kontakt med Iraks nationalmuseum. I en lille høj udenfor Bagdad fandt han de ældste minder om elektricitetens praktiske anvendelse i menneskehedens historie. Det drejede sig om resterne af en parthisk by Seleukia fra tiden omkring v.t.b. I et hus, som havde tilhørt en mesopotamisk »troldmand«, fandt han blandt andet en vaselignende genstand indeholdende ting, der meget mindede om delene i et moderne tørbatteri.
Ved nytår 1940 var hele højen frilagt. Men verdenskrigen tvang ham til at rejse hjem til Berlin, og i den mesopotamiske afdeling af hjembyens arkæologiske museum fandt han andre lignende ting: kobbercylindere, jernstave, propper af asfalt, som sat rigtigt sammen kunne det ikke være andet end cellerne i et elektrisk element
Efter krigen fortsatte amerikanske arkæologer med udgravninger i levningerne fra Mesopotamiens blomstrende kulturrige. Og de hentede endnu fire sådanne "vaser" frem af jordens skød tillige med tynde bronce- og jernstave, der kunne ligne korte elektriske ledninger. De havde ganske givet hverken været brugt til blomster eller madvarer, men hvad da?
Efter at fysiklæreren har forklaret skoleeleverne, at ordet elektricitet stammer fra græsk elektronrav, og at man ca. 600 år f.v.t. i Hellas havde opdaget det gnedne ravs tiltrækningskraft, hopper han lige over et par årtusinder ― frem til Gilbert og v. Guericke, som i 1600-tallet efterlignede grækernes forsøg. I den mellemliggende periode kendte man ikke elkraften, oplyser lærerne sine elever om. Og der skulle gå endnu to hundrede år, før Volta byggede sit elektriske batteri, og H. C. Ørsted (1806) ved et tilfælde opdagede elektromagnetismen og dermed skabte grundlaget for naturkraftens praktiske anvendelse.
Såvidt den skolelærdom, der stadig er god latin.
Men på et tidspunkt må fysikbøgerne revideres. For endnu et teknisk fremskridt, der anses for en forholdsvis moderne opfindelse, var i virkeligheden kendt og udnyttet allerede i oldtiden. Når arkæologerne studerede ting og sager fra den ældgamle orientalske sølv-og guldsmedekunst, må de tit undre sig over tingenes tekniske fuldkommenhed. Spisebestik, smykker osv. var "pletteret" akkurat lige så godt som vore dages 2-tårnede sølv og forgyldte uædle metaller. Et sådant guldpletteret smykke, overstrøet med juveler, havde Julius Cæsar med som gave til sin elskerinde Cleopatra, da han besøgte hende i Egypten.
For knap 30 år siden havde Glypoteket i København en udstilling overvejende af meget gamle filigranarbejder. I en montre var der udstillet en guldring og et halssmykke med elfenbensmotiver på pladerne, hvoraf fingerringens målte 1x1,5 cm. På den var der fremstillet en sfinks, meget detaljeret og nøjagtigt udført. Begge genstande stamme efter de foreliggende oplysninger fra etruskertiden (som ingen rigtig ved hvad er) i tidsrummet 6-800 år før vor tidsregning. For at publikum ret kunne besigtige disse smukke genstande fra en fjern fortid, havde museumsledelsen anbragt dem under en kæmpelup, igennem hvilken tilskueren så at sige lige netop kunne danne sig et indtryk af motiverne.
Det interessante spørgsmål, som burde have meldt sig hos betragterne er, hvordan den arkæologiske videnskab forestiller sig, at disse en miniature kunstværker er blevet til, når man i moderne tid behøver en lup for at få det fulde synsmæssige udbytte af dem? Efter hvad samme videnskab altid har påstået, havde man dengang kun få og yderst primitive redskaber til rådighed, og med sådanne kan man ikke frembringe så elegante ting som disse smykker.
