Foråret kommer
Med de 294 km fra Milano til San Remo kører den internationale cykelsport foråret i møde.
I Milano-San Remo får vi årets første troværdige bud på, hvem der bliver denne sæsons supersprinter. Alessandro Petacchi er uden sammenligning den mest vindende sprinter de seneste to-tre år. Med gennembruddet i 2003, hvor han som den første siden Pierino Baffi 1958 vandt etaper i de tre store etapeløb på samme sæson, viste han sig som det nye århundredes første store sprinterikon. Alligevel lykkedes det ham ikke at vinde VM i fjor, der var blev kørt på den første deciderede sprinter-rute siden VM i 2002. Det VM tog Tom Boonen sig af. Og derfor er matchen, de fleste venter at se på Via Roma i San Remo, et oplagt opgør mellem Boonen og Petacchi.
Men hvem kommer sejrrigt ud af den match? For at kunne komme med et bud på det, har jeg i samarbejde med BS Christiansen og Mr. Data fra Star Trek designet et redskab til at finde vinderen. Husk dog på, at vi stadig taler om en BETA-version, så den kan crashe på visse punkter.
7-Punkts-Befaling til at Finde Favoritten (BETA-version)
1. Hvordan ligger løbet i forhold til rytterens sæson?
2. Hvilken sportsdirektør skal hjælpe ham til sejren?
3. Se på holdet omkring ham
4. Afsøg den offentlige mening og gå 180 grader i den modsatte retning
5. Hvordan plejer han at klare sig i løbet
6. Fræs gennem (cykelrelaterede) websites for baggrundsviden
7. Søg råd hos Cykelguderne
1. Hvordan ligger løbet i forhold til rytterens sæson
Vi befinder os ikke længere i gudernes morgen, hvor ryttere kørte løb fra marts til oktober for at vinde. Erik Zabel var den sidste rytter, der passede til den profil, og efter ham kommer der nok ikke flere. Lance Armstrong er det bedste eksempel på, hvorfor denne regel er så vigtig, når man på forhånd skal finde vinderen. Efter han vandt sit første Tour de France, kom hans liv kun til at handle om det løb. Gradvist skar han i sin kalender, så de få løbsdage, han havde før Tour de France kun blev kørt som opvarmning til det store løb (et enkelt år mødte han til start i Tour de France med kun 25 løbsdage i benene, hvilket er under halvdelen af, hvad de fleste af hans konkurrenter havde).
2. Hvilken sportsdirektør skal hjælpe ham til sejren?
Patrick Lefevre er den sportsdirektør, der oftest har ført sine ryttere til sejr i Paris-Roubaix. Flere gange har han haft tre ryttere på podiet (senest i 2001 med Knaven, Museuw og Vainsteins), og det hænger helt simpelt sammen med, at for at vinde brostensløb, har du brug for en sportsdirektør, der ved noget om brostensløb. For at vinde etapeløb, har du brug en sportsdirektør, der ved noget om etapeløb og så videre. Gian-Carlo Ferretti, der med 35 års erfaring som sportdirektør har fostret flere verdensmestre end nogen anden, har aldrig haft en vinder af et stort etapeløb på sine hold. Han er ikke en god etapeløbs-sportsdirektør.
3. Se på holdet omkring ham
Selv om det kun er en mand, der kommer på podiet, er cykelsport stadig en holdsport. Team CSC er det bedste bevis på denne påstand. Hvis et hold er splittet internt, og der bliver mugget i krogene, kan de ikke fungere sammen, og hvis en holdkaptajn skal sidde i afslutningen af et vigtigt løb, har han brug for holdkammerater til at hjælpe ham, med at hente drikkedunke, køre ham frem hvis der er et udbrud, lukke huller for ham og holde ham i læ for vinden. Patrick Lefevre (se punkt 2) har selv sagt, at den eneste hemmelighed til at vinde Paris-Roubaix er at være i overtal, når løbet kommer ind i sin afgørende fase.
4. Afsøg den offentlige mening og gå 180 grader i den modsatte retning
Det er ofte tilfældigheder/kvinder, der afgør, hvem den offentlige mening udpeger som forhåndsfavorit. Her er min forklaring: Indimellem sker det, at kvinder ser sport sammen med deres mænd, og så lægger de mærke til en bestemt person, fordi han er lækker. (Sports-) Manden har måske et nogenlunde talent, men fordi kvinden er så fokuseret på det, og hendes mand -som er sportsjournalist- bliver helt tændt ved tanken om, at han for en gangs skyld har fundet en sportsudøver, som han kan dele med sin kone, så han sætter sig ekstra meget ind i denne fyr, og før nogen ved af det, er fyren på forsiden af en masse blade udråbt som Det Store Håb. David Beckham er et klassisk eksempel på dette. Beckham er en ganske habil fodboldspiller, men hans evner har aldrig kunnet stå mål med den omtale, han har fået. Derfor er det vigtigt indimellem at gå stik imod den offentlige mening, fordi "tilfældigheder" spiller en alt for stor rolle.
5. Hvordan plejer han at klare sig i løbet?
Bjarne Riis besluttede sig ikke lige pludselig for at vinde Tour de France. Han havde gennem flere år udviklet sig fra en hjælperytter til en kaptajn i de store etapeløb. Men han var ikke særlig meget værd i en-dages-løbene, hvor han langt fra kunne måle sig med Rolf Sørensen. Nogle ryttere finder et løb eller et bestemt terræn, som passer godt til dem, og så vinder de gang på gang. Erik Zabel har vundet Milano-San Remo 4 gange, og han ved, hvad der skal til for at vinde løbet. Derfor er det vigtigt at se på, hvad en rytter har gjort tidligere i det løb.
6. Fræs gennem (cykelrelaterede) websites for baggrundsviden
Internettet er en guldgrube af informationer, og ved at skimme de 3-4 største sider plus holdenes egne hjemmesider kan man få et godt indblik i, hvad de har af planer. Men som med alt andet, du hører i radioen, ser i fjernsynet eller læser i avisen, skal du ikke tro på alt, hvad du støder på. Hvis der er noget, cykelryttere er eksperter i, så er det at overdrive deres status som outsider. Armstrong var specielt god til det. Op til sine tre sidste Tour de France-sejre, slap han afsted med på forhånd at udnævne sig selv som outsider til sejren. Enten var han ude af form, de andre var bedre end ham, eller også havde han ikke et lige så god hold, som dem han var oppe mod.
7. Søg råd hos Cykelguderne
Der er altid et stærkt element af tilfældighed i cykelløb. Det er her, Cykelgudernes gunst kan blive afgørende for udfaldet. Set udefra kan det ligne tilfældigheder, men når man kender til Cykelguderne ved man, at det ikke var tilfældigt. De sidder afsides i Cykelsportens Pantheon og beslutter, hvem heldet skal tilsmile. En rytter, der viser ydmyghed og respekt for Cykelguderne, vil ofte blive tilsmilet af held i afgørende situationer.
Derfor er det vigtigt for at forudsige vinderen af løbet at konferere med Cykelguderne for at høre, hvem der har deres gunst. Men Cykelguderne er ikke almægtige. De kan f.eks. ikke ændre ved den frie vilje, så tro ikke, at en rytter -bare fordi en rytter er Cykelgudernes yndling- er sikret sejren.
1. Hvordan ligger løbet i forhold til rytterens sæson?
2. Hvilken sportsdirektør skal hjælpe ham til sejren?
3. Se på holdet omkring ham
4. Afsøg den offentlige mening og gå 180 grader i den modsatte retning
5. Hvordan plejer han at klare sig i løbet
6. Fræs gennem (cykelrelaterede) websites for baggrundsviden
7. Søg råd hos Cykelguderne
1. Hvordan ligger løbet i forhold til rytterens sæson
Vi befinder os ikke længere i gudernes morgen, hvor ryttere kørte løb fra marts til oktober for at vinde. Erik Zabel var den sidste rytter, der passede til den profil, og efter ham kommer der nok ikke flere. Lance Armstrong er det bedste eksempel på, hvorfor denne regel er så vigtig, når man på forhånd skal finde vinderen. Efter han vandt sit første Tour de France, kom hans liv kun til at handle om det løb. Gradvist skar han i sin kalender, så de få løbsdage, han havde før Tour de France kun blev kørt som opvarmning til det store løb (et enkelt år mødte han til start i Tour de France med kun 25 løbsdage i benene, hvilket er under halvdelen af, hvad de fleste af hans konkurrenter havde).
