Fightermentalitet: Nicolas Dalby
Interview med MMA-kæmperen Nicolas Dalby.
Nicolas Dalby
- Main Card til Cage Warrior 103
- Følg MMA-stævnet Cage Warriors 103 direkte på Viaplay lørdag den 9. marts fra kl. 18.30
- Se undercard direkte på TV3 Sport fra 18.30
Fightere kommer i mange former og størrelser.
De findes i alle sportsgrene og defineres ud fra det enkle princip - in it to win it.
Mentaliteten med at give sig selv fuldt ud og bogstaveligt talt smide blod, sved og tårer i hele forløbet og aldrig give op.
Hvordan man så kommer fra træningscenteret til trofæet, er lige så forskelligt som de enkelte sportsgrene.
I vores artikelserie ‘Fightermentalitet’ kigger vi nærmere på udpluk af Danmarks sportselite, som enten har cementeret deres plads på den danske hall of fame, eller er spirende stjerner med blod på tanden.
I denne omgang har vi taget en snak med Nicolas Dalby.
Karate som et middel mod mobning
Dalbys historie som fighter begyndte lidt anderledes end andre, hvor interessen til kampsport måske blev udløst af en decideret interesse.
For Dalby virkede det som en nødvendighed.
I 10. klasse oplevede han den ubehagelige side af mobning, som oftest blev fysisk.
Han var aldrig god til konfrontationer, og begyndte at tænke, at han skulle lære at forsvare sig selv.
Dalby begyndte til karate og blev ret hurtigt god til det.
“Jeg fik aldrig behov for at bevise mit værd overfor mine mobbere.”
Det er stadigvæk uvist, hvad der skete i dagligdagen for Dalby, men efter sin begyndelse til karate lod mobberne ham være.
“Enten hørte de, at jeg var blevet god til karate, eller også havde jeg nu fået opbygget min selvtillid og udstråling.”
Herfra gik det stærkt for Dalby, som nu søgte nye græsmarker med MMA.
Han fik sine to første sejre i Cage Warriors i 2014, hvorefter han fik sin UFC-debut i 2015.
Han har i alt 16 wins og 3 nederlag på sit CV - i en alder af 34 har han nået et punkt i sin karriere, hvor alt spiller.
“Fysikken og mentaliteten spiller og jeg har en større lyst end nogensinde. Jeg håber på i hvert fald seks år mere i ringen, til jeg er omkring 40 år.”
Dalby er aldrig blevet knockoutet i sin karriere, og har ingen fysiske eller varige men fra sine kampe.
Man glemmer alt andet inde i buret
I sin fritid bruger Dalby meget tid på at fotografere og har været hobbyfotograf i snart 15 år.
Han vægter livsnyderi højt og sørger for at få noget kvalitet ind i hverdagen - hvad enten vi snakker kvalitetstid med sin datter, som for nyligt er kommet til verden, eller det er en øl med gutterne og en mountainbike-tur.
Selvom Dalby er en forlovet mand, så havde han alligevel en sjov observation i forhold til, hvordan MMA bliver oplevet af begge køn.
Da han var single, var MMA aldrig en icebreaker, der blev brugt som scorereplik - men når det er sagt, så var folk alligevel lidt betaget af konceptet, når det kom på tale.
Dalby havde en sjov måde at forklare det på:
“Der er ingen damer i MMA, men du kan komme ind alle steder, fordi dørmanden kender dig.”
Forberedt på alt
Sports- og træningsmæssigt tager han en kamp ad gangen og træner benhårdt på at bevare sit tårnhøje niveau.
For ham er titlerne og hypen egentlig ikke vejen frem som motivation.
Han har for nyligt haft to ugers benhård træning på Island med Conor McGregors coach.
“Det er faktisk lidt sjovt. Man glemmer alt omkring én. Det gik først op for mig ved min sidste kamp, at det faktisk var en titelkamp, da jeg fik bæltet om maven.”
Dalbys tankegang i forhold til konceptet ‘beastmode’ er meget afslappet.
Det sker meget af sig selv.
“Det er lidt ligesom at stemple ind. Når jeg kører ud til arenaen, som kommer jeg langsomt i fightmode. Når jeg så får snøret mine handsker, så bliver jeg for alvor klar.”
Dalbys specialitet? Et skinneben direkte i ansigtet!
Dalbys vildeste oplevelse i ringen var for fem år siden, hvor han vandt sin første Cage Warriors-titel.
Der var ikke noget specifikt ved kampen, som gjorde den unik - det var hele sammensætningen.
“Hele kombinationen af hjemmebane, usikkerheden op til kampen mod en modstander, som kom i spil i sidste øjeblik og hele presset - sammen med sejren gik det hele op i en højere enhed.”
Dalby har et struktureret skema for sin træning, kost og selve kampdagen, men har ikke behov for at være en slave af sin overtro.
Han gør visse ting hver gang af praktiske årsager, men gør ingen faste ritualer.
“Jeg har ikke behov for at tilføje endnu et skridt på kampdagen, som kan gå galt. Inde i buret er alt andet ligegyldigt.”
“Alt kan ske i MMA. Jeg forbereder mig på alt.”
Tjek Nicolas Dalbys næste kamp ud på TV3+ og Viaplay d. 9. marts mod engelske Alex 'Da Kid’ Lohore i kampen om welterweight interim-titlen.