Film

Folk gambler allerede store summer på hvem der dør i finalen af The Boys

Overlever the Deep?

The Boys nærmer sig sin afslutning, og internettet har gjort præcis det, internettet altid gør, når en populær serie går ind i sidste akt.

De er begyndt at gamble på, hvem der dør.

Den femte og sidste sæson af The Boys mangler kun ét afsnit, og på betting-platforme som Polymarket bliver der lige nu sat seriøse penge på, hvilke karakterer der overlever finalen – og hvem der ender som blodig collateral damage i seriens sidste kaosudbrud.

Og ja, Homelander ligger ret højt på listen.

Tusindvis af dollars på The Deeps overlevelse

En af de mere absurde detaljer kommer fra skuespilleren Chace Crawford, der spiller The Deep.

I et interview blev han konfronteret med, at folk lige nu har placeret omkring 14.000 dollars i bets på, hvorvidt hans karakter dør i finalen.

Hans svar var ret passende for The Boys-universet:

“Det kunne jo være mine egne 14.000 dollars.”

Han indrømmede samtidig, at folk faktisk forsøger at presse spoilers ud af ham via sms’er og beskeder for at få en fordel i bettingmarkedet.

Det siger måske lidt om, hvor absurd populær serien er blevet.

Homelander er stadig favorit til at dø

Hvis man kigger på oddsene, er Homelander den klare favorit til at dø i seriens afslutning.

Det giver egentlig meget god mening.

Hele serien har bygget op til den totale konfrontation mellem Billy Butcher og den psykopatiske Superman-parodi, og The Boys har aldrig været bange for at dræbe centrale karakterer.

Allerede nu er flere store navne blevet fjernet fra brættet i sæson 5, blandt andet Firecracker, A-Train og Frenchie.

Samtidig virker serien til at være gået fuld scorched earth-mode i de seneste episoder, hvor næsten ingen længere føles sikre.

The Boys har altid været superheltegenrens modsvar til kaos

The Boys startede oprindeligt som tegneserie fra Garth Ennis og Darick Robertson, men Amazon-serien udviklede sig hurtigt til en af de mest populære og voldelige superhelteserier nogensinde.

Hvor Marvel og DC ofte handler om heltemod og moral, har The Boys hele tiden været en kynisk satire over celebrity-kultur, politik, kapitalisme og superhelte som brands.

Homelander fungerer i praksis som seriens ultimative monster – en Superman-type med total narcissisme, gudekompleks og nul impulskontrol.

Det er også derfor, fans nærmest har ventet på hans fald siden første sæson.

Betting på tv-serier er blevet en ting

Det lyder måske mærkeligt at oddse på fiktive karakterers død, men det er faktisk blevet mere normalt de senere år.

Platforme som Polymarket lader brugere gamble på alt fra politik og sport til realityprogrammer, prisuddelinger og serie-finaler.

Og når en serie som The Boys er kendt for chokdødsfald, ekstreme twists og komplet mangel på sikkerhed for hovedpersonerne, giver det næsten sig selv, at folk begynder at smide penge efter teorierne.

Finalen på The Boys sæson 5 lander i denne uge.

Spørgsmålet er bare, hvor mange der stadig er i live, når rulleteksterne rammer.