2. Hvilken sportsdirektør skal hjælpe ham til sejren?
Patrick Lefevre er den sportsdirektør, der oftest har ført sine ryttere til sejr i Paris-Roubaix. Flere gange har han haft tre ryttere på podiet (senest i 2001 med Knaven, Museuw og Vainsteins), og det hænger helt simpelt sammen med, at for at vinde brostensløb, har du brug for en sportsdirektør, der ved noget om brostensløb. For at vinde etapeløb, har du brug en sportsdirektør, der ved noget om etapeløb og så videre. Gian-Carlo Ferretti, der med 35 års erfaring som sportdirektør har fostret flere verdensmestre end nogen anden, har aldrig haft en vinder af et stort etapeløb på sine hold. Han er ikke en god etapeløbs-sportsdirektør.
3. Se på holdet omkring ham
Selv om det kun er en mand, der kommer på podiet, er cykelsport stadig en holdsport. Team CSC er det bedste bevis på denne påstand. Hvis et hold er splittet internt, og der bliver mugget i krogene, kan de ikke fungere sammen, og hvis en holdkaptajn skal sidde i afslutningen af et vigtigt løb, har han brug for holdkammerater til at hjælpe ham, med at hente drikkedunke, køre ham frem hvis der er et udbrud, lukke huller for ham og holde ham i læ for vinden. Patrick Lefevre (se punkt 2) har selv sagt, at den eneste hemmelighed til at vinde Paris-Roubaix er at være i overtal, når løbet kommer ind i sin afgørende fase.
4. Afsøg den offentlige mening og gå 180 grader i den modsatte retning
Det er ofte tilfældigheder/kvinder, der afgør, hvem den offentlige mening udpeger som forhåndsfavorit. Her er min forklaring: Indimellem sker det, at kvinder ser sport sammen med deres mænd, og så lægger de mærke til en bestemt person, fordi han er lækker. (Sports-) Manden har måske et nogenlunde talent, men fordi kvinden er så fokuseret på det, og hendes mand -som er sportsjournalist- bliver helt tændt ved tanken om, at han for en gangs skyld har fundet en sportsudøver, som han kan dele med sin kone, så han sætter sig ekstra meget ind i denne fyr, og før nogen ved af det, er fyren på forsiden af en masse blade udråbt som Det Store Håb. David Beckham er et klassisk eksempel på dette. Beckham er en ganske habil fodboldspiller, men hans evner har aldrig kunnet stå mål med den omtale, han har fået. Derfor er det vigtigt indimellem at gå stik imod den offentlige mening, fordi "tilfældigheder" spiller en alt for stor rolle.
5. Hvordan plejer han at klare sig i løbet?
Bjarne Riis besluttede sig ikke lige pludselig for at vinde Tour de France. Han havde gennem flere år udviklet sig fra en hjælperytter til en kaptajn i de store etapeløb. Men han var ikke særlig meget værd i en-dages-løbene, hvor han langt fra kunne måle sig med Rolf Sørensen. Nogle ryttere finder et løb eller et bestemt terræn, som passer godt til dem, og så vinder de gang på gang. Erik Zabel har vundet Milano-San Remo 4 gange, og han ved, hvad der skal til for at vinde løbet. Derfor er det vigtigt at se på, hvad en rytter har gjort tidligere i det løb.
6. Fræs gennem (cykelrelaterede) websites for baggrundsviden
Internettet er en guldgrube af informationer, og ved at skimme de 3-4 største sider plus holdenes egne hjemmesider kan man få et godt indblik i, hvad de har af planer. Men som med alt andet, du hører i radioen, ser i fjernsynet eller læser i avisen, skal du ikke tro på alt, hvad du støder på. Hvis der er noget, cykelryttere er eksperter i, så er det at overdrive deres status som outsider. Armstrong var specielt god til det. Op til sine tre sidste Tour de France-sejre, slap han afsted med på forhånd at udnævne sig selv som outsider til sejren. Enten var han ude af form, de andre var bedre end ham, eller også havde han ikke et lige så god hold, som dem han var oppe mod.
