Connery

Første date: What not to talk about

"Det minder mig om min eks.."

Første date. Ideelt flyder samtalen helt af sig selv, der er ingen pinlig tavshed, og begge parter går derfra med ønsket om en second date. Det er bare ikke altid sådan, det ser ud i virkeligheden. Nervøsitet, manglen på fælles interesser eller simpelthen forkerte samtaleemner kan ødelægge stemningen og daten fuldstændig. Der er visse ting, man bare ikke bør tale om på første date. De virker måske indlysende, men lad os lige tage dem én gang til. Så kan det i hvert fald ikke være det, der er skyld i en mislykket date!

Din eks.

Behøver vi sige mere? Den er vist selvsagt, men lad nu være. Tal ikke om din eks! Hverken godt eller skidt. Der er selvfølgelig ingen, der ønsker, at ens nye date snakker så godt om sin eks, at man får mistanke om, at vedkommende stadig er forelsket i eks'en, men det er ærlig talt heller ikke fedt at høre om, hvor stor en kælling ekskæresten var, eller hvordan hun altid efterlod vatpinde på håndvasken. Simpelt: Tal slet ikke om vedkommende! Skal det være jer to, er der rigeligt med tid i fremtiden til at tale om tidligere forhold.

Dit politiske standpunkt.

Politik (og sommetider religion) er to emner, der virkelig kan få gang i diskussionerne, og det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting. Men på en første date er det ikke sikkert, det er det emne, du først skal gribe fat i. Emnet kan hurtigt få folk op i det røde felt, og hvis I ikke formår at diskutere jeres eventuelle uenighed på en saglig og fredelig måde, er der god grund til at tro, at der ikke bliver en date nr. 2. 

Dine fejl og mangler.

At fremstå for selvglad er ikke godt. Slet ikke godt. Men i din iver efter ikke at virke for selvtilfreds kan du faktisk også komme til at tale dig selv alt for langt ned, hvilket jo heller ikke er godt. Det er alt sammen en balancegang; jeg siger ikke, du skal lyve dig bedre, men du skal måske heller ikke fortælle om alle dine fejl og mangler på én gang med risiko for at skræmme hende væk – det har du rigeligt med tid til at gøre senere..

Der er selvfølgelig ikke en regelbog for dating, og måske møder du lige præcis hende, der er helt vild og tosset med politiske diskussioner, og så skal du da bare go for it! Ingen date er ens, så med dette in mente; date away! 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce