Sidder med følelser nu, som bare skal ned på papir. Følelser som gør så ondt.
Det er slut.
Min kæreste og jeg er gået fra hinanden.
Min verden er ikke længere, som den var før, og alt bliver anderledes nu. Jeg har været vant til at have en sikker base derhjemme, og det er slut nu. Egentlig er det ikke mig, der har det hårdt, for det var mig, der tog skridtet til at gøre det forbi. Det er endda min lejlighed, så jeg skal ikke engang flytte. Hvorfor har jeg det så så dårligt?
Hvis jeg har besluttet mig for at det ikke skal være os to, og hvis jeg fortsat er sikker på det – hvilket jeg er – hvorfor virker hele min verden så uoverskuelig?
Jeg går rundt i lejligheden. Hendes møbler er her stadig, hendes duft hænger i luften. Fuck hvor jeg savner hende lige nu. Mærkelig følelse når man samtidig holder fast ved, at det er forbi. Græder lidt. Føler mig ensom. Hvordan fanden går livet videre? Det eneste jeg ønsker lige nu er at holde hende i mine arme og forsikre hende om, at alt er godt. Men alt er ikke godt.
Jeg elsker hende overalt på jorden, men må erkende, at det ikke skal være os. For jeg elsker hende ikke på den måde, man skal elske en kæreste. Der mangler noget. Der er gået nogle følelser tabt et sted. Nogle følelser jeg desperat har prøvet at genfinde og genoprette. Men ligegyldigt forsøgene, så bliver stemmen i mit baghoved stærkere og stærkere.
Den fortæller mig, at det ikke skal være hende og jeg. Den fortæller mig ting, som jeg inderst inde godt ved, men som jeg nærmest barnligt prøver at fornægte. For inderst inde har jeg besluttet mig, men hvornår og hvordan siger man sådan noget? Der er aldrig et godt tidspunkt, og derfor endte jeg med at sige det pludseligt, for lidt at tage min afventenhed og tøven på sengen.
Det mærkelige er, at vi egentlig havde det godt. Jo, vi har da haft vores ture ligesom alle andre forhold, men i tiden op til bruddet gik det faktisk bedre end normalt. Hvorfor så gøre det forbi? Det var endnu en stærk tanke i mit hoved. Men hvis følelserne ikke er der, og man er overbevist om, at de ikke kommer igen, hvorfor så trække det ud? Faktisk bliver det højst sandsynligt kun værre.
Derfor var det også et stort chok, der ventede hende, da jeg lagde tingene på bordet. Hader at gøre hende ked af det. Hader at give hende denne mentale lussing. Hader at skulle bede hende om at finde et nyt sted at bo. Hader mig selv lige nu.
Taler med familie og venner, som selvfølgelig støtter op om mig. De fortæller mig, at det var den rigtige beslutning ud fra, hvad jeg har fortalt dem. Prøver at holde mig i gang. Tager ned og træner. Begynder næsten at græde foran adskillige fyre og piger, der går mere op i, hvordan de ser ud, når de træner end resultatet af selve træningen. Jeg er bare ligeglad lige nu.
Tager ud til den evigt sikre base – mor. Hun ved altid, hvordan man løser problemer. Men der er ikke nogen, der kan løse det her for mig. Faktisk er der ikke engang en løsning. Det eneste der duer herfra er at tage et minut af gangen og huske på at alt bliver godt igen. For alt bliver godt. Ude af øje ude af sind. Hun glemmer mig, jeg glemmer hende. En gang langt ude i fremtiden, er hun et gammelt billede, jeg pludselig støder på, en dag jeg rydder op på loftet. Til den tid er hun sikkert gift og har børn og kan dårligt huske hvordan hendes tid med mig var.
For tiden læger alle sår og får os til at glemme både gode og dårlige ting. På et tidspunkt vil jeg få lyst til at gå ud og møde andre piger. Lige nu er tanken kvalmende. Forstå mig ret, jeg har gjort det forbi, fordi jeg mener, at der en derude der passer bedre til mig. Så det burde vel ikke være skræmmende at skulle ud og møde piger? Men ligenu er det. Igen er tiden den altoverskyggende helbreder. En sand healer.
Når jeg skal tænke tilbage på vores forhold, så var det fyldt med gode og dårlige ting. Først og fremmest så er har hun betydet mere for mig end nogen anden pige indtil nu. Aldrig har jeg indtil nu haft et så intenst, langt og dybt forhold. Men der har også været problemer, og hvor nogle af de problemer har været ting, man glemmer og kan ignoere, så har der været andre problemer, som ikke sådan har kunne fejes under gulvtæppet. De har lavet skår i forholdet. Skår som ikke kunne repareres, sådan som jeg så det.
Sidder tilbage nu og håber min skizofreni fortager sig snart. Jeg gider ikke være glad det ene sekund og ked af det det næste. Men hvis jeg har det sådan her, så tør jeg ikke engang tænke på, hvordan hun har det. Bare det gør mig ked af det.
Sidder og prøver at holde tanken om en god artikel oppe. En god artikel har den der slutning, som sammenfatter alt vigtigt i ovenstående og kommer med en et eller andet fancy citat eller afrundende kommentar. Men der er tomt. Ingen smarte kommentarer og ingen sjove bemærkninger. Ligenu er der bare tomt.