7. Søg råd hos Cykelguderne
Der er altid et stærkt element af tilfældighed i cykelløb. Det er her, Cykelgudernes gunst kan blive afgørende for udfaldet. Set udefra kan det ligne tilfældigheder, men når man kender til Cykelguderne ved man, at det ikke var tilfældigt. De sidder afsides i Cykelsportens Pantheon og beslutter, hvem heldet skal tilsmile. En rytter, der viser ydmyghed og respekt for Cykelguderne, vil ofte blive tilsmilet af held i afgørende situationer.
Derfor er det vigtigt for at forudsige vinderen af løbet at konferere med Cykelguderne for at høre, hvem der har deres gunst. Men Cykelguderne er ikke almægtige. De kan f.eks. ikke ændre ved den frie vilje, så tro ikke, at en rytter -bare fordi en rytter er Cykelgudernes yndling- er sikret sejren.
Boonen vs. Petacchi Når alle nu er sat ind i reglerne, kan vi gå igang med det, det egentlig handler om, nemlig mødet mellem Boonen og Pettacchi. De har mødt hinanden tre gange i denne sæson (alle tre gange i Vuelta a Andalucía), og stillingen er 2-1 i Petacchis favør. Men vi taler om et løb i februar, hvor kun en tiendedel af verdenseliten var vågnet fra deres vintersøvn. Sejre i februar er fine nok at skrive hjem om, og for hjælperyttere er de sikkert også brugbare, men en sejr i februar er meget lidt værd, når man satser på Tour de France og falder igennem med et brag i juli.
Boonen kommer til San Remo med en masse selvtillid efter tre etapesejre i Paris-Nice. Petacchi måtte vente helt til sidstedagen af Tirreno-Adriatico, før han fik sin sejr med derfra. Boonen ser i hvert fald ud til at være i form i modsætning til Petacchi, der kæmpede med at få timet sit holdarbejde i Adriatico og blandt andet af den årsag mistede en etapesejr på næstsidste etape, da Leonardo Bertagnolli fra Cofidis kørte væk på den sidste kilometer. Hvis man skal vinde i San Remo, har man brug for en mere disciplineret holdindsats. Men når det så er sagt, skal vi ikke lægge for meget vægt på Boonens sejre i Paris-Nice. Det var ikke ligefrem et felt af supersprintere, hvorimod hver eneste etapesejrherre i Tirreno-Adriatico var en verdensklassesprinter. Hvis det havde været en bog, ville den have heddet "Verden Bedste Sprinter" og indeholde 6 kapitler (med enkeltstarten som appendix).
I mødet mellem Patrick Lefevre og Gianluigi Stanga, hælder jeg mest til sidstnævnte. Ingen tvivl om, at Lefevre er den belgiske Ferretti og næsten uovervindelig i en-dages-terræn, men Stanga har den fordel, at han er italiensk, og det er ikke uvigtigt. Italien er ikke ligesom resten af Europa. Rundt om hvert hjørne kan der ske noget nyt, og hvis Cykelguderne ikke blander sig, så skal italienerne nok gøre det, hvis det kan styrke nationens interesser.
På papiret ser QuickStep-holdet ud til at være det stærkeste. Udover Boonen har man også en Bettini at spille med. Han kan blive sendt afsted på de sene bjerge på ruten, så holdet kan spare kræfter og lade Milram-holdet køre ham ind. Udover Boonen og Bettini, råder QuickStep over en Hall of Fame-besætning, som Milrams hold ikke helt kan toppe. Kædens svageste led er Bramati eller Cretskens, og når ryttere af den kaliber kan trække gennemsnittet ned, tegner det godt for QuickStep.
Tidligere på ugen skrev Rune Scherbeck fra feltet.dk, at med Boonen og Bettini på holdet, var det nok QuickStep, de andre hold skulle prøve at følge. Ergo, punkt 4 taler til fordel for Petacchi.
Petacchi vandt løbet i en massespurt i fjor. Det var her, Boonen valgte at krænke Cykelguderne, da han efter løbet sagde "Jeg forudså afslutningen; Bettini ville have Petacchi til at åbne spurten, så jeg sprang langt ude fra". Enhver som så afslutningen kunne tydeligt se en Tom Boonen, der sad solidt plantet med røven i sadlen, indtil han 20 meter før mål rejste sig op for lige at give udtrykket af, at han i det mindste prøvede. Boonen prøvede ikke, og manden har seriøse karakterbrist, som også viste sig, da han endelig fik slået Petacchi i februar i Andalusien, hvor han bagefter sagde: "Jeg dummede mig de to første gange, men denne gang, lavede jeg igen fejl". Cykelguderne ser ikke mildt på sportsfolk, der udstråler denne åbenlyse mangel på respekt for deres konkurrenter. Når man taber, så taber man, og så skal man ikke komme med bortforklaringer. Da Petacchi åbnede spurten på Via Roma i fjor, sad Boonen med et tomt udtryk i øjenen og gloede på spurten, som om han prøvede at imitere George Bush.