Hvordan bar datidens juvelerer sig ad? Det spørgsmål er så godt som upåagtet blevet besvaret for halvtreds år siden takket være et forbilledligt samvirke mellem arkæologi og elektrofysik. Nogle sensationelle fund er beviset for, at problemet "elektrolytisk metalbelægning" i princippet blev løst for mindst 2000, måske snarere 3000 år siden.
I hine fjerne tider boede de berømteste sølv- og guldsmede i det område af Det mellemste østen, hvor et dynasti af muhamedanske kalifer år 763 grundlagde Persiens hovedstad Bagdad. Et rytterfolk, arsakiderne, fra egnen øst for Det kaspiske Hav, grundlagde i det tredje århundrede f.v.t. riget Parthien. Det eksisterede til år 224 e.v.t. og strakte sig fra floden Eufrat i vest til Indusfloden i øst — og her kendte de ædle metallers håndværkere kunsten at forsølve og forgylde ved hjælp af elektrisk strøm, ganske som smykker, service og meget andet behandles den dag i dag på forniklings-, forcromnings-og forgylderanstalterne!
Det begyndte med nogle udgravninger, som tyskeren Wilhelm Konig startede på i 1939 i kontakt med Iraks nationalmuseum. I en lille høj udenfor Bagdad fandt han de ældste minder om elektricitetens praktiske anvendelse i menneskehedens historie. Det drejede sig om resterne af en parthisk by Seleukia fra tiden omkring v.t.b. I et hus, som havde tilhørt en mesopotamisk »troldmand«, fandt han blandt andet en vaselignende genstand indeholdende ting, der meget mindede om delene i et moderne tørbatteri.
Ved nytår 1940 var hele højen frilagt. Men verdenskrigen tvang ham til at rejse hjem til Berlin, og i den mesopotamiske afdeling af hjembyens arkæologiske museum fandt han andre lignende ting: kobbercylindere, jernstave, propper af asfalt, som sat rigtigt sammen kunne det ikke være andet end cellerne i et elektrisk element
Efter krigen fortsatte amerikanske arkæologer med udgravninger i levningerne fra Mesopotamiens blomstrende kulturrige. Og de hentede endnu fire sådanne "vaser" frem af jordens skød tillige med tynde bronce- og jernstave, der kunne ligne korte elektriske ledninger. De havde ganske givet hverken været brugt til blomster eller madvarer, men hvad da?
Forskerne kiggede i Konigs bog "Det tabte Paradis", hvori han detaljeret beskriver fundene under sit 9-årige ophold i Syrien og Persien. Og pludselig stod det klart for hans efterfølgere, at der her var tale om noget så sensationelt som et omkring 3000-årigt elektrisk batteri! For at få endelig vished om fundenes beskaffenhed og formål blev disse enkeltdele nu aftegnet i naturlig størrelse og kopierne sendt til den unge elektrofysiker Willard F. M. Gray ved firmaet General Electrices stærkstrømslaboratorium i Pittsfield, USA. Man bad ham rekonstruere batteriet og undersøge, om det kunne levere elektricitet.
Gray havde tegningerne liggende i lang tid, men begyndte endelig at lave et element af samme materialer og i samme størrelse. Resultatet blev en —så vidt man kan skønne — nøjagtig kopi af de elektriske batterier, som juvelererne i Bagdad-området benyttede ved deres arbejde: En 9,8 cm lang tynd kobberplade blev loddet sammen til en 2,6 cm tyk cylinder og denne skubbet ned i en ca. 12 cm dyb beholder med smal hals. Inden i kobbercylinderen anbragte Gray en jernstav sådan, at den ikke berørte siderne. Cylinderens nederste ende blev lukket med isolerende asfalt (den "beg" som Noah ifølge Bibelen skal have brugt til at tætne sin ark med), og oven på asfalten lagde han en kobberskive, der kun berørte cylinderen. Endelig hældte han en elektrisk ledende væske — en elektrolyt — ned i hulrummet mellem cylinder og jernstav; tilsidst lukkedes vasehalsen med asfalt, og nu ragede kun enden af jernstangen frem foroven.
Da Gray og hans medarbejdere havde lavet ti sådanne "celler", blev de positive og negative poler sat i forbindelse med et galvanometer. Måleapparatets viser gjorde straks et kraftigt udsving ― batteriet producerede praktisk anvendelig svagstrøm!
Allerede dengang i de meget fjerne tider havde man altså erfaring for, at når to forskellige metaller anbringes i en bestemt kemisk væske, frigøres den naturkraft der benævnes elektricitet.
En ting er dog stadig uopklaret: Hvilken væske blev dengang brugt som elektrolyt? Willard Gray anvendte kobbersulfat i sin model, og udelukket er det ikke, at de fysisk og kemisk velbevandrede mesopotamiske lærde kendte denne kemiske forbindelse. I hvert fald er det sikkert, at de kendte både eddike- og citronsyre. .. .og begge disse syrer kan benyttes som elektrolyt i sådanne celler.
Forbindelsen kobber-jern nedsænket i syre var den selv samme, som Galvani opfandt — eller vel rettere genopfandt — i 1786. Det elektriske batteri, som siden fik hans navn, var imidlertid mange århundreder forinden en kendsgerning; et nu ukendt orientalsk folk havde opdaget, at kemisk energi kan
forvandles til en fysisk, men det forstod også at bevare forretningshemmeligheden så godt, at ingen af naboerne, end ikke de nysgerrige grækere og romere, tilsyneladende fik fat i den.
Gray havde tegningerne liggende i lang tid, men begyndte endelig at lave et element af samme materialer og i samme størrelse. Resultatet blev en —så vidt man kan skønne — nøjagtig kopi af de elektriske batterier, som juvelererne i Bagdad-området benyttede ved deres arbejde: En 9,8 cm lang tynd kobberplade blev loddet sammen til en 2,6 cm tyk cylinder og denne skubbet ned i en ca. 12 cm dyb beholder med smal hals. Inden i kobbercylinderen anbragte Gray en jernstav sådan, at den ikke berørte siderne. Cylinderens nederste ende blev lukket med isolerende asfalt (den "beg" som Noah ifølge Bibelen skal have brugt til at tætne sin ark med), og oven på asfalten lagde han en kobberskive, der kun berørte cylinderen. Endelig hældte han en elektrisk ledende væske — en elektrolyt — ned i hulrummet mellem cylinder og jernstav; tilsidst lukkedes vasehalsen med asfalt, og nu ragede kun enden af jernstangen frem foroven.
Da Gray og hans medarbejdere havde lavet ti sådanne "celler", blev de positive og negative poler sat i forbindelse med et galvanometer. Måleapparatets viser gjorde straks et kraftigt udsving ― batteriet producerede praktisk anvendelig svagstrøm!
Allerede dengang i de meget fjerne tider havde man altså erfaring for, at når to forskellige metaller anbringes i en bestemt kemisk væske, frigøres den naturkraft der benævnes elektricitet.
En ting er dog stadig uopklaret: Hvilken væske blev dengang brugt som elektrolyt? Willard Gray anvendte kobbersulfat i sin model, og udelukket er det ikke, at de fysisk og kemisk velbevandrede mesopotamiske lærde kendte denne kemiske forbindelse. I hvert fald er det sikkert, at de kendte både eddike- og citronsyre. .. .og begge disse syrer kan benyttes som elektrolyt i sådanne celler.
Forbindelsen kobber-jern nedsænket i syre var den selv samme, som Galvani opfandt — eller vel rettere genopfandt — i 1786. Det elektriske batteri, som siden fik hans navn, var imidlertid mange århundreder forinden en kendsgerning; et nu ukendt orientalsk folk havde opdaget, at kemisk energi kan
forvandles til en fysisk, men det forstod også at bevare forretningshemmeligheden så godt, at ingen af naboerne, end ikke de nysgerrige grækere og romere, tilsyneladende fik fat i den.