Lad os få podiepigerne herover med det samme
De syv punkter tegner et tydeligt billede af, at Petacchi bliver nødt til at vinde Milano-San Remo. Mr. Data - make it so!
Boonen kommer til San Remo med en masse selvtillid efter tre etapesejre i Paris-Nice. Petacchi måtte vente helt til sidstedagen af Tirreno-Adriatico, før han fik sin sejr med derfra. Boonen ser i hvert fald ud til at være i form i modsætning til Petacchi, der kæmpede med at få timet sit holdarbejde i Adriatico og blandt andet af den årsag mistede en etapesejr på næstsidste etape, da Leonardo Bertagnolli fra Cofidis kørte væk på den sidste kilometer. Hvis man skal vinde i San Remo, har man brug for en mere disciplineret holdindsats. Men når det så er sagt, skal vi ikke lægge for meget vægt på Boonens sejre i Paris-Nice. Det var ikke ligefrem et felt af supersprintere, hvorimod hver eneste etapesejrherre i Tirreno-Adriatico var en verdensklassesprinter. Hvis det havde været en bog, ville den have heddet "Verden Bedste Sprinter" og indeholde 6 kapitler (med enkeltstarten som appendix).
I mødet mellem Patrick Lefevre og Gianluigi Stanga, hælder jeg mest til sidstnævnte. Ingen tvivl om, at Lefevre er den belgiske Ferretti og næsten uovervindelig i en-dages-terræn, men Stanga har den fordel, at han er italiensk, og det er ikke uvigtigt. Italien er ikke ligesom resten af Europa. Rundt om hvert hjørne kan der ske noget nyt, og hvis Cykelguderne ikke blander sig, så skal italienerne nok gøre det, hvis det kan styrke nationens interesser.
På papiret ser QuickStep-holdet ud til at være det stærkeste. Udover Boonen har man også en Bettini at spille med. Han kan blive sendt afsted på de sene bjerge på ruten, så holdet kan spare kræfter og lade Milram-holdet køre ham ind. Udover Boonen og Bettini, råder QuickStep over en Hall of Fame-besætning, som Milrams hold ikke helt kan toppe. Kædens svageste led er Bramati eller Cretskens, og når ryttere af den kaliber kan trække gennemsnittet ned, tegner det godt for QuickStep.
Tidligere på ugen skrev Rune Scherbeck fra feltet.dk, at med Boonen og Bettini på holdet, var det nok QuickStep, de andre hold skulle prøve at følge. Ergo, punkt 4 taler til fordel for Petacchi.
Petacchi vandt løbet i en massespurt i fjor. Det var her, Boonen valgte at krænke Cykelguderne, da han efter løbet sagde "Jeg forudså afslutningen; Bettini ville have Petacchi til at åbne spurten, så jeg sprang langt ude fra". Enhver som så afslutningen kunne tydeligt se en Tom Boonen, der sad solidt plantet med røven i sadlen, indtil han 20 meter før mål rejste sig op for lige at give udtrykket af, at han i det mindste prøvede. Boonen prøvede ikke, og manden har seriøse karakterbrist, som også viste sig, da han endelig fik slået Petacchi i februar i Andalusien, hvor han bagefter sagde: "Jeg dummede mig de to første gange, men denne gang, lavede jeg igen fejl". Cykelguderne ser ikke mildt på sportsfolk, der udstråler denne åbenlyse mangel på respekt for deres konkurrenter. Når man taber, så taber man, og så skal man ikke komme med bortforklaringer. Da Petacchi åbnede spurten på Via Roma i fjor, sad Boonen med et tomt udtryk i øjenen og gloede på spurten, som om han prøvede at imitere George Bush.
Lad os få podiepigerne herover med det samme
De syv punkter tegner et tydeligt billede af, at Petacchi bliver nødt til at vinde Milano-San Remo. Mr. Data - make it so!
